search

REDAKTION I STUEN

Peter Tiemroth skriver – hjemme fra sin stue – cirka en side hver dag til Bornholms Tidende. Han har prøvet at sidde på en redaktion med kolleger, men det gør ham søvnig og ukoncentreret. Peter Tiemroth foretrækker det ensomme liv på en enmandsbetjent redaktion.
Peter Tiemroth skriver – hjemme fra sin stue – cirka en side hver dag til Bornholms Tidende. Han har prøvet at sidde på en redaktion med kolleger, men det gør ham søvnig og ukoncentreret. Peter Tiemroth foretrækker det ensomme liv på en enmandsbetjent redaktion.

 

• Han er reporteren med en daglig deadline, der tager sig en lur eller går sig en tur, hvis en historie ikke lige vil falde i hak. Derudover foretrækker han at støve historier op på døde dage og holde fri, når der er gang i den.
Peter Tiemroth er en anderledes journalist, men hans arbejdsplads ligner også langtfra andre redaktioner.
Bag et smukt skrivebord, der er bygget af gamle fyldningsdøre, sidder Peter Tiemroth hjemme i sin stue og skriver til Bornholms Tidende om livet i Allinge-Gudhjem Kommune.
»Når jeg venter på, at en kilde ringer tilbage, så kan jeg bruge tiden på at snedkerere, gøre rent eller ordne et eller andet ved huset. Der er ikke så meget spildtid, når man arbejder hjemme,« siger Peter Tiemroth.
Derfor er han godt tilfreds med, at han for to år siden stoppede med at være kulturjournalist med fast kontorplads på Bornholms Tidendes centralredaktion i Rønne og i stedet blev lokalredaktør med hovedsæde i egen stue.
»Kollegerne i Rønne var søde, men jeg var rastløs og kiggede hele tiden på uret og tænkte på, om der ikke snart var gået syv timer, så jeg kunne komme hjem. Der sker et eller andet med min koncentration, når jeg ikke er hjemme. Dengang var arbejdstiden fra 8.00 til 15.00. Men jeg tog hjem til middag for at skrive, og hvis jeg først kom hjem ved totiden, så var jeg så træt, at jeg blev nødt til at lægge mig og få en lur. Sådan har jeg det slet, slet ikke, når jeg arbejder hjemme,« siger Peter Tiemroth.
En langt arbejdsliv som ensom reporter er gået ham i blodet. De tre år som kulturjournalist i Rønne var nemlig et afbræk i Peter Tiemroths rutine med at sidde hjemme og arbejde.
Sammenlagt har det nedlagte husmandssted i Gudhjem været hans arbejdsplads i 22 år. Og et blik på Peter Tiemroths alenlange curriculum vitae afslører, at man skal helt tilbage i begyndelsen af 70’erne, hvor han arbejdede på Søndags-Aktuelt og B.T., for at finde Tiemroth i en hverdag med lange arbejdsdage blandt kolleger. I mellemtiden har han som freelancer skrevet bøger om kunst, kultur- og lokalhistorie. Derudover har han i 15 år arbejdet for den nu afdøde avis Bornholmeren. Det var også med fast base på husmandsstedet.
»Ulempen ved at arbejde hjemme er, at jeg risikerer at komme til at arbejde ud i én køre nu, hvor jeg er alligevel er her. Men hvis jeg for eksempel er på værtshus, så kan jeg godt finde på at sige til en, der vil fortælle mig noget: Ringer du ikke lige på mandag? Men mange gange er jeg interesseret i at høre, hvad folk har at sige. Det, folk fortæller, handler jo om noget fra det samfund, hvor jeg selv bor,« siger Peter Tiemroth.

