»For at blive rig som journalist skal man nok investere i fast ejendom.« Det siger DJ-medlem, der bor i millionvilla med swimmingpool, som Journalisten omtalte i seneste nummer. Folk med pressekort kan få rabat på huset.
I det seneste nummer af Fagbladet Journalisten gik Jakob Albrecht på jagt efter branchens bedst betalte job. Målet var at score kassen, så han kunne købe en 700 kvadratmeter kæmpevilla i Lyngby til 12 millioner kroner. I artiklen forklarede en boligøkonom, at man mindst skulle være stjernefotograf og bestsellerforfatter for at kunne købe huset.
Nu viser det sig, at der allerede bor et medlem af Journalistforbundet i huset. Han er hverken bestsellerforfatter eller stjernefotograf. Faktisk tjener han lige under 40.000 kroner om måneden.
Navnet er Jesper Bindslev, og han er ansat som redaktionssekretær på Bonniers magasin Illustreret Videnskab.
»Da jeg så artiklen, tænkte jeg, at det var helt vildt sjovt,« siger Jesper Bindslev, 41 år.
Han har boet i huset i seks år. Dog ikke alene, men sammen med tre venner. De købte det for under 6 millioner kroner for seks år siden.
»Hvis man skal blive rig som journalist, skal man nok investere i fast ejendom,« siger han.
Før de købte huset, havde de cruiset op og ned ad Strandvejen nord for København i jagten på et drømmehus med plads til fire.
»Men vi havde ikke nok penge til at købe et hus på Strandvejen, der var stort nok.«
I stedet faldt de over villaen i Lyngby. Der lagde de en udbetaling, der var så stor, at det ikke var et problem, at to af dem var studerende.
Tidligere har Mogens Glistrup boet i huset i sine velmagtsdage. Han blev blandt andet fotograferet til pressen, mens han i badebukser gyngede hen over husets swimmingpool.
»Dengang var det jo symbolet på et liv som millionær at have en swimmingpool. Den er desværre ret dyr i drift, så der er kun vand i den om sommeren. Men den er fed at have, når vi holder fester,« fortæller Jesper Bindslev.
De fire venner sætter nu huset til salg, fordi de er vokset fra hinanden – og Jesper Bindslev er faktisk parat til at give en særlig rabat, hvis medlemmer af Journalistforbundet er interesseret.
»Jeg skal lige afklare det med de andre tre. Men vi kunne sikkert godt forhandle os frem til et nedslag på en halv million kroner, hvis køberen har pressekort.«
3 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Ligegyldig historie i forhold til journalistfaget - men hvem ville ikke gerne have vennerne til at skrive om sin bolig, så man kan spare på annoncering. Og så endda reklamere med rabat!
Sagen er at der er hundredtusinder af danskere, som i de senere år har tjent formuer på at eje boliger - og selvsagt beløb, der lang overstige, hvad de ville kunne tjene som lønmodtagere.
Er det virkelig allerede agurketid for jer, Jakob Albrecht og Andreas M. Andreassen?
Hm, at man på 6 år kan score 1,5 million skattefri kroner, som i dette tilfælde, er da for vildt. Nu tror jeg ikke, at jeg vil bruge mit pressekort på at få 500.000 i rabat, men i stedet satser jeg i lotto i dag.
For opskriften på rigdom lyder da til at være ligetil - og priserne på huse styrtdykker for tiden, så jeg vil på boligjagt, når tallene er trukket i aften :-)
Det er sørme et sjovt sammenfald. Fantastisk udvikling på historien.....Tror dog jeg beholder pressekortet i lommen.