Redaktør i Liverpool: The Sun vil aldrig blive tilgivet for dækningen af Hillsborough-tragedien

Tabloidavisen The Sun blev boykottet i Liverpool, da den holdt fast i sin dækning af fodboldtragedien, der gav Liverpool-fans skylden for næsten 100 døde på stadion

Der er ting, det tager tid at tilgive. Der er andre ting, der måske aldrig rigtig bliver tilgivet, men som med tiden bliver glemt og fortrængt.

Den britiske tablodavis The Suns dækning af tragedien på Hillsborough stadion i Sheffield i 1989 er tilsyneladende ingen af delene. I hvert fald ikke i Liverpool, der har boykottet avisen i mere end tre årtier. En boykot, der nu viser sig at have haft betydning for Liverpools holdning til EU.

33 år efter ulykken, der i første omgang kostede 96 fans af Liverpool FC livet, er vreden over avisen i Liverpool knap blevet mindre, og boykotten af avisen lever i bedste velgående. Og vil avisen nogensinde blive tilgivet?

”Nej. 100 procent nej. Vi følte os uretfærdigt dømt af den avis så længe. Det bliver aldrig tilgivet,” siger David Prentice, der er sportsredaktør på lokalavisen Liverpool Echo.

Han var blevet ansat på morgenavisen The Daily Post under Liverpool Echo to år tidligere, da tragedien ramte England – og i særdeleshed Liverpool – lørdag den 15. april 1989.

Liverpool FC mødte Nottingham Forest i FA Cuppens semifinale. Kampen blev aldrig spillet, fordi der opstod kaos på den tribune, Liverpools fans stod på. Det var der, 96 mennesker blev klemt ihjel, og senere mistede yderligere en livet som følge af de skader, han fik den dag.

Sportsredaktør i Liverpool: The Sun vil aldrig blive tilgivet for Hillsborough-tragedien 2 96 mennesker døde på Hillsborough stadion. Senere er dødstallet opjusteret til 97, og de dræbte bliver fortsat mindet af Liverpools fans. Foto: Lee Smith/Reuters/Ritzau Scanpix

Søndag morgen var der fulde huse på Liverpool Echos redaktion. Alle ville hjælpe til og involveres i dækningen af tragedien, som på den eller den anden måde berørte alle i Liverpool.

For nogle var det nærmest terapeutisk at komme på arbejde den dag.

Særligt husker David Prentice sin kollega Brian Reade, der normalt var redigerende og ikke skrivende på avisen. Han havde været på Hillsborough dagen forinden og sad lamslået og chokeret på redaktionen søndag morgen.

”Redaktøren så på ham og bad ham om at sætte sig ned. Han foreslog ham at skrive, så han kunne samle sine tanker for at se, om det kunne hjælpe.”

Brian Reade skrev den dag en artikel, der senere blev indstillet til en pris ved den britiske Press Gazette samme år. Hans budskab var, at myndighederne og organisationerne bag kampen havde svigtet fodboldfansene, fordi de ikke blev anset for noget som helst.

”Brian lavede et virkelig fortrinligt stykke journalistik om Liverpool-fans, der døde, fordi de ikke betød noget, og fordi ingen brød sig om dem. Det var kulturen i samfundet. Fodboldfans blev betragtet som andenrangsborgere. Du så ned på dem,” siger David Prentice.

Forside rystede alle

Det var ikke alle, der delte Brian Reades analyse af, hvad der var sket den aften, og ligene var end ikke begravet, før der landede en forside fra The Sun. Overskriften var ’The Truth’, der var trykt med hvide versaler på sort baggrund.

”Sandheden” om en fodbold­tragedie fik byen Liverpool til at boykotte The Sun – og ændre holdning til EU 3

På forsiden kunne man læse, at Liverpool-fans blev beskyldt for at have stjålet fra de mennesker, der blev mast ihjel. At de havde pisset på betjente og forhindret dem og redningsmandskab i at yde førstehjælp.

”Den forside rystede alle. Folk var virkelig, virkelig vrede, og det gjorde så ondt på folk,” siger David Prentice.

På Liverpool Echo vidste de, at The Suns historie ikke var sand. Nogle af journalisterne havde som Brian Reade selv været på Hillsborough og set semifinalen udvikle sig til en kamp mellem liv og død på tribunen.

De havde set deres naboer, kammerater og medfans blive mast ihjel. Også journalisternes kilder og bekendte fortalte en helt anden historie. Men The Sun blev i de følgende dage i det samme spor, hvor Liverpool-fans fik skylden for tragedien, mens Liverpool Echo bad sine læsere om at fortælle deres sandhed.

Senere skulle det da også vise sig, at historien ikke var sand, men stammede fra en løgnagtig betjent, der ville dække over, hvad der viste sig at være et svigt fra myndighedernes side.

Den dødbringende tumult opstod, da det blev besluttet at åbne en port til den tribune, Liverpools fans befandt sig på, så flere mennesker strømmede ind på Hillsborough. Kampen var kun lige blevet fløjtet i gang, da det gik galt på tribunen.

Men ifølge en rapport fra et uafhængigt nævn havde Liverpools fans ingen skyld i ulykken. Det havde myndighederne og sikkerhedsforanstaltningerne på stadion.

Sportsredaktør i Liverpool: The Sun vil aldrig blive tilgivet for Hillsborough-tragedien 1 I 2012 afleverede et uafhængigt panel en rapport om ulykken. Den frifandt Liverpools fans og konkluderede, at manglende politikontrol og publikumssikkerhed havde skylden for ulykken. Foto: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix

Journalister forsøgte at lyve sig med til begravelser

Allerede inden den konklusion var Liverpools befolkning rykket sammen, og ifølge David Prentice opstod der en ’os imod verden’-mentalitet i dagene efter The Suns forside.

Avisen blev boykottet. Den blev flået af hylder, smidt i skraldespande og brændt på gaden. Avisens oplag i Merseyside, regionen hvor Liverpool ligger, faldt med 80 procent.

Men The Sun var ikke færdig med sin dækning og sendte journalister til begravelserne for ofrene.

”Du kan forestille dig, hvordan der blev taget imod dem. De fortalte folk, at de ikke var fra The Sun, men fra Liverpool Echo. Vi var nødt til at udsende et statement, der sagde, at vi ikke ville sende nogen journalister til begravelserne, og at hvis nogen påstår at være det, lyver de,” siger David Prentice.

Fodboldklubben Liverpool har heller aldrig genoprettet sit forhold til avisen, selv om der i 2012 kom en undskyldning fra den daværende chefredaktør.

Klubbens tyske træner siden 2015, Jürgen Klopp, kom på kant med en af avisens journalister til et pressemøde i 2016, og året efter blev The Suns journalister bandlyst fra Liverpool FC’s stadion og træningsanlæg.

”Det er lang tid siden. Nogle af dem, der følger boykotten nu, er ikke engang rigtigt klar over, hvad der skete. De har fået det overleveret. Det er en del af byens kultur,” siger David Prentice.

Sportsredaktør i Liverpool: The Sun vil aldrig blive tilgivet for Hillsborough-tragedien Budskabet er tydeligt i den nordengelske by, hvor også taxaer protesterer mod The Sun. Foto: Carl Recine/Reuters/Ritzau Scanpix

Det er en kultur og en boykot, der er så massiv, at to forskere i en netop udgivet videnskabelig artikel konkluderer, at fraværet af den EU-skeptiske avis i Liverpool, har ændret befolkningens holdning til EU.

Og der er altså intet, der tyder på, at den boykot er ved at klinge af.

På Liverpool FC’s stadion møder fans stadig op med bannere, der opfordrer til at boykotte The Sun. Selv byens ærkerival Everton har sådan et banner hængende ude foran stadion. Liverpool FC gør også sit for, at ofrene ikke skal blive glemt.

Dødstallet for ulykken blev opjusteret til 97 i juli 2021, da Andrew Stanley Devine døde som følge af de skader, han pådrog sig i 1989. Fremover er det det tal, der kommer til at stå på mindesten og klubbens spillerdragter, skriver klubben i en pressemeddelelse.

Lyder lidt nærigt

På Liverpool Echos redaktion bliver de 97 – og afskyen for The Sun – heller ikke glemt.

Indtil 2016 var den tidligere fodboldspiller Mark Lawrence klummeskribent hos Liverpool Echo. Den tjans sluttede brat, da han en dag blev set med et eksemplar af The Sun i hånden. Han havde kun kigget på bagsiden, før han havde lagt den fra sig igen.

Men da var skaden sket, og Mark Lawrences tjans på Liverpool Echo var snart fortid.

”Min redaktør på det tidspunkt mente ikke, at vi kunne have ham ansat, fordi han var blevet set med The Sun. Jeg tænkte, at det var en overreaktion. Men han talte med familiemedlemmer til Hillsborough-ofrene og spurgte, om nogen var blev stødt af det. Det krævede bare en person, der sagde ja, og så var det nok.”

Alene navnet ’The Sun’ er flere i Liverpool tilbageholdende med at sige højt eller skrive.

På Liverpool Echo vil de ikke engang skrive avisens navn. I stedet skriver de ’The S*n’. David Prentice ved godt, hvordan det lyder.

Lidt nærigt.

”Men det betyder meget for os, at vi ikke skriver ordet. At vi ikke promoverer avisen på nogen måde.”

0 Kommentarer

Læs også

”Sandheden” om en fodbold­tragedie fik byen Liverpool til at boykotte The Sun – og ændre holdning til EU

”Sandheden” om en fodbold­tragedie fik byen Liverpool til at boykotte The Sun – og ændre holdning til EU

31. JANUAR 2022
”Sandheden” om en fodbold­tragedie fik byen Liverpool til at boykotte The Sun – og ændre holdning til EU

”Sandheden” om en fodbold­tragedie fik byen Liverpool til at boykotte The Sun – og ændre holdning til EU

31. JANUAR 2022