Ideerne kommer
Når Peter Tiemroth sidder bag sit skrivebord, ser han marker, og hvis han er heldig, familiens tre får. Virker synet gennem de sprossede ruder uinspirerende, kan han flytte blikket hen på et maleri af udsigten fra den modsatte side af huset.
Umiddelbart virker Peter Tiemroths verden lille, alligevel bidrager han seks dage om ugen til avisen. Og ideer til artikler – de kommer bare.
»Jeg har jo boet her siden 1974, og jeg kender derfor området godt. Hvis man ikke gjorde det, ville man ikke kunne fylde avisen. Det ville i hvert fald være meget hårdt arbejde. Og jeg får da stadig kuldegysninger, hvis jeg kigger for mange dage frem, så det skal man lære at lade være med. Der dukker jo alligevel altid noget op,« siger Peter Tiemroth, som lever på, at han dækker et levende, lille samfund, som blandt andet har ikke færre end fem museer.
Til morgendagens udgave af Bornholms Tidende leverer han en historie om en plante fra Gudhjem, der er begyndt at brede sig til resten af øen, en artikel om kommunens kamp mod socialt bedrageri og en om færgefart, og så mangler lokalredaktøren endnu lige at få ringet og hørt, hvordan det gik til et borgermøde, hvor emnet var kommunale besparelser.
»For mig er intet for småt at skrive om, og du må endelig ikke tro, at jeg er flov over noget af det, jeg skriver,« siger Peter Tiemroth.
Han mener, at fremtiden for aviser som Bornholms Tidende er at dække læsernes dagligdag tæt og fra en post i lokalmiljøet. Det holdt han i efteråret oplæg om på en intern konference i Kulturministeriet. Her beskrev Peter Tiemroth sit arbejde som »en bonderøvs-situation i en mere og mere forkromet og internationaliseret medieverden«. Han forudser dog, at det bliver svært fremover at få bemandet avisernes enmandsbetjente redaktioner. Og dermed holde ordentligt liv i lokaljournalistikken.
»De, der kommer fra journalisthøjskolen, gider ikke det her arbejde. Og det kan jeg sådan set godt forstå. Dengang jeg blev færdig som elev på Lolland-Falsters Folketidende, sagde jeg da også til mig selv: Det her gør du aldrig mere. Der er simpelthen for meget slid og slæb.«
Dengang var Peter Tiemroth på grund af sin opvækst i Holte uden lokalkendskab. Og lokalkendskab er nødvendig for ikke at slide sig ned og for at holde gejsten oppe, mener Peter Tiemroth.
Radioen i køkkenet afslører dog, at selv om han tror på behovet for lokale nyheder, så lytter Tiemroth selv til de landsdækkende nyheder.
»Jeg ville blive helt bimmelim, hvis jeg skulle lytte til de lokale nyheder. Det er i forvejen en lille verden, hvor hver en sten bliver vendt mere end en gang,« siger han.

Ingen impresario
Da Peter Tiemroth var elev på Lolland-Falsters Folketidende var alt godt, bare han afleverede to tospaltede artikler om dagen. I dag laver han op til en side om dagen – af og til med hjælp fra sin 85-årige meddeler.
»Så jeg skal rubbe neglene,« siger Tiemroth, der efter eget ønske nu går 20 procent ned i tid. De færre arbejdstimer samler han, så han fremover kan holde fri om sommeren. For når turisterne strømmer til øen, og det ene arrangement afløser det andet, så gider Tiemroth ikke at arbejde. Han vil hellere selv støve historie op end at kigge i en arrangementskalender.
»Om sommeren er der en masse hurlumhej, så kommer Poul Dissing eller en eller anden kvindelig abekat på besøg, og så er der nogle, der har ligget 25 år på campingpladsen, og det skal jeg også lige skrive om. I de måneder hænger man virkelig i en klokkestreng, og jeg gider ikke rende rundt som en anden impresario, og det er for øvrigt også i de måneder, at jeg selv tit får gæster ovrefra,« siger Peter Tiemroth.
Ifølge Tiemroth passer det redaktionen i Rønne fortrinligt, at han holder fri fra sommerlivet, fordi det er nemmere at finde en afløser i de måneder, hvor øen emmer af liv, og historierne giver sig selv.
Peter Tiemroth klandrer dog ikke cheferne for arbejdspresset.
»Jeg vil gerne skrive omkring en side hver dag, for det gør de andre lokalredaktører. Og mine læsere, skal da have lige så meget at vide om deres kommune, som læserne får i de andre kommuner. Så det med, at jeg laver omkring en side om dagen, har mest noget at gøre med en indbyrdes konkurrence. Jeg skal ikke fylde en side hver dag. De behandler mig pænt på redaktionen i Rønne, for de ved godt, at de ikke lige får andre til at bemande en redaktion som den her,« siger Peter Tiemroth.

