search

Redaktører afviser presseetiske stramninger

Politikerne skal holde fingrene fra mediernes redigeringsproces, mener flere chefredaktører, efter der har vist sig politisk flertal bag bl.a. at tvinge medier til at bringe rettelser samme sted i avisen som fejl.

Politikerne skal holde fingrene fra mediernes redigeringsproces, mener flere chefredaktører, efter der har vist sig politisk flertal bag bl.a. at tvinge medier til at bringe rettelser samme sted i avisen som fejl.

To af landets mest prominente chefredaktører afviser nu et politisk flertal på tværs af Folketinget.

I forbindelse med forhandlingerne om mediestøtten har Socialdemokraterne foreslået, at de danske aviser skal berigtige forkerte oplysninger på forsiden, og at Pressenævnet skal have mulighed for at udskrive bøder.

Det skriver Ritzau.

»Politikerne har ikke erkendt, at vi i redaktørkredsen netop er blevet enige om fast at rette på side 2. Det er simpelt ikke længere rigtigt, at hvis man hænger nogen ud på forsiden, så kommer rettelsen som en notits på side 17,« siger chefredaktør på Morgenavisen Jyllands-Posten, Jørn Mikkelsen, der mener, at politikerne bør vente med lovgivning, indtil de har set resultatet af mediernes selvjustits.

Chefredaktøren afviser også forslaget om at øge Pressenævnets beføjelser, så det bliver muligt at udskrive bøder til medierne, der har rod i etikken.

For to år siden hang Ekstra Bladet en uskyldig mand fra Herning ud som morder på forsiden af avisen. Derfor rettede avisen straks fejlen på forsiden, forklarer avisens chefredaktør Poul Madsen.

»Min holdning er, at hvis man begår en fejl, skal man indrømme det og vise det på behørig plads,« siger Poul Madsen til Ritzau.

han er bekymret for, at politikerne kræver skrappere sanktioner mod medierne, fordi de vil stoppe skarp kritik.

»Det er en farefuld færd at gå ind på. Så har man tendenser ligesom i Ungarn, hvor man forsøger at stække medierne,« siger han.

Dermed er han på linje med formanden for Dansk Journalistforbund, Mogens Blicher Bjerregård, der tidligere på dagen sagde til Journalisten.dk.

»Vi tager ud i verden og fortæller, hvor vigtigt det er med en fri presse. Hvis politikerne begynder at blande sig i mediernes redigering, så er den danske presse ikke længere fri. Det er kontrolleret. Der skal ikke være skærpede straffe eller politisk redigeringsret over medierne,« slår Mogens Blicher Bjerregård fast.

Kommentarer
1
Chresten Ibsen
11.01.12 14:34
Re: Redaktører afviser presseetiske stramninger

Jeg tvivler på, at pressen selv kan administrere friheden til at analysere, vurdere, afgøre og sidst efterleve kendelserne for egne fejl.

Jeg tvivler også på at politikere, der må siges at være meget afhængige af pressen, kan det.

 Til gengæld tror jeg på, at et borgerligt ombud vil være en mulig løsning. En instans, der ikke har foden i nogen lejr. Eller rettere: Med fødderne så lidt i nogen lejre som muligt. 

Fremhævet af Journalisten

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen