search

Rapport om DHK i medierne

Offentliggørelsen af rapporten om "Den Hemmelige Krig" har affødt en mindre mediestorm. Her er links til artikler, blogindlæg og indslag om rapporten.

Offentliggørelsen af rapporten om "Den Hemmelige Krig" har affødt en mindre mediestorm. Her er links til artikler, blogindlæg og indslag om rapporten.

I Deadline onsdag den16. august havde Kurt Strand inviteret Mette Bock, talsmand for undersøgelsesgruppen bag rapporten, til en holmgang med først Jens Hald Madsen (MF for V) – dernæst David Trads, chefredaktør på Nyhedsavisen og en af de argeste kritikere af dokumentarfilmen.

Samme Trads kalder i dag rapporten for "Pinlig hvidvask af fup-film", mens Mette Bock svarer igen under rubrikken "God journalistik?". Trads forholder sig i sit seneste blogindlæg, "Fejlagtig kritik af Nyhedsavisen," til rapportens analyse af Nyhedsavisens dækning af sagen.

Nyhedsavisen skriver i sin journalistiske behandling af emnet, at Den Hemmelige Krig både får tæsk og oprejsning, mens journalistisk chefredaktør, Simon Andersen, allerede natten til i går leverede en lang gennemgang af rapporten på sin blog – og som en kommentar her på Journalisten.

Berlingske Tidende citerer i "Undersøgelse skaber ny debat om 'Den Hemmelige Krig'" en vred Katrine Winkel-Holm for følgende salut vendt mod DRs mediedirektør, Lars Grarup: »Lars Grarup ignorerer kritikken og stiller sig i stedet skulder ved skulder med Christoffer Guldbrandsen mod regeringen. Det er en politisk film, og denne undersøgelse er ikke mere uvildig end den gennemgang, Nyhedsavisen har foretaget«.

I Politiken skriver Tøger Seidenfaden i en kommentar, at "Læren af debatten om dokumentarfilmen 'Den hemmelige krig' er, at vi har fået amerikanske tilstande, når det gælder spin og kontra-spin."

Generelt er aviserne lidt uenige om, hvor vægten skal ligge, når det gælder rapportens konklusioner. Mens Mette Bock fremhæver, at påstanden om, at regeringen ikke fortalte Folketinget hele sandheden om, hvordan USA ville behandle overleverede fanger, bliver dokumenteret i filmen, skriver Jyllands-Posten: Dokumentar gik for langt (kræver password).

Berlingske Tidende lægger også i sin leder, Dokumentation eller indicier, vægten på de kritikpunkter, rapporten rejser over for filmen, og undrer sig over, hvordan DR selv kan opfatte rapporten som en blåstempling.

Kommentarer
3
mads kastrup
16.08.07 08:02
Journalistens bearbejdning af rapporten om "Den hemmelige krig"

Tæppetisning 

Mads Kastrup, journalist, Berlingske Tidende

 Anders Fogh Rasmussen tog det roligt. Jeg ville ønske, jeg kunne gøre det samme. Men jeg tilhører standen. Lad mig parafrasere Journalistens leder: “Hold på hat og briller. Nu kommer der et journalistisk yndlingsord: ”rapport””. Ordet har samme virkning på en stor del af den faglige stand som ”godbid” har på en hundehvalp. I begge tilfælde omsættes størrelsen tillige med samme forslugne og ukritiske hast. 

Den ”uvildige rapport” om dokumentaren ”Den hemmelige krig”(DHK) fik sidste nummer af Journalisten til at udkomme i Kristi genkomst-format. Måske fordi journalisten selv havde bestilt rapporten. Er den så i øvrigt ”uvildig”, vil jeg gerne vide? Eller er det lige som når politietaten selv frikender to tilsyneladende lidt for skydeglade betjente? Man viede i hvert fald de første 13 sider til ”rapportens hovedkonklusioner i en journalistisk bearbejdning”. 

Måske skule man ikke have sat redaktionsbudet til -  i stedet for at hente croissanter hos ”Emmerys” - at udføre bearbehdningen.

Lad os sige, at selve rapporten er redelig. Hvordan Journalisten så er nået frem til følgende er en gåde: ”Statsministeren førte Folketinget bag lyset. Det var der journalistisk dokumentation for i ”Den hemmelige krig”.” Denne udlægning af rapporten går igen, stærkt fremhævet, på flere sider. Den udlægges endog som én af de rapportansvarlige, Mette Bock’s, konklusioner. Hvilket hun formentlig nødig vil have siddende på sig. For det hedder retteligen i rapporten: ”Filmen fremlægger tilstrækkelig journalistisk dokumentation til at gøre den påstand gældende, at regeringen har givet Folketinget urigtige/vildledende oplysninger...” Der konkluderes altså ikke, at regeringen vildledte Folketinget. Det hævdes blot, at indicierne var gode nok til, at påstanden kunne fremsættes. Rapportens forfattere slår i øvrigt fast allerede i det indledende resumé og konklusion: ”Undersøgelsesgruppen har alene vurderet, om den dokumentation, som leveres i DHK, lever op til de standarder vedrørende korrekte oplysninger, der kan forventes i en dokumentarfilm af denne type  – ikke om filmen har ret i sine påstande eller ej.”

