Hvis Danske Dagblades Forening lykkes med deres igangværende lobby-indsats for at stække DR, risikerer DR at blive fuldstændig irrelevant for nye generationer. Det mener Informations redaktør for nye medier, Nikolaj Thyssen: "De (DDF, red.) forvalter kulturministerens lydhørhed på værst tænkelige vis."
Mediestøtten skal omfordeles til næste år, og det har medført kampagne fra de fleste aktører i mediebilledet, der prøver at få kulturministeren på deres side i støttespørgsmålet. Det gælder også Danske Dagblades Forening, der er brancheforening for alle danske dagblade. Direktør Ebbe Dal har således kørt en kampagne mod DR's udbredelse på nettet. Særligt en ny sundhedsportal fra DR vækker harme hos Ebbe Dal, som, mener han, vil ødelægge det private marked.
"Søgemaskiner kan uden besvær føre brugerne hen til de sundhedsoplysninger og -websteder, de har brug for," skriver han i en kronik i Berlingske Tidende.
Redaktør for nye medier hos dagbladet Information Nikolaj Thyssen er dog slet ikke enig.
"Man kunne alligevel anføre et ikke frygteligt kontroversielt synspunkt: At danskerne kunne have glæde af viden som sundhed fra en kilde, der ikke har kommercielle interesser i emnet," skriver han i lederen.
Nikolaj Thyssen mener endvidere, at DR set i et større perspektiv vil blive irrelevant for de kommende generationer, hvis de ikke styrker deres position på nettet. Han skriver, at DR fylder for lidt på nettet, samt at DR mangler betydning for folk under 25 år og dermed er ved at blive irrelevant for kommende generationer.
"Det ville måske tilfredsstille de danske dagblade, men det ville ikke skabe større mangfoldighed i mediebilledet, hvilket ret beset er selve idéen med mediestøtten," skriver han.
Og du kan læse Ebbe Dals kronik her
Læs også artiklen: Kulturministeren vil stække DR
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.