Journalisten fejrer, at vi er udkommet i 111 år. Du kan komme på tidsrejse med masser af nedslag, anekdoter og billeder her.
Og herunder kan du møde tre af Journalistens tidligere redaktører.
»Du kan godt høre, redaktørerne får en over nakken«
Poul Smidt, redaktør på Journalisten, 1973-1976.
Da første nummer af Poul Smidts relancerede Journalisten ramte postkasserne i 1975, har adskillige medlemmer formentlig gnedet øjnene en ekstra gang. Den traditionelt teksttunge forside af fagbladet var i bogstavelig forstand ryddet. Tilbage under bladhovedet var kun et stort billede. Ingen tekst. Og sågar et besynderligt, ubestemmeligt kampsports-motiv.
»Journalistforbundet var mere end journalister. Det var også fotografer og bladtegnere, og det gjorde jeg synligt. Vi skulle ikke bare være for de skrivende. De andre skulle også præsenteres med deres del af faget,« fortæller Poul Smidt.
[quote:0]
Forsiden blev 100 procent billedbåren, og inde i bladet piblede illustrationerne også frem. Et opslag med vinderbilleder fra en nordisk fotokonkurrence med handicapmotiver. Man havde aldrig set noget lignende.
Et andet indsatsområde fra Poul Smidts side var det internationale stof. Det blev et fast tema, nogle gange over adskillige opslag.
»Jeg synes ikke, der er noget vigtigere for journalistfaget end at kigge ud til de store lande og se, hvordan de løser opgaven. De er jo ofte et skridt foran, eksempelvis med digitalisering og onlinetjenester. Så der tog vi en drejning med bladet, som jeg synes var rigtig,« siger Poul Smidt og tilføjer, at han håber, Journalisten igen på et tidspunkt vil tage en tilsvarende drejning.
Han blev ansat i en tid, hvor Journalistforbundet tog de sidste skridt på vejen fra en selskabsklub til rendyrket fagpolitisk forening. Chefer, der engang blev anset som forbundets bedste mænd, var nu næsten notorisk udset som skurke. Det var Poul Smidt selv med til som lederskribent.
»Vi skærpede tonen over for bladledelserne og trak linjerne skarpere op. Jeg kritiserede eksempelvis Aktuelt for at lukke provinsaviserne og bruge pengene på hovedstadsavisen,« siger Poul Smidt.
[quote:1]
Han finder et eksemplar og læser op af en af sine ledere:
»”Bladdøden er bladudgivernes ansvar, den manglende fremsynethed, manglende evne til at omstille til ny teknik og manglende evne til at udnytte ny viden om redaktionelle processer, læsevaner, distribution, m.v. er karakteristisk for den redaktørslægt, der snart har lagt ytringsfriheden i hænderne på monopolerne …” Du kan godt høre, redaktørerne får en over nakken.«
Samtidig med at fronterne blev trukket op i branchen, var der også politiske frontdannelser i forbundet selv. I hovedbestyrelsen stod den socialdemokratiske forbundsformand Carl John Nielsen ofte i modsætning til Kreds 1-formanden og DKP’eren Leif Larsen.
»DKP praktiserede en form for faglig kommunisme, hvor man sad og satte knappenåle på det faglige landkort: Nu har man erobret endnu en tillidspost, så man kunne fortælle Moskva, at man gjorde fremskridt,« fortæller Smidt.
Han var selv på Carl John Nielsens hold, men ikke mere end, at han skulle tækkes de kredsformænd, der var kommunister.
»Der var noget af en balancegang, og ja, der var et koldkrigsfænomen, der gik igennem lokalerne en gang imellem. Kommunisterne forsøgte at vinde indflydelse. Også i form af en mere markant, faglig profil, og det kunne slå gnister mellem Carl John Nielsen og Leif Larsen. Men de sørgede for ikke at slås mere end, at hovedkampen stod mod arbejdsgiverne.«
—-
»Og så kom den: Og det skal man læse i sit eget fagblad?«
Frede Jakobsen, redaktør på Journalisten, 1985-1990.
Der har været mange fornyelser og relanceringer i Journalistens historie, men det mest markante skifte må nok tilskrives Frede Jakobsen, der var redaktør 1985-90. Han var manden, der indførte det store format, bladet havde frem til 2000, som mange var gale på, men som i hvert fald gav bladet en markant, visuel profil. Han fik foranstaltet det frihedsbrev, som formelt stadfæster den redaktionelle uafhængighed. Men først og fremmest er han den, der mest af alle har stået fadder til den redaktionelle stil, der stadig er bladets ideal: Det mediekritiske magasin – vagthundenes vagthund.
»Det gav ballade fra dag et. Alle syntes i princippet, det var rigtig godt at se kritisk på medierne, lige undtagen når det gik ud over en selv. Og så kom den: Og det skal man læse i sit eget fagblad?«
[quote:2]
Den første store bombe fra Jakobsen var en forside prydet af den daværende amerikanske præsident, Ronald Reagan, og rubrikken ’Online til fem danske redaktioner’. Historien var, at fem danske dagblade var koblet op på det amerikanske propagandakontor USIA’s telegramtjeneste.
»Det problematiserede vi. Men mange medarbejdere på de fem dagblade protesterede vildt og voldsomt over, at vi overhovedet tog det op. Det var egentlig en banal historie, og man kan mene for og imod. Men det var dog trods alt en historie,« siger Frede Jakobsen.
I det efterfølgende nummer af Journalisten kunne man blandt andet læse følgende indlæg fra den daværende B.T.-journalist Søren Espersen:
”Jeg skal høfligst bede bestyrelsen fra DJ om omgående at skride til afskedigelse af Journalistens redaktør, Frede Jakobsen. Det er vel for meget forlangt at få novicen Frede til at forstå, at al god journalistik må baseres på så mange forskelligartede informationer som muligt. Og at USIA er endnu en information.”
Det skulle blive værre endnu – både fra Frede Jakobsens og Søren Espersens side.
Den historie, der formentlig afstedkom de mest personlige og hadefulde ytringer, handlede om sportsjournalistikken.
[quote:3]
”Vi tog den kultur til debat, at mange især fodboldjournalister var alt for tæt på kilderne. Det var påviseligt, at nogle af dem efter kampene gik hjem på redaktionen og skrev citater fra fodboldspillere, de slet ikke havde talt med. Deres forsvar var: Vi kender dem så godt, så vi ved, at det kunne de godt have sagt. Men det hører jo ingen steder hjemme,« fortæller Frede Jakobsen.
At man på den måde blev hængt til tørre i branchen, skabte et decideret raseri blandt visse sportsjournalister.
»De kunne finde på at ringe midt om natten og skælde ud over vores dækning. Det var som regel anonyme opkald, men nogle af stemmerne kendte jeg jo godt. Det virkede, som om at når de havde lavet B.T. klar til om morgenen og havde fået et par bajere, så flød vreden over, og så ringede de hjem til mig og skældte ud.«
Søren Espersen brugte vreden kreativt og dannede gruppen ’Journalister mod Frede’, med det formål at få Frede Jakobsen fyret. Og der var også krisemøder, både i hovedbestyrelsen og hos forbundsformanden. Hver gang klarede han skærene ved at henvise til deres ret til at fyre ham og hans ret til at bestemme indholdet.
»Det betyder ikke, at vi aldrig begik fejl. Vi gik måske for langt nogle gange. Men vores formål var at få debat om journalistikken i Danmark, og det lykkedes i hvert fald til fulde.«
—
»Medlemmerne kunne se, at vi ikke holdt hånden over ledelsen.«
Anette Claudi, redaktør på Journalisten, 1995-2001.
De vidste, hvad de gik ind til, da de ansatte hende. Allerede i en vikartjans på Journalisten i 1990 skrev Anette Claudi en historie om, at Kreds 1 overførte medlemmernes pensionsbonusser til en hjælpefond, der blandt andet finansierede købet af Kreds 1’s hus i Nybrogade.
»Jeg har altid være drevet af undren. Og da jeg kom til København fra Jylland, undrede jeg mig over, at pensionskassen var dyrere i København,« fortæller Anette Claudi.
Da hun blev redaktør på Journalisten i 1995, havde bladet en efterhånden veletableret branche- og mediekritisk linje. Men efter Claudis periode kunne man tilføje ’forbundskritisk’.
[quote:4]
»For mig var det afgørende at lave journalistik, jeg som medlem kunne interessere mig for. Og selvfølgelig er man som medlem interesseret i at vide, hvad ens fagforeningskontingent går til. Så der har jeg lagt en kritisk linje med en grundlæggende respekt for, at jeg også selv levede af medlemmernes penge.«
En af de historier, der hængte DJ’s snavsede undertøj til skue, handlede om, at forbundets rykkersystem ikke havde fungeret i et år og tre måneder. Resultatet var, at medlemmer, der var bagud med kontingentet, ikke havde fået rykkere, og at DJ havde 1,7 millioner til gode. Da Claudi gik til forbundsledelsen og konfronterede dem med problemet, viste det sig, at de intet anede om det.
»Der var nok ikke mange fagblade, der kunne skrive sådan en historie. Men der var mange medlemmer, der pludselig fik regninger på op til 11.000 kroner, fordi det havde hobet sig op. I sådan en situation er jeg ikke i tvivl om, hvor min loyalitet ligger.«
Alligevel havde Claudi opbakning fra forbundsledelsen.
»Jeg tror, formændene nogle gange skulle trække vejret dybt. Men jeg har ordret fået at vide af daværende formand Lars Poulsen, at det, at medlemmerne kunne se, at vi ikke holdt hånden over ledelsen, var hans bedste investering i forhold til selv at virke troværdig.«
Midten af halvfemserne vil i mediebranchen blive husket for den store bladkrig, hvor først og fremmest Jyllands-Posten ekspanderede voldsomt. Det blev et tilbagevendende tema i Journalisten.
[quote:5]
»Jeg har aldrig været krigskorrespondent, men i den periode følte jeg det alligevel lidt. Jørgen Ejbøl talte, følte sig og opførte sig som en general. Fronterne var virkelig trukket op, især mellem Jyllands-Posten og Berlingeren. Og Aarhus Stiftstidende, som JP pressede så meget, at det næsten bare var et spørgsmål om tid, før de ville bukke under,« fortæller Claudi.
Det var en krig på penge: Prøveabonnementer, annoncepriser og strategiske samarbejder med regionalaviser. Men det handlede også om mennesker.
»Det var meget følelsesladet. Når tillidsrepræsentanter fra JP og Stiften mødte hinanden ved et pressemøde, kunne de ikke tale med hinanden. Jeg husker en tillidsmand, der sagde, at han hellere ville dø end arbejde på et JP Stiftstidende. De hadede hinanden, for det var et spørgsmål om, hvad der overlevede.«
For Journalisten var dækningen af bladkrigen også udtryk for en redaktionel ændring. Som supplement til det traditionelle TR- og medarbejderperspektiv på historierne kastede man sig ud i en mere overordnet dækning af branchen, ikke bare som arbejdsmarked, men også som forretningsområde.
»Det nye var, at cheferne begyndte at blive meget vigtige kilder for os, og det gjaldt også direktøren og økonomidirektøren. Sådan en som Steen Gede fra Berlingske og senere Joachim Malling – de var gode kilder.
Det skal ikke lyde som den store opfindelse, men det kom til at fylde meget.«
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Tak til Journalisten for at tage et stykke mediehistorie op med gennemgangen af Journalistens 111-årige historie. Den trykte del af historien lakker måske også mod enden...
Jeg har dog lidt korrektioner til et af kapitlerne i historiefortællingen.
Anette Claudi får fremstillet sig selv som en ytringsfrihedens Ridder Rap, der begyndte at vende mediekritikken indad - mod forbundsledelsen,
F.eks. fortælles det, at hun kritiserede den københavske kreds 1 for at overføre bonuspenge fra pensionsfonden til en hjælpefond i kredsen, der finasierede et huskøb ved Gl.Strand.
Jeg husker det helt anderledes. Og for den fremtidige forbundshistoriske korrekthed gengiver jeg her hændelsesforløbet efter MIN erindring.
På det tidspunkt i forbundhistorien var der en stærkt antidemokratisk bevægelse i forbundet, hvor alt skulle centraliseres, og kredsene skulle derfor med al magt bekæmpes, latterliggøres. I den forbindelse især kreds 1, der på det tidspunkt gik stærkt imod de antidemokratiske bevægelser.
Hele pensionsaffæren og Anette Claudis kampagne tog udgangspunkt i den indre strid i forbundet. Kreds 1 skulle bare ned med nakken - koste, hvad det ville. Også brug af løgn.
Til korrektion af historien skal jeg derfor oplyse:
Pensionsbonuserne fra pensionsfonden blev delt - og det var rigtig mange penge - mellem forbund og kreds. For forbundets vedkommende gik millionerne direkte ind i driften - altså det hul, hvor også kontingenterne indgår. Og de forsvandt dermed stille og roligt. Nogle af pengene blev f.eks. brugt til at finansiere starten af Fagfestivalerne.
Pengene i kreds 1 blev investeret i noget værdifast - nemlig en ejendom. Desværre blev der overdådigt brugt alt for mange penge på en renovering af ejendommen, samtidig med at ejendomsmarkedet styrtdykkede de efterfølgende år. Derfor blev købet ikke så værdifast.
Desuden blev en betydelig del af kredsens bonuspenge benyttet som startkapital ved starten af Carsten Nielsen Legatet. Meget mod den forbundsledelses vilje, da man ikke betragtede den sangkvinske tidligere forbudsstifter som værdig til at hædre med et sådant legat.