Heller ikke dette er tilsyneladende trængt ind hos Journalisten. Her gentages flere steder med baggrund i rapporten, at ”DHK gav tilstrækkelig journalistisk dokumentation for, at afghanske fanger blev mishandlet”. Rapporten siger det stik modsatte. Den indskærper endog, at dette netop er én af Guldbrandsens store fejl: “Når filmen ikke kan dokumentere, at personer tilbageholdt af danske tropper senere er blevet udsat for tortur i amerikansk varetægt, kan man undre sig over, at instruktøren i filmens indledning har valgt at gøre netop påstanden om tortur til den bærende i filmen. Det må anses for at være problematisk, når filmens indledning sammenholdes med dens afslutning, hvori det på en sådan måde påstås, at der er grundlag for at rejse rigsretssag mod statsministeren, at seerne let kan få den opfattelse, at grundlaget gælder samtlige de forhold, der er blevet berørt i filmen, herunder torturpåstanden. Det bringer filmen intet belæg for.”

Jeg har ikke selv skrevet et eneste ord om DHK. Jeg kender ikke en eneste på Nyhedsavisen, hvis fremfærd i sagen, jeg ikke skal advokere for (David Trads kan dog anbefales at forsvare sine angiveligt manglende engelskkundskaber med, at det er værre ikke at kunne dansk som i tilfældet Journalisten). Men nogle af mine mest agtværdige kolleger har kritiseret Guldbrandsens film. Disse får med rapporten tilmed ret i stort set alle deres journalistiske indvendinger. Men blot for i eget fagblad at se sig udråbt til ”skødehunde” i en leder. Samt at have ”svælget i udokumenteret spin fra regeringen”, ifølge Journalistens ”redaktionelle bearbejdning af rapporten”.

Det er sørgeligt at betale kontingent til et fagblad, der er fagligt uforstandigt. Det er direkte forargeligt at betale til et blad, der bevidst vildleder. Begge eller mindst et af disse to forhold gjorde sig gældende i Journalistens augustnummer. Lad os rekapitulere, hvad vi taler om: Vi taler om spin, manipulation og uredelighed. Journalisten ser i sin omgang med disse sygdomme i ”den me-di-a-li-serede virkelighed”, som redaktøren så ivrigt krukker, ud til at være blevet smittet og have fået alle tre i fuldt udbrud.

Så Statsministeren tog det helt roligt. Som pressens minister læste han måske Journalistens udlægning af rapporten og tænkte: Det dér er så ukvalificeret, at jeg ikke behøver bekymre mig om det.

Med den slags fjender behøver man ingen venner. Jeg skal afstå fra at opstille alle karakteristika for den journalistiske "skødehunds" mindre, men selvovervurderede og skingert bjæffende fætter, tæppetisseren.

 

Fremhævet af Journalisten
Anni Løndal de Lichtenberg
16.08.07 08:46
Til alle journalister: Gør noget, som ingen i Verden før har gjo

Den uvildige rapport om Guldbrandsens dokumentar "Den Hemmelige Krig" konkluderer, at Fogh vandt spinkonkurrencen, og det bør føre til selvransagelse hos medierne.

Gør noget, som ingen andre i verden før har gjort:

Nedsæt en projektgruppe bestående af de dygtigste journalister fra alle de danske medier. Lad dem arbejde sammen i 3 måneder, hvor de skal endevende den danske deltagelse i Afganistan. Et af succeskravene kunne være, at de mindst skal finde et af de beviser, som Guldbrandsen ikke evnede at finde/få fat i. Guldbrandsen måtte nøjes med overbevisende indicier.

Lad resultatet blive en fælles avis om Afganistan, en dokumentarudsendelse, en blog, hvor I medvirkende journalister deltager, en eller flere podcast på dansk og engelsk og husk også at sende videoer til YouTube.com.

Jeg tror, at et sådant tiltag vil blive bemærket i hele verden, og det ville kunne højne det danske omdømme meget mere end en regeringskampagne til 450 millioner.

VI VIL SE DYBDEBORENDE KRITISK VELDOKUMENTERET JOURNALISTIK

Når en rapport konkluderer, at hele den samlede danske journaliststand ikke evnede at forholde sig kritisk til regeringens masseproduktion af spin, så skylder samme journaliststand os borgere noget. For ikke at sige meget.

