Regeringen vil i efteråret fremsætte et lovforslag, der skal få sociale medier til at tage et større ansvar for ulovligt indhold.
Det siger erhvervsminister Simon Kollerup til DR.
”Vi har set alt for mange eksempler på unge piger eller helt almindelige borgere, som oplever, at der bliver delt ulovligt indhold omkring dem på de sociale medier, hvor der ikke er nogen, der tager ansvaret for at få det fjernet igen. Sådan skal det ikke være i Danmark. Derfor skal vi have en lov, der nu sikrer, at vi som samfund tager ansvaret, når techgiganterne ikke gør det,” siger han til DR.
I lovforslaget vil regeringen lægge op til, at techgiganter som Facebook og Google skal fjerne ulovligt indhold som for eksempel børneporno, hævnporno eller opfordringer til terror inden for 24 timer. Hvis der er tvivl om indholds lovlighed, skal det fjernes inden for syv dage, mens sagen bliver undersøgt.
Bliver tidsfristerne ikke overholdt, lægger regeringen op til at straffe virksomhederne med bøde.