search

Regeringen bryder sig ikke om medier

Regeringsgrundlaget er markedsliberalt. Bortset fra et angreb på ”uærlige medier”, bliver medierne set som virksomheder, ikke som en del af demokratiet, skriver Uffe Gardel

Donald Trump sagde under valgkampen sjældent ”medierne”; hos Trump hed det ”de uærlige medier”, ligesom New York Times altid blev kaldt ”fiaskoen New York Times.” Og Trump bebudede, at med ham som præsident ville det blive lettere at anlægge injuriesag mod de uærlige mediefiaskoer.

Altså indtil han lige efter valget var til møde med en række af the New York Times’ medarbejdere. Én af dem spurgte ham, om han virkelig havde tænkt sig at stramme injurielovgivningen.

”I skal nok blive tilfredse,” beroligede Trump.

”Faktisk var der nogen, der forleden dag sagde til mig: ’Ved du hvad, det er en rigtig god idé at lempe lovgivningen (gøre det lettere at anlægge injuriesager, UG), men du risikerer selv at blive sagsøgt meget mere.’ ’Ved du hvad, det har du jo ret i, det havde jeg ikke tænkt på,’ sagde jeg. ’Det må jeg lige tænke over.’ Så jeg tror, I bliver tilfredse. Jeg tror, I vil synes, det er helt fint,” genfortalte præsidenten.

Så vidt den nyvalgte Trump. Den nyudnævnte VLAK-regering ser derimod ud til at stå fast: Kursen over for frække medier skal strammes, hårdt:

”Regeringen vil foreslå en markant hårdere kurs over for medier, der krænker privatlivets fred eller bringer æreskrænkende beskyldninger mv.”, hedder det i afsnittet om kultur, foreningsliv og medier.

Skrap injurielovgivning er de mildt autoritære regimers foretrukne redskab mod skrivefrækhed, og derfor er det naturligvis interessant at undersøge, hvad der dog motiverer en dansk regering til dette. Her synes alle at have øjnene rettet mod den aktuelle Se & Hør-sag.

Men Se & Hør-sagen handlede om krænkelser af privatlivets fred – ikke om injurier. Og de er altså udtrykkelig nævnt i regeringsgrundlaget. Er det sådan, at medierne i en stribe tilfælde bliver stævnet for injurier og slipper billigt fra det?

Jeg har ledt efter striben, men finder den ikke. For et par år siden blev fire DR-journalister fra programmet Kontant dømt for at have beskyldt et par ejendomsadministratorer for at have ”snydt, narret (og) fuppet”. Og så var der jo sagen i sommer, da Politikens tidligere chefredaktør Bo Lidegaard blev dømt for at have beskyldt en dansk journalist for at have været Stasi-spion.

Det var ikke meget. Til gengæld var der bare sidste år tre sager, hvor medier blev frifundet for æreskrænkelser: Ekstra Bladet blev frifundet for injurier mod en jordemor; det viste sig i retten, at det var fuldkommen sandt, hvad avisen havde skrevet. BT blev frifundet for injurier mod Zentropas direktør Peter Aalbæk Jensen, og Zetland blev frifundet for at have ærekrænket en tidligere BT-journalist.

Forslaget om skrappere injuriestraffe til medier blev fremsat første gang i foråret 2015 af Venstre, og en af ophavsmændene, folketingsmedlem Jan E. Jørgensen, refererede dengang til Naser Khaders sag mod Se & Hør, som havde beskyldt ham for sort arbejde. Det er en sag fra 2007; en mere end ni år gammel sag.

Det forekommer faktisk oftere, at politikere dømmes for injurier, end at medier gør det.

Jeg nævner ikke dette for at drille, men for at pege på en mulig konsekvens: Medier vil generelt blive mere forsigtige med at gengive beskyldninger, som kan vise sig at være injurier. Og det kan i sidste ende skade den demokratiske debat, som Jacob Mchangama fra tænketanken Justitia sidste år pegede på.

Forslaget om skrappere medielovgivning er interessant, fordi det udgør et stærkt ikke-liberalt element i et regeringsprogram, som ellers er klædt i liberale farver, også på medieområdet. Det gennemgående budskab synes at være, at offentlig aktivitet ikke skal fortrænge private aktiviteter, og at konkurrencen mellem offentlige og private aktører skal være ”fair og lige”, som det hedder i regeringsgrundlagets erhvervspolitiske afsnit.

Således skal TV2 nu privatiseres, det vil sige: Når det nuværende medieforlig udløber i 2018.

Desuden skal DR tilsyneladende ikke udbyde produktioner, som private udbyder. Det er lidt mere forsigtigt formuleret; DR skal ”fokusere stærkere på produkter, der ikke udbydes af kommercielle udbydere”, men læst i sammenhæng med de erhvervspolitiske afsnit er den bagvedliggende tankegang alligevel klar.

Den understreges af, at regeringen går efter at sænke licensen. Ikke alene skal DR simpelthen fysisk gøres mindre; der skal produceres mindre licensbetalt medieindhold. Havde man foreslået et slankere DR, men med en uændret licens, ville vejen have været banet for en egentlig entreprisemodel, hvor private aktører kunne udføre public service-opgaver, men det synes ikke at være i den retning, regeringens tanker går.

Samtidig vil regeringen privatisere TV 2, og vi, som har fulgt mediepolitik et stykke tid, kan knibe en vemodig tåre: Det er næsten 15 år siden, at en dansk regering første gang satte sig for at privatisere TV 2.

Igen her ser man det billede, som håndteringen af DR viser: Regeringens tilgang til mediepolitikken er erhvervspolitisk, ikke mediepolitisk. Således står der intet i regeringsgrundlaget om, hvorvidt et privatiseret TV2’s hovedkanal fortsat skal have en public service-forpligtelse. Det skyldes næppe en principiel beslutning om ikke at gå i detaljer, eftersom regeringsgrundlaget har afsat plads til at forholde sig til antallet af kanaler, DR udbyder.

I det hele taget springer det i øjnene, at det meget omfattende regeringsgrundlag har særskilte afsnit om en mængde store og små politikområder, men reelt ikke noget mediepolitisk afsnit, og dermed heller ingen behandling af mediernes betydning for demokratiet. Nedsættelsen af en særlig ytringsfrihedskommission er taget med, men den udspringer af debatten om forbud mod hadprædikanter, ikke en generel bekymring for demokratiets tilstand, og kommissionen blev i øvrigt aftalt politisk allerede i sommer.

Alt i alt: Denne regering er markedsliberal og ikke interesseret i medier. Med mindre da de er statslige eller fornærmer nogen; de førstnævnte skal beskæres eller sælges, de sidstnævnte skal straffes. Men selvfølgelig; måske vil regeringen ligesom Trump komme på andre tanker, når man får genovervejet konsekvenserne.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen