Freelancejournalisterne er trætte af de mange arrogante redaktører, der ikke gider svare på mails og ikke kan sætte ord på, hvad de egentlig vil have.
OPRÅB. Freelancejournalist Ulla Kusnitzoff sendte et forslag til et par artikler til et dansk ugemagasin. "Tak for forslagene. Jeg synes ikke, de passer rigtigt ind i vores artikelkoncept," skrev redaktøren tilbage. Ulla Kusnitzoff bad så om at få en beskrivelse af konceptet. "Det er svært at definere nærmere," svarede redaktøren. Det magasin kom Kusnitzoff aldrig til at skrive for.
Til gengæld er det opmuntrende ved historien, at Ulla Kusnitzoff overhovedet fik svar på sin henvendelse. Det er nemlig ikke nogen selvfølge, når freelancere sender artikelforslag til redaktørerne rundt om på landets blade og aviser.
I Journalisten 13/2009 gav en række redaktører en harsk kritik af freelancejournalisterne og beskyldte mange for at være for sjuskede.
Nu giver freelancerne igen på kritikken. Journalisten har haft kontakt med 23 freelancere, og manglende reaktioner på forslag til artikler er en af de ting, de nævner som et stort irritationsmoment.
Den slags er der i det hele taget mange af for freelancerne. Men til forskel fra redaktørerne har de færreste af dem lyst til at lægge navn til deres kritik. De peger på, at det i øjeblikket er købers marked, og at det kan give bagslag at kritisere dem, der betaler deres løn.
DER ER FLEST af de gode redaktører, er freelancerne enige om. Måske fordi de forsøger at undgå de dårlige. Den bedste situation for en freelancer er at levere fast til et blad, fordi man kender bladets linje og redaktørens krav. Som fast freelancer får man som regel også et hurtigt svar på sine henvendelser. Men de fleste skal også indimellem sælge til nye medier, og så bliver tålmodigheden sat på prøve.
Adskillige beretter om artikelforslag, der har ligget hos redaktørerne i flere måneder. Hvorefter redaktørerne så sommetider faktisk takker ja – til et emne, der måske i mellemtiden er blevet knap så aktuelt. Andre gange lykkes det ikke at få vristet et svar ud af redaktøren på trods af én, to eller tre henvendelser, både per mail og telefon.
»Gad vide, om de ligefrem bliver irriterede over at få forslag fra os?« funderer en freelancer.
»Jeg er virkelig nysgerrig efter at høre, hvad de tænker. Vi er jo da et eller andet sted kolleger, og jeg synes, det er både arrogant og uhøfligt ikke at svare. De kunne da bare sende en standardmail eller skrive det på hjemmesiden, hvis de ikke tog mod freelancestof.«
Så er der de redaktører, der forlanger at se den færdige artikel, inden de bestemmer sig for at købe.
»Man oplever det især hos medier, der tit køber stof fra ikke-journalister,« fortæller Louise Windfeldt, der er hortonom og fagjournalist.
»Men de kan jo se på min signatur i mailen, at jeg er medlem af Journalistforbundet, og det er ikke en rimelig måde at behandle professionelle på. Hvis de vil vide, hvordan jeg skriver, kan de jo bare bede mig sende en artikel – eller google mit navn, så dukker der adskillige artikler op.«
En journalist gør opmærksom på, at det svarer til at sige til snedkeren, at han skal lave en reol, der passer ind i et bestemt hjørne, men at man kun vil købe den af ham, hvis det bliver, præcis som man havde tænkt sig. Uden at man i øvrigt gør sig umage med lige at forklare, hvad det så er, man har i tankerne.
INDIMELLEM ER REDAKTØRERNE meget upræcise i deres krav. En freelancejournalist fortæller om en artikel, hun fik besked på at skrive om, på trods af at den fulgte synopsen. Hun fik ikke den feedback, hun bad om, men måtte ud fra tidligere numre af bladet gætte på, hvad redaktøren ønskede. Det lykkedes ikke, og trods alt ekstraarbejdet blev artiklen aldrig bragt.