Konkurrence på øen
Avisens andre lokalredaktører har Peter Tiemroth det fint med at konkurrere med. Helt anderledes er det med journalisterne på Bornholms Radio og TV 2/Bornholm.
»Det er tit journalister, der er herovre et par år. Og de vil gerne have, at der sker lige så meget her, som der gør alle andre steder. Det gør der bare ikke. Det her er et mindre samfund, og her er altså færre skandaler. Men journalisterne på de elektroniske medier har en tendens til at blæse historierne op ud fra devisen »hvis nu det og det sker, hvad er så konsekvenserne«. Og jeg vil godt vædde på, at fire ud af fem historier ikke bliver til noget i den sidste ende. Men avisen kan jo alligevel ikke lade være med at hoppe på den vogn,« siger Peter Tiemroth.
Det med at forudse konsekvenser, som, han synes, er urealistiske, er ikke lige Peter Tiemroths journalistiske favorit-genre. Så derfor er det specielt, når han skal skrive konsekvenshistorier til forsiden, at han beder om råd hos kollegerne på centralredaktionen i Rønne.
»Det er ikke altid, at jeg lige kan se historien for mig, og så må jeg lige høre, hvad det er, at de har tænkt sig,« siger han.
Den daglige sikkerhed for, at hans arbejde er i orden, finder han derimod i antallet af læsere. På Bornholm holder seks ud af ti husstande Bornholms Tidende.
Usikkerheden melder sig først, når han kaster sig over sin specialinteresse – kulturjournalistikken og anmeldelserne. Men han fik styrket selvtilliden, da han i 1993 tog en diplomeksamen i kulturjournalistik på Danmarks Journalisthøjskole.
»Og det gav selvtillid. Jeg anede ikke, om jeg var gået i stå herovre, og om det, jeg lavede, var i orden eller noget lort. Jeg kunne blive i tvivl om kvaliteten, fordi jeg reelt var den eneste, der lavede kulturjournalistik herovre,« siger Peter Tiemroth.

Sure bornholmske kilder
Lokalredaktøren i Allinge-Gudhjem Kommune siger, at han ingen vanskeligheder har med at holde utilfredse kilder fra livet. Da han bliver bedt om at referere sidste gang, hvor nogen var sure på ham, tænker han sig om længe, inden han siger:
»Åh.« Så holder han igen en tænkepause og siger så:
»Det er længe siden. Det lyder som om, at jeg er ganske ufarlig, men i sommer lavede jeg en anmeldelse af en udstilling, hvor kunstneren, der ellers plejer at hilse på mig, lige pludselig ikke hilste, og i foråret skrev jeg om nogle helårsboliger, der blev brugt som sommerhuse. Og det er da ikke længere siden end her forleden dag, hvor jeg var på værtshus, at der var en som sagde, at jeg skulle lade være med at løbe med en halv vind. Men jeg er ligeglad. Jeg tager det ikke personligt. Jeg plejer at sige, at det ikke er mig, der laver historierne. Jeg skriver dem bare,« siger Peter Tiemroth.
Han holder også afstand til kilderne ved ikke at omgås dem privat.
»Jeg ville gerne sige, at det er et bevidst valg. Men faktisk er det de færreste magthavere, som jeg har et interessefællesskab med. Jeg er for eksempel ikke medlem af Gudhjem Museum, for så ville folkene fra de andre museer straks sige noget, hvis jeg skrev mere eller positivt om Gudhjem Museum. Det lever de sig vildt meget i ind,« siger den garvede, ensomme reporter.
Han er dog ikke mere garvet end, at han stadig får hjertebanken, når en kompliceret rapport lander på skrivebordet to timer inden deadline.
»Og jeg gider heller ikke at få at vide, at det er noget kedeligt noget, jeg skriver. Læserne er jo ikke dummere, end at de nok ville drille, hvis jeg begyndte at slappe af.«

Alene på job

• Peter Tiemroth sidder ene i sin stue og udgør Bornholms Tidendes redaktion i Gudhjem. Han dækker Allinge-Gudhjem Kommune med sine godt 7600 indbyggere og sammenligner sit job med at være selvstændig erhvervsdrivende.
»Jeg kan aldrig helt slå knoppen fra, for der kommer ikke lige en chef med ideer til artikler. Sådan er det bare,« siger Peter Tiemroth, der sammenlagt har arbejdet 22 år hjemme fra sit husmandssted i Gudhjem.
Han er dog aldrig i en så desperat mangel på ideer, at han ærgrer sig over, at læserne ikke falder forbi husmandsstedet med et brev eller en meddelelse.
»Det ville jeg blive tosset af, for når først folk har fået sig sat, så rejser de sig ikke lige igen. På den måde kunne der nemt gå en formiddag, uden at jeg fik skrevet en linje eller snakket konstruktivt med nogen,« siger Peter Tiemroth.
Historien om Peter Tiemroth er nummer tre i JOURNALISTENs mini-artikelserie om journalistlivet på provinsavisernes enmandsbetjente lokalredaktioner.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen