Hvorfor blev du journalist?

»Det var en tilfældighed. En ven fra gymnasiet fortalte, at han ville gå til optagelsesprøven. Jeg gik med. Han kom ikke ind, men det gjorde jeg. Fra starten af studiet fandt jeg hurtigt ud af, at journalistik er den helt rette hylde for mig, og at jeg ville lave nyheder og sport. Da jeg sluttede på skolen, ringede sportsredaktør Flemming Fjeldgaard og spurgte, om jeg ville starte på BT’s sportsredaktion.«

Nu dækker du cykling for TV 2. Hvad fascinerer dig ved cykelsport?

»Jeg er tæt på. Jeg står jo lige ved målstregen, hvor rytterne kommer ind og er helt blottede og udmattede. Den tilgængelighed og umiddelbarhed oplever jeg ikke andre steder, men det er netop dét, der giver de interessante historier. I fodbold oplever jeg, at distancen er større mellem spillere og journalister, og der er flere journalister om buddet.«

Du har i år dækket Giro d'Italia, Tour de France og Vuelta a España. Hvordan har du det efter et tre ugers etapeløb?

»Jeg er fuldstændigt smadret. Jeg laver interviews i startområdet, live undervejs og interviews ved målstregen. Oveni er der nyhederne klokken 18, klokken 22 og TV 2 News samt sociale medier og tv2.dk. Jeg har nok været på 60-70 hoteller i år, og det er ikke så sjovt, som det måske lyder. Men jeg skal huske ikke at brokke mig over, hvor hårdt det er. Engang sagde jeg til Jørgen Leth, at jeg følte mig lidt træt. Det hører man aldrig ham sige, og han er 78 år.«  

Hvad betyder det for din kontakt til rytterne, at du følger de tre største etapeløb?

»Jeg kommer tættere på især de danske ryttere og får opbygget et vist forhold til dem, som jeg ikke gjorde som skrivende journalist. Men jeg er ikke venner med dem. For mig er det kilder, og hvis jeg hører noget, spørger jeg dem senere, om det er noget, jeg må bruge eller ej. Jeg er meget opmærksom på min rolle som journalist, når jeg er i miljøet.«

Er det muligt at dække cykling uden at tænke på, at nogle ryttere måske fortsat snyder med doping?

»Jeg kan sagtens udtrykke begejstring under en etape. Men når løbet er slut, skal vi også kigge på skyggesiderne. Doping finder helt sikkert fortsat sted. Og som journalist er kompleksiteten med til at gøre sporten interessant for mig. For samtidig med at sporten er åben og tilgængelig, så foregår der noget beskidt bagved. Det er spændende med verdener, hvor der også foregår ting, som er forkerte – ligesom i politik. Jeg har haft mine ture med Bjarne Riis, især da jeg var på BT. Han har været sur på mig mange gange. Men jeg fornemmer, at han har respekt for mig, fordi han ved, at når jeg irriterer ham, gør jeg jo faktisk mit arbejde.«

Synes du, der bliver talt for meget eller for lidt om doping i dansk sportsjournalistik?

»Jeg ved, at seerne og læserne ikke gider det. Men det er vigtigt, at vi behandler det. Så vi skal holde fast, selv om seerne ikke vil have det.«

Du skrev for nylig i et tweet: ”Skulle jeg en dag blive stor inden for mit fag, vil jeg huske at rose unge journalister for godt arbejde. Det betyder alverden.” Hvorfor skrev du det?

»Jeg havde lige fået en mail. Divya Das roste mig for at være en god live-reporter. Jeg har aldrig talt med hende, men er du sindssyg, hvor det varmede. Det gav brændstof til flere dage. Det mindede mig om, at jeg måske også kan give brændstof til andre ved at anerkende godt journalistisk arbejde. Jeg læser god journalistik hver dag, men roser for sjældent.« 

Hvad er branchens største udfordring?

»Jeg kender stadig mest til den skrevne presse, og der er den største udfordring at få folk til at betale. Salget af papiraviserne falder, og indtægterne på nettet kan ikke opveje det. Jeg håber, at folk snart finder ud af, at alt ikke er gratis.« 

Hvad er løsningen?

»Jeg tror, vi skal tættere på de mennesker, vi henvender os til. Jo bedre vi kender vores forbrugere, desto bedre kan vi ramme dem med vores journalistik. Når folk bevæger sig til nye medier, så må vi gå med. Jeg opdagede for nylig, at Snapchat er et fantastisk medie til at fortælle anderledes historier med.« 

[[nid:34604]]