Redaktørernes forsvar

Sportsjournalistikken er ukritisk og forsømmer bredde-idrætten. Sådan lyder den hårde kritik i en ny undersøgelse af sportsjournalistikken, som Ugebrevet Mandag Morgen har lavet. Tre af sportscheferne giver herunder svar på tiltale.

Niels Abildtrup, Sportsredaktør, Fyens Stiftstidende:
"Jeg køber ikke dén der med, at vi ikke laver problemorienteret sportsstof. Vi bruger faktisk flere og flere kræfter på debatstof og problemstof, og i mine øjne er sportsredaktionerne mindst på linie med andre redaktioner, når det handler om debatstof. Vi har ikke noget at skamme os over. Til gengæld er det rigtigt, at det er enhver sportsredaktørs mareridt at skulle ramme balancen mellem elitestof og alt det andet, og man kan godt blive lidt kynisk. Vi bruger flest ressourcer på de største idrætsgrene. Den konklusion i rapporten er korrekt."

Jesper Dahl Caruso, Sportsredaktør, Berlingske Tidende:
"Det er utrolig svært at kategorisere problemorienteret sportsjournalistik, for vi bruger jo fascinationen i en ny form for journalistik i dag. For eksempel bruger vi fascinationen af italiensk fodbold til at fortælle om racisme, og om det i undersøgelsen falder i kategorien "ikke kritisk", fordi det også er båret af fascination, kan jeg jo ikke vide. Desuden mener jeg, at det er meget vanskeligt at gøre for eksempel doping interessant som daglig læsning. Jeg vil gerne høre om dopingproblemer og pengestrømmen inden for fodbold og golf – men jeg vil ikke høre om det hele tiden. Så tørrer vi helt ud."

Rasmus Bech, Sportsredaktør, Politiken:
"Rapporten tegner et billede af en sportspresse, der har stået stille nærmest i al evighed. Det er faktisk det modsatte, der er tilfældet. Inden for de seneste ti år har den danske sportspresse forandret sig markant – ja, inden for de seneste fem næsten eksplosivt … der er skabt særlige temadage, eksempelvis i eller omkring weekenden, hvor man beskæftiger sig med større sager, mens man koncentrerer sig om nyhedsdækning på de øvrige dage. Og en del af de økonomiske aspekter i sportens verden behandles også på erhvervssiderne."

Læs også: Konsekvensen af kærligheden

0 Kommentarer