Redaktør anklaget for landsforræderi – og han forstår det godt

Jiyan.dk – det første dansk-kurdiske medie – har netop fejret otte års jubilæum. ”Fra dag 1 har jeg valgt, at jiyan.dk går kritisk til begge parter – både tyrkerne og kurderne. Gør jeg ikke det, er det ikke rigtig journalistik,” siger redaktør Deniz B. Serinci    
  • Foto: Per Janus Strange
    Deniz B. Serinci startede for otte år siden jiyan.dk - den første kurdiske avis i Danmark.
25.04.2018 · 08:50

I søndags den 22. april kunne internetavisen jiyan.dk fejre otte års fødselsdag som Danmarks første kurdiske avis. Fra begyndelsen har mediet været genstand for de danske kurderes opmærksomhed.

”Da jeg startede jiyan.dk, var der blandt kurderne en forventning til, at jeg ville forholde mig kritisk til alle andre end kurderne. Jeg vidste dog, at jeg ikke ville vælge den vej, for gjorde jeg det, ville jiyan.dk ingen journalistisk anerkendelse få. Det ville være som stats-tv fra Nordkorea,” siger Deniz B. Serinci.

Han har mange kasketter: Stifter og redaktør på jiyan.dk, mellemøst-analytiker, 1. suppleant til bestyrelsen i Kreds 1 og underviser – bare for at nævne nogle få. Og så er han kurder – født og opvokset i Danmark.

Serinci er uddannet journalist fra Syddansk Universitet. Af samme grund bliver jiyan.dk skrevet og redigeret efter de danske journalistiske traditioner.

”Så fra dag 1 har jeg valgt, at jiyan.dk går kritisk til begge parter – både tyrkerne og kurderne. Gør jeg ikke det, er det ikke rigtig journalistik,” siger Serinci.

At de journalistiske arbejdsmetoder er korrekte, bliver ifølge Serinci afspejlet i, at jiyan.dk bliver bredt citeret i de store danske medier, og at han selv ofte bliver brugt som ekspert samme steder.

Forpligtelsen til at være kritisk

Beslutningen om at være kritisk over for kurderne har dog kastet problemer af sig. Ikke mindst i forbindelse med dækningen af sagen om den kurdiske tv-kanal Roj TV, der af Tyrkiet blev anklaget for at støtte terrorDa Roj TV sendte fra Danmark, blev der her indledt en terrorsag, som tv-kanalen tabte.  

”På journalistuddannelserne lærer vi, at vi altid skal høre begge parter i en sag. Så jeg ringede naturligvis til både anklageren og forsvareren i sagen.”

Opkaldet til anklageren gjorde, at mange kurdere anklagede Serinci for landsforræderi. Hvilket Senrici egentlig godt kan forstå.

”Mange kurdere i Danmark kommer fra lande og regimer, hvor der ikke er tradition for ytringsfrihed og slet ikke for kritisk journalistik. De har kendt en virkelighed, hvor pressen har skrevet det, som landets ledere har forlangt skulle skrives.”

At jiyan.dk trods armlængdeprincip stadig er en populær nyhedskilde, vidner de over 17.000 likes på Facebook om. Tallet bliver sat i perspektiv af, at der ungefähr bor 35.000 kurdere i Danmark.

Journalistikkens dag

At jiyan.dk blev grundlagt 22. april, er ingen tilfældighed.

”Den første kurdiske avis blev grundlagt den 22. april 1898, og siden da har den 22. april været den kurdiske dag for journalistik,” siger Deniz B. Serinci.

Avisen Kurdistan blev grundlagt i Kairo af Mikdad Midhad Badirhan, der blev sendt i eksil i Egypten i slutningen af 1890’erne – blandt andet på grund af sin kamp for kurdernes rettigheder. Avisen udkom 31 gange fra 1898 til 1902 med formålet at udbrede kendskabet til kurdisk som sprog.  

Internetavisen jiyan.dk vil ikke lære kurderne om deres sprog. Avisen vil i stedet oplyse kurderne i Danmark.

”Danmark har et forholdsvist stort kurdisk mindretal, så jeg lavede avisen, fordi jeg tænkte, at de mennesker har brug for historier om både danske og kurdiske forhold,” siger Deniz B. Serinci.

De danske historier besluttede Serinci hurtigt at lade ligge – dem havde de danske medier alligevel fat i.

”I stedet kunne jeg skrive om de kurdiske forhold.”

Aktuelt har mediet blandt andet en historie om, at Tyrkiet fængsler en kurdisk lærerinde, efter at hun kritiserede drab på børn under Tyrkiets kampagne mod Kurdistans Arbejderparti (PKK) i 2016. Læreren er mor til et otte måneder gammelt barn, der nu skal med i fængsel.

Ingen annoncer

At over 17.000 Facebook-brugere har trykket på den blå tommelfinger, har ingen indflydelse på den redaktionelle linje, som Serinci lægger.

”Jeg laver ikke journalistik baseret på likes og antal sidevisninger. Jeg laver journalistik baseret på journalistisk stillingtagen.”

På samme måde har Deniz B. Serinci valgt, at jiyan.dk ikke indeholder reklamer.

”I begyndelsen overvejede jeg at lave annonceaftaler med kurdiske erhvervsdrivende. Jeg kom dog frem til, at det ville være en dårlig idé, fordi de måske ville forlange indflydelse på journalistikken, og så ville jeg jo ikke længere være uafhængig.”

Derfor har Serinci kun modtaget økonomisk støtte fra Dansk Journalistforbund og Dansk Ungdoms Fællesråd.

”Og det har gjort, at jeg gennem de sidste otte år i 99,9 procent af tilfældene har lavet tilstræbt objektiv og fair journalistik,” siger Deniz B. Serinci.

Sproglige udfordringer

Kurdistan eksisterer ikke som land. I stedet er kurderne spredt ud over store dele af Mellemøsten og Europa. Netop den manglende nation har historisk set været en udfordring for kurderne. De store afstande mellem folket har gjort, at det kurdiske sprog har udviklet sig i mange retninger.

”Kurderne har ikke et fællessprog, men derimod mange forskellige dialekter, der gør det svært for mange – ikke alle – kurdere at forstå hinanden,” siger Deniz B. Serinci, der videre forklarer, at forskellen mellem de to største dialekter for nogen svarer til forholdet mellem dansk og norsk, for andre københavnsk og aarhusiansk.

På grund af dialekterne har Serinci valgt, at artiklerne på jiyan.dk bliver skrevet på dansk.

”I begyndelsen var jeg nervøs for at skrive på dansk, og beslutningen er heller ikke altid blevet taget godt imod. For eksempel mødte jeg på et tidspunkt nogle kurdiske flygtninge fra Syrien, der var ærgerlige over, at de ikke kunne læse teksterne,” siger Serinci og fortsætter:

”For mig har det dog hele tiden været vigtigst, at artiklerne kommer så bredt ud som muligt, og derfor skriver jeg på dansk.”

Kommentar

26/04/2018 - 20:08

Jonas Wedel

Deniz har virkeligt gjort det godt med Jiyan, og jeg synes altid han leverer gode objektive betragtninger. Samtidigt kender jeg ham som en ildsjæl, der virkeligt brænder for sit fag. Stort tillykke med de otte år.

Seneste jobopslag

Kommunikationschef

Gribskov Kommune
Ansøgningsfrist: 13.01

Journalist til digitalt fagmedie i vækst

Kristeligt Dagblad
Ansøgningsfrist: 04.01

Reporter til DR Nyheder på Messenger

DR
Ansøgningsfrist: 07.01

Digital Storyteller

Dansk Flygtningehjælp
Ansøgningsfrist: 17.12

Kommunikationsmedarbejder/ journalist til Danske Erhvervsakademier

Danske Erhvervsakademier
Ansøgningsfrist: 20.01

Ugeskrift for Læger søger erfaren og ambitiøs journalist

Lægeforeningen
Ansøgningsfrist: 07.01

Bliv pressekonsulent på Københavns Professionshøjskole

Københavns Professionshøjskole
Ansøgningsfrist: 21.12

Initiativrig presserådgiver til Ejendomsforeningen Danmark

Ejendomsforeningen Danmark
Ansøgningsfrist: 06.01

Områdechef for Forskning og Viden på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX)
Ansøgningsfrist: 02.01

SoMe-stærk kommunikatør med talent for video

ARKIL HOLDING A/S
Ansøgningsfrist: 02.01

Fordelingsansvarlig til Dansk Journalistforbund

Dansk Journalistforbund
Ansøgningsfrist: 10.01

Content specialist

Zoologisk Have København
Ansøgningsfrist: 13.01

Bladredaktør søges til barselsvikariat

Astma-Allergi Danmark
Ansøgningsfrist: 02.01

Journalist

SOS International
Ansøgningsfrist: 14.12

Samvirke søger Danmarks bedste madredaktør

COOP
Ansøgningsfrist: 28.12

P3 Nyheder søger nyhedsvært

DR
Ansøgningsfrist: 14.12