Feedback er i det hele taget noget, freelancerne efterlyser. Stilhed, stilhed og atter stilhed er en gennemgående beskrivelse af redaktørernes reaktion, når de modtager artikler.
»Efterhånden har jeg lært, at stilhed er lig med ros,« siger en journalist.
»Men det gør mig ikke til en bedre og mere motiveret freelancer for det medie. Det gør tilbagemeldingerne til gengæld. Både de kritiske og de rosende. Hvis jeg skal have respons på en artikel, skal jeg ni ud af ti gange selv bede om den. Og alligevel er det ikke sikkert, jeg får den.«
Andre beklagelser går på redaktører, der stjæler idéerne fra freelancerne og sætter de fastansatte til at skrive historien. Eller de nærige, der tilbyder 3.000 kroner for 10.000 anslag eller vil have fotos, ekstraresearch og bokse oveni til samme pris. Eller dem, der retter noget rigtigt til noget forkert.
Men det værste er det, der opfattes som mangel på respekt. Freelancerne beskriver den type redaktører, de er trætte af, som uhøflige, uprofessionelle og ligefrem uanstændige. Ulla Kusnitzoff mener, at de burde arbejde med deres opfattelse af freelancerne:
»Freelancejournalister er ikke nødvendigvis dårlige journalister, der bare går og håber på at blive fastansat et eller andet sted – de fleste af os elsker livet som freelancere og har ikke noget ønske om at bytte med en fastansat. Men vi vil gerne behandles ordentligt.«
OMME PÅ DEN ANDEN SIDE af bordet kan redaktørerne sagtens genkende mange af problemerne. De mener nu ikke, det handler om mangel på respekt, men simpelthen om arbejdspres.
Kathe Japp fra Alt for Damerne fortæller, at hun hver eneste dag modtager mellem 20 og 25 mails med forslag til artikler. Heraf er en stor del fra freelancere, der vil sælge artikler. Hun bestræber sig på at svare på alt, også nogenlunde hurtigt, men det kan ikke undgås, at det tager sin tid, siger hun.
Pia Thorsen Jacobsen, redaktionschef på Samvirke, får lidt røde ører over kritikken af de lange svartider på forslag til artikler.
»Jeg må jo indrømme, at når der står en fastansat journalist foran mig og beder mig forholde mig til et eller andet, så ryger freelancerne bag i køen,« siger hun.
Det samme gælder coaching og feedback på de artikler, hun køber. Hun forstår behovet og gør det på en heldig dag – men ved godt, at det ikke sker hver gang. Mange af problemerne er dog blevet mindre, efter at Samvirke sidste år snævrede sit koncept ind.
»I dag skriver vi kun om forbrug, mad, miljø og sundhed. Det gør det lettere at give et hurtigt afslag til dem, der vil skrive om noget helt andet. Samtidig er det nemmere at coache på de artikler, vi køber, fordi vi bedre kan sige, nøjagtigt hvad vi vil have,« forklarer hun.
Annette Nyvang, der er redaktør på Politikens madtillæg, lægger sig fladt ned for freelancernes kritik.
»Jamen, det er jo rigtigt,« indrømmer hun.
»Vi giver en tarvelig løn, og det er tarveligt, at vi vil se den færdige artikel, før vi køber. Det ændrer bare ikke ved, at det er nødvendigt,« fastholder hun.
Det kan sagtens tage en halv dag at redigere en artikel, der ligger for langt fra det, hun kalder Politikens 'house style'. Og den er ikke sådan lige at sætte ord på.
»Det er altså noget meget uhåndgribeligt noget, der blandt andet handler om sprog og stil. Det er svært at sige andet end: Læs avisen,« siger hun.
I øvrigt er hun ikke sikker på, at det ville hjælpe, at hun kunne give en klar beskrivelse. Som redigerende på det nu nedlagte søndagstillæg, Magasinet, der arbejdede med fortællende journalistik, kunne hun give freelancerne meget tydeligere retningslinjer: "Du skal bruge den tredje fortællemodel, dér skal du lave et faktaafsnit, og det er godt, hvis du vender tilbage til historien hér." Alligevel endte hun sommetider med artikler, hun ikke kunne bruge.
