DRs Rapporten vil være en træningslejr for journaliststuderende. En skole i undersøgende tv-journalistik. Det senestehalve år har redaktionen haft studerende fra alle tre journalistuddannelser, og det første indslag lavet af studerende har været bragt.
Stine Enevoldsen træder hjemmevant ind på Rapportens redaktion.
"Jeg så ham," siger hun ud i lokalet.
"Han kom ud og havde sorte solbriller på. Men jeg ved ikke, om det kom på båndet."
Stine Enevoldsen, 25 år, er egentlig journaliststuderende på Roskilde Universitetscenter, men i 14 dage er hun reporter og researcher på Rapportens redaktion sammen med to andre RUC-studerende.
Hun lægger en rygsæk på sin skrivebordsstol og fisker en båndoptager op. Et sted i rygsækken sidder det lille skjulte kamera – øjet, som forhåbentlig har set en advokat med solbriller et sted i København. Hvis optagelserne er på båndet, skal det bruges som researchmateriale til en udsendelse om advokater, som en af redaktionens faste journalister har lavet.
Stine er langt fra den første journaliststuderende, der står i Jens Olaf Jersilds fjerne hjørne af TV-Byen.
I august i fjor besluttede Jens Olaf Jersild og journalist Gitte Tækker at arbejde under overskriften: "Rapporten Academy". Projektet handler kort sagt om løbende at lukke så mange journaliststuderende som muligt ind på redaktionen. Altså ud over de sædvanlige praktikanter.
Siden august har vordende journalister fra Århus, Odense og Roskilde været på kortere eller længere ophold på redaktionen. De RUC-studerende har været på Rapporten i 14-dages forløb, mens to studerende fra Syddansk Universitet har lavet deres bacheloropgave på Rapportens redaktion. En lille hold studerende fra Journalisthøjskolen har kørt et ti uger langt Rapporten-forløb fra Århus.
Projekterne er alle en del af uddannelserne.
Journalist Gitte Tækker, der står for "Rapporten Academy", erkender blankt, at projektet har haft to helt egoistiske formål:
"Vi er syv mennesker på redaktionen. Vi er ganske vist forskellige, men vi går op og ned ad hinanden hver dag. Vi kan nogle gange godt trænge til et spark i røven. Det handler om at forny redaktionen."
Og så den anden grund.
"Vi kan få nogle gode historier. Eller noget research. Det vil jeg da ikke lægge skjul på," siger Gitte Tækker.
Den første Rapporten-historie, produceret af studerende, tordnede igennem medierne den 23. januar.
Hestejagt
Rapporten fulgte en hestetransport ned gennem Europa. Udsendelsen dokumenterede med gruopvækkende billeder, hvordan alle regler blev tilsidesat. Hestene fik i over to døgn hverken foder eller vand.
Hvad der ikke fremgik af billederne var, at forfølgerne var to studerende ved Danmarks Journalisthøjskole, Jacob Kragelund og Jens Kloppenborg.
De to studerende var i virkeligheden i gang med deres tv-speciale på 7. semester, da de kørte efter hestene. De havde ligesom seks andre medstuderende valgt et særligt "Rapporten-forløb" i over to en halv måned. Som lærer havde de en "rigtig" Rapporten-journalist, lejet af journalisthøjskolen, så det var så virkelighedsnært som muligt.
Forløbet havde sin base på Journalisthøjskolen, men flere studerende brugte også Rapportens redaktion i København.
Efter forløbet besluttede Jens Olaf Jersild at købe hesteindslaget. Han gik i redigeringsrummet med Jacob Kragelund og Jens Kloppenborg. Her lagde de ny grafik ind, tilføjede et interview med en minister og gik udsendelsen minutiøst igennem. De to studerende fik 20.000 kroner hver for udsendelsen, samt et rundt beløb på 10.000 kroner til deres udgifter.
Men det er ikke pengene, Jacob Kragelund er mest glad for.
"Vi har fået meget mere visdom end penge. At sidde i redigeringsrum med Jens Olaf Jersild var meget lærerigt," siger han.
Gitte Tækker fra Rapporten mener, at hestehistorien er et godt eksempel på, hvad Rapporten kan få ud af at samarbejde med journaliststuderende.
"De kørte bare ad helvede til efter den lastbil. Som vi sagde til hinanden: Den var blevet stoppet her på redaktionen, hvis vi havde lavet den. Det ville være for stor en chance. Men de studerende har en anden uimponerethed," mener Gitte Tækker.
Der ligger stadig tre færdigredigerede Rapporten-historier fra forløbet på Journalisthøjskolen. Rapporten har forkøbsret på hi-storierne, men aftalen med DJH siger, at de studerende skal betales, hvis udsendelsen bliver bragt.
Redaktionen har endnu ikke besluttet sig for, om den vil købe de andre udsendelser.
Skjult kamera
På redaktionen i TV-Byen har Stine Enevoldsen fået hjælp til at tjekke sit skjulte kamera.
"Det er pisseærgerligt," siger Troels Jørgensen, som er en af de faste journalister på redaktionen.
"Øv," siger Stine.
Batteriet var tomt efter få minutter i marken. Så advokaten med solbrillerne kom ikke på båndet.
"Skal jeg tage ud igen?" spørger Stine.
Redaktionssekretær Søs Novella sænker øjenbrynene.
"Det er nok ikke så sikkert, at han er der igen," siger hun tøvende. Hun skynder sig at forklare, at det altså ikke er første gang, det med batterierne er sket.
Efter et par "fuck'er" beslutter de, at Stine skal arbejde videre på en historie, som hun har researchet på i fire dage. Det drejer sig om svindel på boligmarkedet. Stines udgangspunkt er i virkeligheden en udsendelse, der er lavet af to journaliststuderende ved Syddansk Universitet lige før jul.
Indslaget lavede de to Odense-studerende på Rapportens redaktion som bacheloropgave. De brugte Rapportens udstyr og fik hjælp fra redaktionen. Derfor var aftalen, at Rapporten i dag har fuld råderet over udsendelsen.
Udsendelsen er rigtig god, forsikrer Søs Novella, men for at den kan bruges, skal målgruppen ikke kun være unge københavnere. Derfor har Stine Enevoldsen og en studiekollega fra RUC nu fået som opgave at finde flere afslørende sager om boligmarkedet.
"Tænk stort"
Redaktør Jens Olaf Jersild er ikke på redaktionen denne fredag. Men via sin landskendte mobiltelefon fortæller han stolt om hele ideen med Rapporten Academy fra et sted i Jylland.
"Medierne er inde i en rivende udvikling. Vi bliver nødt til at være fornyende og opsøgende i alle mulige retninger. At få studerende ind er en måde at sørge for, at vi fortsat udvikler os."
Rapporten Academy er dog ikke kun et spørgsmål om at hente ung inspiration. Jens Olaf Jersild vil også gerne påvirke den nye generation af journalister og spotte talenter.
"Vi mangler undersøgende journalistik herhjemme, og der går ikke noget af os, hvis vi spreder vores erfaring. Samtidig kan det forhåbentlig skabe en bølge af forståelse for Rapporten og vores arbejdsmetoder, hvis der kommer mange herind," mener Jersild. En af de ting, han vil prædike for journaliststuderende, er at lade den "indre amerikaner" komme frem.
"Man skal tænke stort," næsten råber han fra mobilen i Jylland.
Der er gået et halvt år, siden tanken om Rapporten Academy blev fostret. Når Stine Enevoldsen og de to andre RUC-studerende er ude af redaktionen, vil Jens Olaf Jersild og Gitte Tækker evaluere det første halve år og samtidig forsøge at etablere et mere systematisk samarbejde med journalistuddannelserne.
Det ser ikke ud til at være en umulig opgave. En rundringning til de tre journalistuddannelser afslører nærmest begejstring for Rapportens interesse for journaliststuderende.
"Det er herligt. Det er meget begrænset, hvad vi har af udstyr på en uddannelsesinstitution. For det andet pålægger sådan et samarbejde grupperne noget seriøsitet," siger Peter Harms Larsen, der er professor i journalistik ved Syddansk Universitet.
Han har ikke noget imod, at Rapporten får foræret det arbejde, de studerende har lavet.
"Det er noget for noget," siger han.
Foreløbig er Gitte Tækker og Jens Olaf Jersild gået i tænkeboks, og her bliver der "tænkt stort":
"Vi har visioner om på et tidspunkt at samle de studerende fra alle tre uddannelser og lave et forløb her i TV-Byen. At undervise dem i undersøgende journalistik. Jeg har ikke undersøgt det endnu. Men hvorfor ikke?" siger Gitte Tækker.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.