Politiken har foretaget en masseudnævnelse af redaktører. Avisen er nu oppe på 48 redaktører og redaktionschefer. De nye redaktør-titler skal give journalisternes byline mere tyngde. Se listen her.
Fodboldredaktør, klimaredaktør og motorredaktør. Politiken har med ét slag gjort 20 skrivende journalister til redaktører. Sportsjournalist Søren Olsen bliver for eksempel fodboldredaktør, Bo Maltesen skal være klimaredaktør, og tidligere motorjournalist Allan Graubæk får titel af motorredaktør.
Ifølge Politikens nyhedschef, Anders Krab-Johansen, skal udnævnelserne ses som et internt og eksternt signal om, at Politikens styrke er faglighed og indsigt.
»Vi gør det for at synliggøre medarbejdernes faglighed over for læserne. Vi signalerer, hvor vi allerede er stærke eller gerne vil have en stærk faglig profil. Det bliver lettere for læserne at afkode, hvem der har skrevet artiklen,« siger han til Journalisten.dk.
Anders Krab-Johansen fortæller, at de nye redaktørtitler er ”skrivende titler”. Det betyder, at der hverken følger personaleansvar eller større organisatorisk indflydelse med nyudnævnelserne. Faktisk får flere af redaktørerne ingen journalister ’under sig’. Det gælder for eksempel cykelsportsredaktør Mogens Jacobsen og forsvarsredaktør Jacob Svendsen.
Den nye tv-redaktør Henrik Palle er glad for sin nye titel. Men det vil ikke overraske ham, hvis nogle i branchen tænker, at Politiken er gået amok i uddeling af titler.
»Ordner hænger man på idioter, som P.A. Heiberg skrev. Og det kan forekomme overvældende med så mange udnævnelser. Men ser man det som led i en konsekvent strategi, hvor man giver medarbejderne ansvaret for at prioritere bestemte områder, synes jeg det er positivt.«
Han får selv en koordinerende funktion over tv-anmelderne. Samtidig ligger der i udnævnelsen, at Politiken ønsker, at anmeldelser af for eksempel dansk tv-dramatik skal profileres mere på kritiksiderne – og ikke kun i den faste spalte på bagsiden af 2. sektion.
Henrik Palle henviser til, at man i erhvervslivet længe har haft den strategi, at uddeling af titler viser virksomhedens prioriteringer.
»Internt på Politiken vidste alle, at Kim Skotte var filmredaktør og Flemming Christiansen socialredaktør. Nu flasher vi det bare over for læserne.«
Eneste nyansættelse i forbindelse med rokaden er, at Mette Østergaard fra TV 2 bliver ny politisk redaktør fra 1. december. De nye redaktører får i øvrigt ikke mere i løn. 180 redaktionelle medarbejdere på Politiken er på DJ-overenskomst.
Politikens redaktører
Tøger Seidenfaden, chefredaktør (ansv.)
Stig Ørskov, chefredaktør
Anders Krab-Johansen, nyhedschef
Jacob Fuglsang, redaktionschef/indlandsredaktør
Christian Lindhardt, redaktionschef
Michael Arreboe, digital mediechef
Flemming Christiansen, socialredaktør
Morten Garly Andersen, videnskabsredaktør
Mette Østergaard, politisk redaktør (tiltræder 1. december)
Matias Seidelin, kriminalredaktør (tiltræder 1. december)
Bo Maltesen, klimaredaktør (tiltræder 17. november)
Peter Mogensen, redaktionschef
Søren-Mikael Hansen, sportsredaktør
Søren Olsen, fodboldredaktør
Mogens Jacobsen, cykelsportsredaktør
Rasmus Bech, redaktør
Michael Jarlner, udlandsredaktør
Jacob Svendsen, forsvarsredaktør
Hans Davidsen-Nielsen, sikkerhedsredaktør
Allan Graubæk, motorredaktør
Poul Husted, rejseredaktør
Anette Claudi, forbrugerredaktør
Mette Guldagger, tjek-redaktør
Anita Bay-Bundegaard, kultur og opinionsredaktør
Peter Christensen, kritikredaktør
Kasper Steenbach, iByen-redaktør
Martin Finnedal, iByen.dk-redaktør
Erik Schnettler, navneredaktør
Lise Garsdal, bogredaktør
Tine Maria Winther, bogredaktør
Kim Skotte, filmredaktør
Erik Jensen, musikredaktør (beat)
Thomas Michelsen, musikredaktør (klassisk og jazz)
Monna Dithmer, teaterredaktør
Peter Michael Hornung, kunstredaktør
Karsten Ifversen, arkitekturredaktør
Henrik Palle, tv-redaktør
Lars Hedebo Olsen, ledende debatredaktør
Søren A. Nielsen, debatredaktør
Ellen Ø. Andersen, debatredaktør
Niels Nørgaard, debatredaktør
Lars Trier Mogensen, redaktør af lederkollegiet
Poul Anders Aarøe Pedersen, analyseredaktør
Anders Jerichow, kronikredaktør
Jesper Friis, søndagsredaktør
Julie Bondo Gravesen, Magasinets redaktør
Bjarne Schilling, bagsideredaktør
Henrik Kaufholz, læsernes redaktør
4