Når vi borgere ikke kan stole på, at journalisterne forholder sig kritisk til spin og især regeringens spin, så begynder vi altså at sprøge os selv om, hvilken berettigelse medierne har.

Nogen reagerer på fejl og tabte kampe ved at gemme sig. Andre tænker: "Det er fandme løgn! Jeg skal vise dem!"

Jeg håber, at I danske journalister hører til dem, der ikke gemmer sig.

Fortæl hele Verden, hvad I kan.

Den der ler sidst - ler bedst.

Kære journalister: I er endnu ikke slået af Fogh. Brug min idé og I vil vinde. Og det I vil vinde, er meget mere end en sejr over Fogh. 

Det tør jeg sige, fordi jeg er sikker på, at I faktisk er dygtige, hvis bare I får muligheden for at bevise det.

Kræv af jeres redaktioner, at der afsættes tid og penge til dette projekt.

Fremhævet af Journalisten
Jakob Elkjær
22.08.07 12:40
Svar til Mads Kastrup,

Svar til Mads Kastrup,


Du skriver, at den 'uvildige rapport om »Den Hemmelige Krig« fik Journalisten til udkomme i Kristi-genkomst format'. Nej, vi udkom i sædvanligt format. Hvis det er størrelsen på forsiderubrikken, du hentyder til, så havde vi med vilje valgt en punktstørrelse, der var mindre end normalt. Rubrikken var også uvinklet og tør. Vi skrev blot 'Rapport om Den Hemmelige Krig'. Vi ville netop fremlægge rapporten i en klart forståelig og udramatisk version.

Du har ret i, at vi gav rapporten god plads. Ni redaktionelle sider og en forside - ikke 13, som du skriver - fordi det netop var en nuanceret rapport med mange pointer. Samtidig vurderede vi, at det var en journalistisk god historie, at fem eksperter med så forskellige baggrunde kunne komme frem til så forholdsvis klare konklusioner. Vi prioriterede selvfølgelig også rapporten, fordi vi fandt emnet vigtigt for både journalister og kommunikationsfolk. Ellers havde vi selvsagt ikke været med til at sætte arbejdet i gang.

Du vil gerne vide om rapporten er uvildig, og du sætter spørgsmålstegn ved, om gruppens arbejde var forudbestilt arbejde, ligesom 'når politietaten selv frikender to tilsyneladende lidt for skydeglade betjente'.
Det afhænger selvfølgelig af øjnene, der ser. Men da Troels Mylenberg fra SDU og jeg i sin tid nedsatte gruppen, havde vi to vigtige kriterier.
Det første var, at gruppen både skulle bestå af forskere i journalistik og af mediefolk med praktiske erfaringer. Ud over to forskere valgte vi en prisbelønnet dokumentarist, en kommunikationsrådgiver med egen erfaring fra at arbejde for statsministeren og en tidligere chefredaktør.
Et vigtigt kriterium for os var, at når vi kiggede på gruppens samlede sammensætning, så skulle det være uforudsigeligt for os, hvilke konklusioner de fem mennesker ville komme frem til i fællesskab. Hvis resultatet var så forudsigeligt, som du hævder, så havde det været rart at høre fra dig, da gruppen blev nedsat. I øvrigt var der i rapporten kritikpunkter mod en række af standens egne udøvere. Det gælder både Guldbrandsen, DR, Nyhedsavisen samt pressen samlet set. Rapporten var altså ikke en frikendelse af nogen. Derfor er det ikke rimeligt at sammenligne med 'når politietaten frikender to tilsyneladende lidt for skydeglade betjente'.

Du mener, at vi undlod at tage de forbehold, som fremgår af rapporten. Det gjorde vi ikke. Vi skrev: »Undersøgelsesgruppen understreger, at man alene har kigget på, om dokumentationen i filmen lever op til de standarder for korrekte oplysninger, der kan forventes i en dokumentarfilm - ikke om filmen har ret eller ej.« Det er det, vi henviser til, når vi bruger formuleringen 'tilstrækkelig journalistisk dokumentation'. I en del af Berlingske Tidendes dækning af sagen gjorde man nærmest forbeholdene til hovedhistorien. Når vi ikke selv prioriterer forbeholdene lige så højt, som du mener, at vi burde, så er det, fordi forbeholdene er forventelige. Selvfølgelig kan undersøgelsesgruppen ikke ryste op med SANDHEDEN om den danske krigsindsats i Afghanistan. De må vurdere dokumentarfilmen på, om eksempelvis brugen af kilder er redelig. At komme nærmere SANDHEDEN om den danske krigsindsats ville kræve fact-finding-missioner til Afghanistan, genskabelse af forsvundne arkiver, fuld offentlighed i forvaltningen og formel afhøring af vidner med en sigtets rettigheder etc.

Med venlig hilsen
Jakob Elkjær

 

 

Fremhævet af Journalisten
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen