”Okay, så kører cirkusset igen.”

Det er efterhånden den tanke, Rasmus Just, undersøgende redaktør for JP Lokal, får, så snart han modtager en fristudsættelse på en anmodning om aktindsigt sendt til Styrelsen for Patientsikkerhed.

De seneste fem år har han nemlig adskillige gange oplevet, at styrelsen kvitterer med en udsættelse 14 dage frem, så snart han har sendt en aktindsigtsanmodning afsted. Ofte sker det igen og igen – nogle gange i flere måneder.

”Det samme mønster har gentaget sig siden 2017. Der fik jeg første gang fristudsættelse med henvisning til, at de lige nu er i gang med at behandle en længere række anmodninger før min. Og med få undtagelser har det været standardsvaret de sidste fem år,” siger Rasmus Just.

Det er ikke første gang, han og andre journalister kritiserer Styrelsen for Patientsikkerhed for at forhale aktindsigter. I 2019 kaldte mediejurist Oluf Jørgensen behandlingstiderne for en ”grov overtrædelse af offentlighedslovens krav”, og ifølge Rasmus Just kan det stadig tage alt fra nogle uger til flere måneder.

”Det sidste halve år kan jeg ikke mindes, at jeg ikke har fået en fristudsættelse, straks efter at de har modtaget min anmodning,” siger han.

Stik imod Ombudsmandens afgørelse

Og netop den praksis er ifølge Rasmus Justs bedste overbevisning stik imod en afgørelse fra Ombudsmanden fra sidste år. Den slår fast, at myndigheder ved underretning om yderligere sagsbehandlingstid skal give realistiske skøn over, hvornår en sag forventes færdigbehandlet.

”Der står det soleklart, at de skal give realistiske svarfrister. Men det er der jo åbenlyst ikke tale om, når de straks kvitterer med en udsættelse 14 dage frem, og så fortsætter det over flere måneder. Så er det jo åbenlyst, at første frist var urealistisk,” siger Rasmus Just.

Han understreger, at han selvfølgelig har forståelse for, at nogle sager er omfangsrige og ikke kan behandles inden for de syv dage, offentlighedsloven som udgangspunkt foreskriver.

”Men helt generelt virker det bare til, at de har en uendelig bunke af sager og alt for få hænder til at behandle dem,” siger han.

Men er det ikke en rimelig valid forklaring, hvis de simpelthen bare ikke kan følge med?

”Jo, det kan det være i en periode – for eksempel under corona. Men fakta er jo bare, at det sejler på femte år, og det synes jeg er fuldstændigt uholdbart og uforståeligt. De enkelte medarbejdere gør vel, hvad de kan, men i andre virksomheder eller organisationer, hvor man over så lang tid har problemer med at leve op til gældende lovgivning, der ville nogen ovenfra da skride ind og gøre noget,” mener Rasmus Just.

Nedbragt fra 60 til 30 dage

Og det er netop også, hvad man har gjort i Styrelsen for Patientsikkerhed. Det slår vicedirektør Birgitte Drewes fast over for Journalisten.

”Det er et ægte fokusområde for os at nedbringe sagsbehandlingstiderne. Det bliver taget meget alvorligt, og derfor har vi også mandet op på området og tilkøber ekstra bistand fra kammeradvokaten for at komme i mål,” siger hun.

Og indsatsen har faktisk virket. Siden sidste sommer har Styrelsen for Patientsikkerhed således nedbragt den gennemsnitlige sagsbehandlingstid fra over 60 dage til lige over 30 dage, oplyser vicedirektøren.

”Det er stadig ikke godt nok, men vi står et meget bedre sted end for et år siden,” siger Birgitte Drewes.

Af en rapport fra Ombudsmanden om behandling af sager om aktindsigt på sundhedsområdet udgivet i juni i år fremgår det, at Styrelsen for Patientsikkerhed forventede at kunne overholde fristerne pr. 1. juni i år. Det er dog ikke lykkedes, erkender vicedirektøren.

”Det er også derfor, vi fortsat har ekstern bistand og meget stort fokus. For vi vil lykkes med det,” siger Birgitte Drewes.

Ikke bare automatforlængelse

Hun afviser desuden, at styrelsen fristudsætter i strid med Ombudsmandens afgørelse.

”Det er ikke bare en automatforlængelse, vi laver. Det er en konkret og realistisk stillingtagen, og det har vi også indskærpet over for vores team, at det skal være. Vi kan ikke garantere, at det altid rammer rigtigt, men vi kan garantere, at en sagsbehandler ser på det og vurderer,” siger hun.

Men tyder Rasmus Justs oplevelser ikke på, at I for sjældent rammer rigtigt med vurderingen?

”Du får mig ikke til at sige, at de skøn, der laves, generelt er for dårlige, for jeg har medarbejdere, der gør et stort arbejde for at vurdere det her. Men sager kan være mere komplekse, end de først fremstår – specielt dem, der er store og bredt formuleret,” siger Birgitte Drewes.