En jordemors lattergas-reserve reddede Iben Marie Zeuthens debut i Radio24syv. Opstarten har været hård for radioens medarbejdere, men i dag er der faldet ro på
Genhøret med de første minutter, Radio24syv nogensinde sendte, får følelserne frem.
"Jeg får det næsten dårligt af at høre klippet igen," fortæller Iben Maria Zeuthen, der er vært for programmet Iben og Mødregruppen. Sammen med morgenværten Maria Dohn og nyhedschef Susanne Moll fortæller hun om det første år på Radio24syv på DJ's fagfestival.
Med en fortid på P3 var Iben Maria Zeuthen en af de erfarne radioværter, der blev hentet ind til den nye radiokanal. Men trods erfaringen gik debuten ikke, som hun havde håbet.
Ligesom de fleste andre af radioens medarbejdere startede hun cirka en måned, før radioen gik i luften. Men modsat de fleste andre på radioen tog hun det stille og roligt i det kaos, der herskede i forberedelserne.
"Det var begrænset, hvor meget jeg kunne forberede mig. Der var mange, der skulle bruge studierne til at øve sig, så jeg trak mig lidt tilbage og tænkte, at det finder vi ud af, når vi går i gang. Det var et drastisk valg," fortæller Iben Maria Zeuthen.
Den aften, hvor radioen går i luften, bliver hun mere og mere bange. Hun kan ikke sove om natten og får det mere og mere ubehageligt, jo tættere hun kommer på sin egen debut:
"Da jeg hører min startjingle, tænker jeg, så er det nu. Jeg skal fylde to timers live radio. Det var skrækkeligt," siger Iben Maria Zeuthen, der i løbet af programmet får stillet en skraldespand parat, hvis hun skulle brække sig og i frygt for at gå sukkerkold beder om en kage live i radioen.
"Det var reel angst for åben mikrofon."
Efter hun har talt med sine gæster den første time og 40 minutter, er der ikke mere at snakke om.
"Til sidst kan mine gæster se, at nu ramler det. En af gæsterne er jordemor, og hun beslutter at gå ned i sin bil og hente noget lattergas, og resten af programmet går med, at vi tager lattergas i studiet," fortæller Iben Maria Zeuthen.
Når hun laver Iben og Mødregruppen i dag, er der styr på det, og panikken er væk. Men historien om hendes debut er sigende for det billede, de tre medarbejdere tegner af den første tid på Radio24syv. 20 minutter før radioen skal gå i luften, er de stadig usikre på, om det lykkes, fortæller nyhedschef Susanne Moll.
I nyhedsafdelingen var det også en hård opstart, men det var ikke kun på grund af den store arbejdsmængde, forklarer Maria Dohn, der er vært på morgenfladen:
"Hvad er det for nogle nyheder, vi laver hos os? Hvordan dækker vi kongehus og sport? Det handler om at fornemme og eksperimentere sig frem. Jeg tror ikke, at det er arbejdspresset i sig selv, der er hårdt. Det er usikkerheden, og for nogle mennesker er det meget slidsomt ikke at have rutiner," siger Maria Dohn.
Alting har skullet opfindes fra bunden af, og det har krævet medarbejdere, der var med på den:
"Der er nogle, der har været trætte af det og er holdt op. Jeg elsker folk, der har den mentalitet, hvor de lige løber i Netto og henter toiletpapir, når der ikke er mere – for at sige det simpelt. Det her er ikke som DR, hvor der er regler for alt. Vi beslutter os for at gøre sådan – og så må vi se, om det fungerer," siger Susanne Moll.
De er alle tre enige om, at radioen efterhånden har fundet sin rutine, og der ikke længere er konstant undtagelsestilstand.
"Når jeg siger, at det kører på skinner, så er det i forståelsen af, at jeg i dag kan gå på toilettet, uden at der er nogen, der står og buldrer på døren og siger, at jeg skal komme ud og løse et problem. I dag er der struktur, men vi er ikke perfekte."
Iben Maria Zeuthen har været tæt på at trække stikket og finde noget andet at lave, men i dag er hun glad for, at det ikke endte sådan:
"Jeg er virkelig stolt af det, vi laver. Vi tilbyder noget, man ikke kan få andre steder," siger Iben Maria Zeuthen.
"Hvis man var gået ind i det her projekt med den professionalisme, vi havde med fra DR, så havde vi jo ikke lavet noget nyt, også havde det ikke været at tage projektet seriøst. Vi blev nødt til at lægge professionalismen fra os for at finde på noget nyt."
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.