Efter måneders hype blev verdens første iPad-baserede dagblad lanceret i aftes. Ifølge Murdoch er målet de 15 mio. amerikanere, som alene i år ventes at eje en iPad. Redaktøren taler om en ny form for journalistik. Her alle detaljerne.
Historier fortalt gennem panoramafotos i 360 grader, som man selv kan lege med. Interaktive grafikker, hvor man kan få hele den historiske udvikling. Et væld af video i HD-kvalitet. Muligheden for at dele samtlige nyheder via Twitter, Facebook og e-mail – og så endda tilføje egne skriftlige og mundtlige kommentarer. Og tillige personificerede nyheder.
Det er blot nogle af elementerne i The Daily, som blev lanceret ved en stor event i aftes på Guggenheim Museum i New York, hvor mediemogulen Murdoch, Apple-medarbejdere og den nye redaktør for The Daily, Jesse Angelo, tog imod verdenspressen.
I månedsvis har Apple og Murdoch's News Corp arbejdet på at udvikle den interaktive avis, der er produceret specifikt til iPad og som kun skal udkomme til iPad.
»Nye tider kræver nye former for journalistik,« lød det næsten megalomant fra Rupert Murdoch, der bedyrede, at The Daily kombinerer det bedste af klassisk kritisk journalistik med alle de nye muligheder, som den ny iPad-platform tilbyder.
»Vi har udviklet noget, som er utænkeligt i tv eller på print,« fortsatte Murdoch, der påpegede, at en stor del af den mest veluddannede del af befolkningen – både i USA og resten af verden – rent faktisk er holdt op med at læse aviser eller se nyheder på tv. En gruppe, som stadig er storforbrugere af media. Men som forventer indhold produceret specifikt til dem – og som tilmed er tilgængeligt konstant og over alt.
»Og der vil vi med The Daily gøre nyhedsbranchen levende igen. Vi vil bringe magien tilbage og få folk til at engagere sig i de vigtigste samfundsanliggender. Og målet er at gøre The Daily til den uundværelige kilde til nyheder, viden og underholdning,« lød det fra Murdoch, som betegner udviklingen som en "digital renæssance" for nyhedsbranchen.
Målgruppen er først og fremmest de 15 mio. amerikanere, som alene i år ventes at eje en iPad. Og med en pris på blot 99 cent om ugen for fri download alle ugens dage eller 39,99 dollar for et helt år (godt 215 kr.), så er The Daily et klart alternativ til et traditionalt avis-abonnement.
»The Daily's succes afhænger af dets originalitet. Men The Daily har retten til at eksperimentere og udvikle sig løbende i henhold til brugernes ønsker. Og vi er overbeviste om, at The Daily bliver selve modellen for, hvordan nyhedsformidlingen kommer til at se ud i fremtiden,« erklærer Murdoch.
Foreløbig har News Corp brugt 30 mio. dollar på at udvikle den iPad-baserede avis. Dertil komer en halv millon dollar – om ugen – til den løbende produktion. Og det vel at mærke før indtægterne fra abonnenter og annoncer. Det betyder godt 55 mio. dollar alene det første år. Og den kendte amerikanske mediekommentator, Jeff Jarvis, har da også efter lanceringen i går rejst spørgsmålet, om det kommer til at løbe rundt.
Murdoch er dog ikke i tvivl. Han nævner, at ambitionerne er store, men omkostningerne lave. Og lykkes det at sælge "millioner eksemplarer", så er succesen i hus, siger han.
Indholdsmæssigt kommer The Daily til at bestå af op til 100 sider hver dag – fordelt på følgende seks kategorier: news, sport, gossip & celebrity, opnion, arts & life og apps & games.
Ud over at kunne klikke på de forskellige kategorier, så kan man bladre i The Daily på samme vis, som det kendes fra Apple's sædvanlige karrussel-menuer, hvor man lynhurtigt kan orientere sig i samtlige sider.
Der er også et kontrolpanel nederst på alle sider, hvor man blandt andet kan klikke på shuffle-knappen og få at vide, hvilke historier, man endnu ikke har læst. Ligesom man kan vælge video.
Artiklerne indeholder i øvrigt også links ud til andre websites. Og øverst til højre på alle sider i The Daily er der en "share"-knap, så man selv kan dele indholdet med venner og bekendte via Facebook, Twitter. Har man lyst kan man tilmed tilføje egne kommentarer – både skriftligt eller mundligt.
Det er ikke muligt umiddelbart via The Dailys egen hjemmeside at se indholdet, men når først en bruger har delt en artikel, og sendt html-adressen, så kan enhver læse med. Her et par eksempler: Eksempelvis artiklen: MUBARAK: I'LL QUIT og artiklen: The dude snood. Og på den måde har Murdoch altså fravalgt at indføre en hermetisk betalingsmur. Store dele af indholdet slippes reelt frit, fordi samspillet med de sociale medier ansas for alt afgørende for kendskabet til The Daily – og dermed The Dailys succes.
»Vi har gjort det muligt at sende Twitter-feeds direkte. På den måde har vi bygget nettets styrke direkte ind i The Daily,« fortæller den ny ansv. chefredaktør for The Daily, Jesse Angelo, der kommer fra en topstilling i The New york Post.
Selv om dagens udgave af The Daily er at betragte som et færdigt produkt, så ændrer avisen gerne på indholdet i løbet af dagen, hvis ellers der er breaking news.
»Vi kan tilføje en helt ny side, hvis vi vil det. Og ønsker vi at ændre forsiden klokken 10 eller klokken 2 om eftermiddagen, så kan vi også gøre det. Men personligt bryder jeg mig ikke om konstant at opdatere. Jeg foretrækker at have en stærk stemme, der fortæller mig, hvad der er vigtigt. Hvor læserne føler tillid. Og sådan vil The Daily også blive redigeret,« siger Jesse Angelo.
Mens produktet altså er rimelig fast hver dag, så kan brugerne til gengæld personificere indholdet. Særligt i forhold til sportsnyheder anser Jesse Angelo den mulighed for interessant. Ønsker man at følge bestemte fodboldhold eller få resultaterne fra bestemte klubber, så kan man kode The Daily til at holde øje med de team, man er særligt interesseret i.
Efter den officielle præsentation på Guggenheim Museum stillede de fremmødte journalister en række spørgsmål. Blandt andet til den redaktionelle linje og hvorvidt The Daily politisk kommer til at ligne Murdoch's berygtede Fox News:
Det sidste fik de ikke præcis svar på, men Jesse Angelo erklærede, at The Daily overordnet vil være stærkt patriotisk:
»Vi elsker Amerika. Og vi tror på frie ideer og frie mennesker,« udtalte han.
Og senere i et tv-interview på Fox News fulgte Murdoch op med samme melding: »Det er en meget patriotisk amerikansk avis, der tror på fri tænkning, et frit marked og frihed til alle.«
(se i øvrigt her The Dailys første leder, hvor der argumenteres for reformer af immigrationslovgivningen, bedre skoler og smartere miljølove.)
Inden lanceringen i aftes har godt 100 testlæsere haft adgang til The Daily i seks uger, hvor man har prøve-produceret avisen dagligt. I går var så den endelige premiere, hvor tophistorien var fra Egypten med historien "Falling Pahraoh".
The Daily udkommer i første omgang alene til Apple's tavlecomputer, the iPad. Og ifølge Murdoch vil det givet være situationen også næste år. Men News Corp har ikke solgt sig selv til Apple og er klar over, at en hel stribe af nye tavlecomputere fra konkurrerende producenter kommer til at ændre markedet i de kommende år.
»Vi har været ret ærlige over for Apple og sagt, at vi forventer at udkomme på alle store tavlecomputere. Men vi tror på, at sidste år, i år og nok også næste år er det alene iPad,« erklærede Murdoch.
Det redaktionellel team bag The Daily, som består af ca. 100 journalister, er headhuntet fra en række velrenommerede medier.
Som nævnt er øverste chefredaktør Jesse Angelo, der kommer fra The New York Post. Ny kreativ direktør er John Kilpatric, som blandt andet har været vicedirektør for AOL Media, hvor han stod i spidsen for nye digitale strategier for mere end 80 websites med et publikum på over 100 millioner. Og avisens kultur- og livsstilsredaktør er Sasha Frere-Jones, der har været fast skribent og musikanmelder i seks år for The New Yorker – og før det skribent for The New York Times, the New York Post, The Wire and Time Out New York.
Efter lanceringen i går er det væltet ud med kommentarer om The Daily på Twitter. En del er spørgende til, hvad The Daily indebærer. Andre er kritiske og rejser tvivl om, hvorvidt Murdochs iPad-satsning er løsningen på avisernes problemer.
The Daily er principielt ikke tilgængeligt uden for USA, men det er der naturligvis allerede en løsning på. Her anvises det, hvordan man generelt kan komme uden om problemet. Befinder man sig i Tyskland, er løsningen følgende.
Se i øvrigt The Dailys egen præsentationsvideo af The Daily her. Og her The Guardians gennemgang: First look at Rupert Murdoch's iPad-only newspaper – video
PS: Hvis du ønsker at læse The Daily uden adgang til iPad og The Daily app, så er her Journalisten.dk's lille tip til, hvordan du finder vej til en stor del af dagens indhold i The Daily:
Indsæt følgende dagsaktuelle URL i en søgning på Google – og du får adskillige artikler fra The Daily:
http://www.thedaily.com/page/2011/01/ eller blot: http://www.thedaily.com/page/2011/ (du SKAL sætte URL'en ind i et google-søgefelt og så søge – direkte fungerer linket ikke)
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.