Journalisters troværdighed ligger kun lige over bilforhandlernes, viser en ny måling. »Vi kan ikke leve med, at befolkningen ikke tror på os,« siger redaktør
Ifølge en måling for Radius Kommunikation, udført af Epinion blandt 1021 danskere ligger politikere, spindoktorer og journalister og roder rundt blandt de fire nederste faggrupper, når det kommer til troværdighed. Sygeplejersker og læger placerer sig til gengæld helt i top.
Redaktør på Berlingskes magasin Politiko, Bent Winther, er foruroliget over, at journalister igen ligger så lavt på troværdighedslisten.
»Det er en rædselsmåling for os som journaliststand. Vi må erkende, at det her ikke kan blive ved. Politikere og journalister kan ikke leve med, at befolkningen ikke tror på os,« siger Bent Winther til journalisten.dk.
Han mener, at troværdighedsfaldet er kommet luskende det seneste årti, hvor politik ifølge redaktøren er blevet gjort til et spil om selviscenesættelse:
»Vi er lige gode om at have trukket hinanden ned. Politikerne har pakket sig ind i taktikmedarbejdere og behandler pressen som et redskab, ikke en formidler af dialog. Journalisterne har forsøgt at trænge ind bag det skjold af taktik og performance ved at prøve at finde sandheden på andre måder – for eksempel gennem personlige skandaler eller kommentatorer.«
Vil altid ligge lavt
Målingen kommer ikke bag på Rasmus Nielsen, politisk redaktør og ansvarshavende chefredaktør på altinget.dk.
Han tror, at journalister og politikere altid vil rangere lavt i troværdighedsmålinger.
»Vi har det til fælles med politikere, at vi er en synlig erhvervsgruppe, som bliver meget eksponeret. Hvor sygeplejersker fokuserer mere på drift, fokuserer vi på forandring. Politikere vil jo altid stå for forandring og regulering, og når man forandrer noget, kan man let blive udsat for kritik og blive kaldt utroværdig,« siger Rasmus Nielsen til journalisten.dk.
Han mener også, at samme mekanisme kan ligge til grund for, at kommunikationsrådgivere bliver anset for mere troværdige. De ligger i midten af troværdighedsfeltet.
»Jeg forestiller mig, at mange opfatter kommunikationsrådgivere som en gruppe, der arbejder i organisationer og kommunikerer virksomhedsbudskaber uden at være politiske. Hvorimod de ser på spindoktorer som politikernes højre hånd med en agenda. De kommunikerer ikke bare et budskab, men prøver hele tiden at sadle om og forandre,« siger han.
Andre brancher ville lave en kriseplan
Forskere kaldte tidligere i dag journalisternes og politikernes lave troværdighedsscore for et demokratisk problem. Det er Rasmus Nielsen enig i, og som medlem af Danske Mediers bestyrelse har han også foreslået, at mediebranchen selv skal lave en troværdighedsmåling af medierne hvert år for at følge udviklingen over en årrække.
»Det ansvar er vores, vi kan ikke overlade det til andre,« siger han.
Bent Winther mener, at der skal mere indgribende tiltag til:
»I alle andre brancher ville man lave en kriseplan efter sådan en måling. Og vi bør også gøre noget ved det. Jeg synes, det kunne være passende, hvis DJ, Danske Dagblades Forening og en række chefredaktører satte sig sammen og erkendte, at man er konkurrenter til daglig, men at det her er et fælles problem, man også bliver nødt til at løse i fællesskab.«
14 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Trist for journalisterne at de stadig ikke er troværdige blandt borgerne, men de mest utroværdige indenfor medierne er debatredaktørerne de er angivelig så utroværdige i deres udvælgelse af hvem de ønsker med på avisernes debat sider at det nærmer sig nepotistisk bedrageri, og er til stor fare for demokratiet og ytringsfriheden i Danmark.
Som Bent Winther rigtigt anfører, så er det ikke første gang, at troværdighedsmålinger placerer journalister som nogle af de mindst troværdige, og det er ganske interessant at se standens reaktioner. Enten er selve undersøgelsen utroværdig (et kommentarfelt her på siden kræver alle detaljer lagt frem, hvilket er bemærkelsesværdigt i al den stund, at div. mere eller mindre uvidenskabelige undersøgelser gerne viderebringes fuldkommen ukritisk i medierne). Eller også er præmissen forkert for overhovedet at undersøge befolkningens holdning til troværdighed.
Selvransagelse er der ikke voldsomt meget af.
Min egen faggruppe – lægerne – befinder sig tilsyneladende lige så konsekvent i den anden ende af skalaen. I kommentarfeltet her på siden bliver sigende nok en velafprøvet forklaring brugt: Danskerne er jo så autoritetstro (sic!), så det er nok bare derfor, de stoler på doktoren (og sygeplejersken). Men alligevel må det vel undre hver gang?
Medierne, både de trykte og de æterbårne, svømmer jo over med historier om grådige, arrogante, dovne læger, der vanrøgter deres ansvar og hverv, og ofte kommer de udskældte læger ikke til orde i debatten, enten fordi de ikke bliver spurgt, eller fordi tavshedspligt over for vores patienter forhindrer os i det. Og alligevel regner folk i almindelighed tilsyneladende med, vi faktisk forsøger at passe vores arbejde troværdigt.
I forbindelse med sidste troværdighedsmåling var gode gamle Bent Falbert ude og svinge krabasken over resultatet. Undersøgelsen var ubrugelig, og hvis den så alligevel ikke var det, så var det fordi læger jo bare kunne feje alle fejlene ind under gulvtæppet, mens pressen skulle skrive en berigtigelse.
Jeg ved ikke, hvilken planet Bent Falbert bor på, men i den virkelige verden kan vi lige præcis IKKE nemt dække over vores fejl. Ideen om sundhedsvæsnet som et hemmelighedsfuldt, hvidkitlet broderskab lever ganske vist i bedste velgående i dele af pressen (som fx den komplet absurde ”Dødskode”-debat viste), men jeg tror oprigtigt ikke, der er ret mange systemer, hvor fejl bliver så grundigt blottet som i sundhedsvæsenet.
Hvis vi ikke selv som enkeltpersoner kan finde ud af at konfrontere vores patienter med vores egne fejl eller utilsigtede hændelser, så er der hjælp at hente udefra. Vores kolleger og sygeplejerskerne kigger os konstant over skuldrene som del af et tæt samarbejde. Patienterne selv kan gøre det samme qua journalindsigten (og gør det!). Pressen har som bekendt også en levende interesse for lægestandens gøren og laden, og det samme har de temmelig muskuløse patientforeninger. I tvivlstilfælde er der retslægeråd, second opinion-udvalg, patientombuddet, gabestokken osv.
Til Falberts fantasibillede kan jeg sige, at jeg anser det for betydeligt sværere at stå ansigt til ansigt med et medmenneske og fortælle ham, at jeg personligt har begået en fejl, der kan få svære konsekvenser for ham, end det må være at bede min redaktør sætte en lille berigtigelsesboks ind nederst på side 24. Til gengæld tror jeg faktisk, at patienterne finder mig og mine kolleger mere troværdige, fordi vi selv tager fat om vores fejl.
Der er interessante paralleller mellem journaliststanden og lægestanden. Begge hverv bygger på noget, der i sin essens næsten altid er behæftet med usikkerhed: reportager og diagnoser. Og af samme grund er begge hvervs udøvere grundlæggende afhængige af, at deres omverden anser dem for troværdige.
Hvis Winthers efterlysning efter forslag til at højne journalisternes troværdighed er oprigtigt ment, så kunne jeg med afsæt i parallellen mellem læge- og journaliststand forsøge med flg. forslag:
1)
Start med at erkende, at problemet er reelt - og selvforskyldt.
Herunder hører også at lytte til kritik udefra i stedet for reflektorisk at affeje det som uvedkommendes indblanding. Vi læsere, seere og lyttere er ikke uddannede journalister, men patienter er heller ikke uddannede læger – og derfor kan de godt have ret i deres kritik alligevel.
2)
Indrøm konsekvent fejl og gør klart opmærksom på, at I både som enkeltpersoner og som stand prøver at lære af dem.
Dét med at sige, at I vel ikke kan være ansvarlige for, hvad jeres kolleger går og finder på, den holder jo ikke rigtig. Det duer jo heller ikke, hvis vi som stand læner os tilbage og siger at der jo nok er en masse idioter rundt omkring, der slår deres patienter ihjel, men det er jo bare ærgerligt for dem…
En beskeden start kunne jo være at genoverveje forslaget om at bringe berigtigelser i samme typer og på samme plads som den opr. artikel? Om ikke andet, så som en gestus over for de mennesker, det er gået ud over.
3)
Prøv at erkende, at der er områder, I som enkeltindivider ikke ved noget om.
Hver gang det lykkes én af jer at overtale en redaktør til at bringe en stort opsat artikel, hvor forfatteren bag intet har fattet af substansen, slider det på hele standens troværdighed – ligesom det gør det, hvis jeg giver mig til at gøre mig klog på sjældne øjensygdomme over for en patient uden at vide, hvad jeg taler om.
Jeg ved heller ikke ret meget om uregelmæssige blødninger, nubret udslæt eller halssmerter, så derfor sender jeg dén slags videre til mine kolleger. Jeg tror ikke, det er avisernes fagredaktioner, der trækker ned i troværdigheden – det er de store, højtråbende overskrifter, som bagefter viser sig at dække over lige dele uvidenhed og sensationsliderlighed. Hvis man nu fra redaktørside stillede som minimumskrav, at journalisten bag større historier skulle have demonstreret en rimelig grad af viden om sagens substans, så kunne man måske undgå de værste brølere? På samme måde som min arbejdsgiver forventer, jeg udtaler mig om det, jeg er uddannet til og overlader resten til de rette kolleger.
I takt med, at den politiske journalistik er blevet så professionaliseret, vælger man næppe at bringe store politiske sensationer uden mindst at have erfaren Christiansborg-journalist inde over. Hvad med at gøre det samme, når det gælder andre områder – som fx sundhedsstoffet?
Lægeskolerne uddanner generalister, der så skal ud for alvor at lære stoffet bagefter – på samme måde som journalistuddannelserne gør det. Dén erkendelse kunne man tit godt ønske at se tydeligere demonstreret.
Uanset hvad: Held og lykke med projektet.
De adspurgtes tillid til ministres spindoktorer har formodentlig ikke smittet af på kategorien "journalister", men på kateorien "spindoktorer".
:)
Jeezzzze! Så klap dog lige den hest.
Inden panikken griber os, vil jeg da gerne fatte, hvad de adspurgte tænker på, når de sætter kryds ved 'journalist'. Vi er jo så mange slagse: TV, radio, dagblad, ugeblad, magasin, web, tekstforfatter, kommunikationsrådgiver, spindoktor... Den stereotype journalist med notesblokken og pennen er måske vores ideal, men ikke længere den 'journalist' befolkningen ser.
Når jeg ser ud over landskabet er der sørme mange gode kolleger, hvis troværdghed og integritet er i top. Hvis den adspurgte tænker på en ministers spindoktor og dømmer hele standen ude på den baggrund er der jo ingen grund til uro. Det er jo et vilkår, at nogle af os har solgt vores sjæl og skal jazze virkligheden.
Hvis kilderne vil tale og vi stadig kan lave vores grundige arbejde, så må vi leve med at få på tuden. Læger og sygeplejersker og politiet er jo vores synlige helte. Der kommer vi aldrig og skal heller ikke.
Hvem sagde boneloc?
Jeg undrer mig over, at læger og sygeplejersker ligger så højt oppe. Er danskerne virkelig så autoritetstro?
Hvad angår journalisternes placering, er jeg til gengæld ikke overrasket.
Journalister er generelt gode til at sætte fokus på ting i samfundet, der bare skal frem i lyset. Men jeg oplever desværre stort set altid fejl i fakta i forbindelse med de områder, jeg selv har en specialviden om, både når jeg bare er tilskuer, men også når jeg selv bliver interviewet.
Jeg mener, at medierne skal samarbejde meget mere i stedet for at konkurrere om at komme først.
Flere