Den ungarske regering er i gang med at lukke den mest kritiske radiostation i landet, Klubradio. Dermed fortsætter regeringen de angreb på ytringsfriheden, som verden har frygtet siden den ny medielov blev vedtaget i december.
Ungarn er godt i gang med begrænse ytringsfriheden markant. Allerede ved udgangen af sidste år vedtog Ungarns parlament en medielov, der blev opfattet som en alvorlig trussel mod pressefriheden i landet.
Og nu tager den ungarske regering det næste skridt og slår direkte ned på den mest kritiske radiostation i landet, skriver Jyllands-Posten i dag.
Klubradio har hidtil været en meget populær radiostation, som med nærgående interviews og kritiske indslag har været med til at præge opinionen i Ungarn i alle årene fra kommunismens fald i 1989 og frem til. Og i det seneste halvandet år har den tredoblet sit antal af lyttere, men samtidig falder annonceindtægterne.
»Ja, vi er i den groteske situation på Klubradio, at vi får flere og flere lyttere, men færre og færre annoncer,« siger György Bolgár, chefredaktør og talkshowvært på stationen, til Morgenavisen Jyllands-Posten og antyder, at der bliver lagt et betydeligt politisk pres på annoncørerne.
Klubradio havde oprindelig licens til at sende frem til 2051, men nu har regeringen udbudt frekvensen i licitation fire år før tid. Og af udbudsmaterialet fremgår det, at andelen af musik skal firedobles fra nuværende 10-15 pct. til 40 pct. Samtidig skal vinderen af licensen betale mindst det dobbelte af, hvad den nuværende indehaver betaler.
»Det betyder, at regeringen både politisk og økonomisk kvæler radioen,« siger en medarbejder på radioen, Peter Zentai.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.