I går var tidligere sportsjournalist Poul Erik Andersson ude med riven. Han kaldte sportsjournalister for dovne og ukritiske. Redaktionschef på TV2 Sporten, Joakim Frøsig-Andersen, kalder kritikken forfejlet.
Det var et interview med Caroline Wozniacki, hvor hun sagde "fedt" seks gange på to minutter, der fik Poul Erik Andersson til at gribe til tasterne og kalde sportsjournalister for uopfindsomme og proklamere at "sportsstjerner bare får stukket en mikrofon i hovedet, og så bliver der sagt værsgo."
»I den konkrete situation med Caroline Wozniacki, kan vi som journalister ikke gøre for, at hun bruger de samme udtryk. Vi kan ikke gøre noget ved folks talesprog. Selv om hun siger "fedt" mange gange, kan jeg med sikkerhed sige, at hun faktisk fik mange konkrete spørgsmål,« siger Joakim Frøsig-Andersen, redaktionschef på TV2, som stod bag interviewet med tennisstjernen.
Poul Erik Andersson efterspørger generelt mere kritiske sportsjournalister, også selv om de bliver interviewet lige efter en kamp. Det vil ikke være til gavn for seerne, mener Joakim Frøsig-Andersen:
»Lige efter en kamp handler det om at få spilleren til at forholde sig til den konkrete kamp. Hvis vi tromler spilleren ned og skubber ham væk med vores spørgsmål, er det ikke til gavn for seeren. Vores funktion er at servicere seerne. Det gør vi ved at få kilderne til at åbne op og reflektere, ikke ved at stille spidsfindige spørgsmål efter en kamp, så kilderne lukker i. Her kan spørgsmålet "Hvad føler du lige nu?" faktisk være rigtig godt for at få kilden i tale. «
»Følelser er selvfølgelig en af faldgruberne i sportsjournalistik, og vi skal ligesom alle andre journalister huske at variere vores spørgsmål og være opfindsomme. Vi er ikke verdensmestre på TV2 Sporten, men vi arbejder hårdt på at blive det. Hver eneste dag. «
3 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
http://sporten-dyn.tv2.dk/haandbold/article.php/id-31192949:ulrik-wilbek-det-hele-lykkedes.html?ss
Sorry, havde ikke set at den ikke selv lavede links.
Jeg er enig i, at mikrofonholderiet i den grad har taget overhånd i sportens verden.
Udover de oplagte eksempler, som er nævnt ovenfor var der en helt oplagt situation i forbindelse med håndboldlandskampen imod Schweiz på hjemmebane i brøndbyhallen. Selvom en sikker sejr blev vekslet til et middelmådigt resultat, på baggrund af Ulrik Wilbeks eksperimenteren i slutfasen, blev der på intet tidspunkt stillet spørgsmålstegn ved dispositionerne. Wilbek fik endda lov til at italesætte eksperimenterne som en stor succes, selvom det var tydeligt at det ikke forholdt sig således. http://sporten-dyn.tv2.dk/haandbold/article.php/id-31192949:ulrik-wilbek-det-hele-lykkedes.html?ss
Ikke et kritisk spørgsmål efter kampen. Det var skuffende.
Jeg tror heller ikke, sportsjournalister er dovne. Tværtimod løber de sikkert lige så stærkt somd dengang, jeg selv var i det game fra 1979 til 1987 og fulgte landsholdene i fodbold og håndbold.
Men jeg synes, de er for ærbødige og underdanige. Og så er det faktisk lige meget, om det er over for Bjarne Riis eller unge Caroline.
Det skyldes det specielle forhold, at ofre og presse i sportsjournalistikken er én stor lukket fætter-kusine-fest, hvor journalisterne elsker og er dybt begejstrede over og fascinerede af den sport, de skriver om - og samtidig er de stadighed er afhændige af et godt forhold til deres kilder, ligesom man i mange tilfælde selv sponserer festen, står ansigt til ansigt dag efter dag og gerne vil bevare forholdet til kilde, klub, hold, forbund osv.
Det kan så let tage overhånd - og det gør det. For der ER for mange letløbte "hvad følte du, da"-interviews i tv (også selv om de åbenbart nu skal begrundes med overhovedet at få kilden i tale).
Men endnu værre er de situationer, hvor man som tv-seer sidder og føler, at den udsendte er i ydmyg audiens, hvor seeren kan være ien skostørrelse 30.
Hvor mange nærgående og frække spørgsmål var det f.eks. lige, den begejstrede Leth & Co. på TV2 i juli på tre uger nåede at give Bjarne Riis - eller hans folk på jernhestene - i Frankrig? Og hvor kritiske er man nu, når Bjarne køber ind il den nye sæson.
Også det danske landsholds pressemøder ved VM i fodbold var en lettere pinagtig parodi, hvor alle - inklusive TV2 - dansede rundt om den varme grød før at ikke at komme til at spørge om noget, som gjorde gammel-smølfen Morten Olsen sur.
Her burde de hjemlige redaktioner af respekt for seerne have bedt de udsendte ladies and gentlemen of the press om at gå til stålet og forsøge at skaffe på svar på alle de spørgsmål, alle sad med derhjemme.
De spørgsmål blev aldrig stillet.
Hvis sportsojurnalistikken ender som mikrofonholderi - om det så er i Frankrig, Sydafrika eller Parken, om det så er før en kamp, i pausen eller bagefter - ja, så kan det hele næsten være lige meget.
Set i det lys var Poul Erik Anderssons peptalk helt på sin plads,.
Og Joakim Frøsig-Andersens totale forsvar lige så overraskende og bekymrende.
For det burde i den grad efter det nys veloverståede fodbold-VM være tid til eftertanke på de æterbårne sportsredaktioner, der burde overveje at en lidt mere offensiv spillestil eller en større klinge, også selv om Bjarne, Morten, Ståle eller de andre bli'r teenage-fornærmede.