Derfor køber hun ikke ubeset af nye freelancere. Det er noget andet med de faste, som hun kender, og hun understreger, at freelancestoffet er en berigelse for Politiken:
»Det giver nogle andre stemmer i avisen, som vi ikke vil undvære.«
FREELANCERNES VÆRSTE
»Jeg kommer med et artikelforslag til en redaktør, som han afviser. Et halvt år senere snakker vi i telefon om noget andet, og jeg siger, at jeg ikke forstår, han ikke købte den rigtig gode idé, som nu er blevet yderligere aktuel. Han svarer: "Nå, dén, ja. Den skrev vi faktisk en note om for et par måneder siden."«
»Jeg sender en synops om mellemamerikansk rom til et stort landsdækkende magasin. De skriver: "Spændende, den vil vi meget gerne se, når du kommer hjem fra din rejse." Jeg sender den færdige artikel til dem, og efter tre uger svarer redaktøren: "God artikel, emnet er desværre ikke relevant, fordi vi lige har haft noget andet om spiritus."«
»Jeg foreslår en reportage om et kursus hos en blomsterbinder og skriver kildens adresse i mailen. "Det lyder godt," siger redaktøren og lover at vende tilbage. Så hører jeg ikke noget i lang tid, før jeg ved et tilfælde bliver klar over, at bladet er i gang med at lave et helt tillæg med min kilde. Jeg ringer rasende til redaktøren, der svarer: "Nå, det troede vi da, var i orden."«
»En redaktør køber en artikel til en lidt lav pris. Jeg prøver at få den lidt op med gode argumenter, men ender med at gå ind på prisen i fred og fordragelighed. En time senere skriver redaktøren, at hun synes, jeg skal sælge den til nogen, der vil give en bedre pris. Jeg skriver med det samme tilbage, at prisen er okay for mig, og medsender faktura. Hun afviser fakturaen og vil ikke købe artiklen.«
»Jeg beder altid nye blade om at give respons på mine artikler, så jeg kan skrive mig ind på dem. Som regel ignorerer de det. Men en enkelt gang ringede en redaktør mig op og sagde: "Du ville jo gerne have noget respons. I fjerde linje mangler der et komma." Mmm, herligt! Der blev jeg virkelig meget klogere!«
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Sidder med en nedtursfornemmelse i maven efter at have læst debatten om freelancere.
For 3 måneder siden tog jeg springet ud i mit nye liv som freelance journalist, og det, jeg læser herinde, er simpelthen SÅ nedslående.
Jeg genkender jo virkelig mange af freelancernes råb fra min korte tid i branchen.
For eksempel har jeg lige trukket et oplæg tilbage fra et dameblad, fordi de ikke har taget stilling til min idé, selvom jeg har talt med redaktøren i telefonen to gange, selvom jeg har vinklet specifikt på mediet (som jeg selv læser), selvom jeg selvfølgelig har stavet deres navn korrekt, og selvom jeg har brugt 2-3 dage på at researche til artiklen, så der ikke var sjusk i vinklen eller noget som helst andet. Oplægget har ligget hos redaktøren i lidt over 7 uger.
For nylig interviewede jeg en semikendt person, som virkelig havde noget at byde på. Han fortalte, at der ikke var andre medier, der havde kontaktet ham for nylig.
Jeg gik glad hjem og skrev synopsen og sendte den til det blad, jeg havde vinklet til.
I 4 uger hørte jeg ikke noget. Da jeg ringede til bladet, sagde de, at de selv havde taget idéen op og ville skrive noget om ham.
Hvor er vi henne?
Redaktørerne skærer den gren over, de sidder på - eller tager jeg fejl?
Og hvad siger forbundet til det hele?
Kan nogen af jer give mig bare tre grunde til at fortsætte mit liv som freelancer? Jeg kan slet ikke forestille mig efter denne læsning, at der kan findes flere :-(
Diana Axelsen
Wonderwords