Med jævne mellemrum ruller latteren gennem stuen. Men lige så hurtigt den er brudt ud, lige så hurtigt afløses den af tavshed fra den lille gruppe dybt koncentrerede mennesker i stuen. De cirka 15 mænd og kvinder står samlet med øjnene stift rettet mod et enormt fladskærms-tv på væggen. Her toner billedet af deres nu afsatte og flygtede præsident, Viktor Janukovitj, frem på et pressemøde, der sendes live fra hans eksil i Rusland.

Det er fredag den 28. februar, og det er første gang, den tidligere ukrainske præsident taler offentligt, siden han ugen inden flygtede ud af landet efter at være blevet afsat. Pressemødet bliver fulgt tæt af både verdenspressen og ukrainere over hele landet – men alligevel er der noget helt særligt ved netop den lille forsamling foran tv-skærmen i stuen her.

De er alle sammen journalister og frivillige bag websitet ’YanukovychLeaks’. Og paradoksalt nok ser de pressemødet på eks-præsidentens eget tv.  

Dansk støtte til journalisterne  

På ’YanukovychLeaks’ lækker journalisterne i disse dage – papir for papir – tusindvis af dokumenter, der blev forsøgt ødelagt, inden Janukovitj flygtede fra præsidentpaladset ’Mezhyhirya’. Og det er netop her, den lille gruppe journalister befinder sig. Stuen, vi står i, er ingen ringere end Janukovitjs egen.

»Det her er så surrealistisk! Jeg kan faktisk ikke forestille mig en værre situation for Janukovitj end den her,« udbryder én af journalisterne foran tv’et, mens endnu et latteranfald bryder ud i stuen.

Fra tv'et stuen i Janukovitj' eget gæstehus følger journalisterne bag 'YanykovychLeaks' med i deres tidligere præsidents pressemøde fra Rusland. Foto: Maxim Dondyuk 

På pressemødet har eks-præsidenten netop omtalt sit overdådige præsidentpalads, som journalisterne nu befinder sig i, som »et ydmygt hjem«. Man behøver ikke at være kyndig i ukrainsk for at forstå, hvordan den lille forsamling foran tv’et i stuen ser på netop dén sag.

Historien har en lille dansk sidevinkel. Danske FUJ – Foreningen For Undersøgende journalistik – har igennem årene støttet den undersøgende journalistik på to af de ukrainske medier, som nu spiller en central rolle i arbejdet med at sikre og offentliggøre de mange dokumenter. For at give en økonomisk håndsrækning til de ukrainske kolleger har FUJ samtidig sat en indsamling i gang til netop dét arbejde.  

Tørre, scanne, uploade

Journalisten foran tv-skærmen i Janukovitjs stue, der dårligt kan forestille sig en værre situation for sit lands tidligere præsident, hedder Oleksandr Akymenko.

Sammen med en lille gruppe journalist-kolleger og et hav af frivillige har han siden søndag den 23. februar arbejdet dag og nat på at redde de enorme mængder af dokumenter, som Viktor Janukovitj efterlod sig, da han blev afsat og flygtede i en helikopter.

Ordet ’redde’ skal forstås i helt bogstavelig forstand. Størstedelen af dokumenterne blev fisket op af en sø på det 140 hektar store kompleks, der udgør ’Mezhyhirya’. Andre blev forsøgt brændt. På den måde har præsidenten og hans folk tilsyneladende forsøgt at tilintetgøre alt belastende materiale imod sig, inden de forlod området, der normalt er hermetisk lukket og bevogtet af sikkerhedsvagter. Da dokumenterne blev hevet op af dykkere, havde flere af dem taget så megen skade, at indholdet var i fare for at gå til.

»Derfor har vores arbejde indtil videre handlet om hurtigst muligt at få tørret alle de drivvåde dokumenter. Det er vi efterhånden færdige med, så nu koncentrerer vi os om sidste trin i processen, der går ud på at scanne dem alle sammen, så vi kan oploade dem til YanukovychLeaks,« fortæller Oleksandr Akymenko, mens han viser rundt.

I en sø ved præsidentpaladset fandt lokale journalister næsten 200 mapper fyldt med dokumenter. Nogle af dem havde været forsøgt brændt, inden de var blevet smidt i søen. Foto: Maxim Dondyuk

I alle rum i den store treetagers villa sidder små grupper af mennesker med laptops og scannere begravet i mapper og papirer. Rundt omkring dem flyder det med soveposer, snavsede tallerkner og hjemmesko. Flere af dem har ikke været hjemme, siden de søndag tog fat på arbejdet.

»Og nu er det … torsdag? Eller nej, vent – er det onsdag?« spørger en kvindelig journalist forvirret. Hun bliver meget overrasket, da det viser sig at være fredag.

»Vi er med til at skrive historie«

I kælderen er et spa-rum med massagebænk og sauna. Huset har været brugt til at indlogere Viktor Janukovitjs gæster, og rygtet blandt journalisterne går, at Vladimir Putin har overnattet i huset. Men i dag er saunaen i kælderen dækket af dokumenter, der ligger til tørre på træbænkene.

»Vi har haft flere forskellige metoder i spil for at tørre alle papirerne. Rigtig mange er blevet lagt ud på gulvet side for side, for at de ikke skulle klumpe sammen. Men vi har fundet ud af, at de faktisk tørrer rigtig godt herinde i saunaen ved 40 grader,« siger Oleksandr Akymenko og tilføjer:

»Lige nu er det bare rutinearbejde. Men når det her er overstået, tror jeg, vi vil føle, at vi som journalister har været med til at skrive historie. Resultatet kan være, at vi endelig når ind til kernen af korruptionen i det her land.«

Samarbejde på tværs af medier

Da omfanget af dokumenterne på Mezhyhirya gik op for journalisterne, besluttede de – på tværs af ellers konkurrerende medier – at det vigtigste var at få sikret og offentliggjort de mange papirer. Først derefter ville de begynde at lave journalistik på materialet.

Set gennem danske mediebriller kan de ukrainske journalisters beslutning om at vente med at fortælle historierne virke bemærkelsesværdig. Men i et land som Ukraine, der ligger nummer 127 på det nyligt offentliggjorte årlige index over pressefrihed, og hvor styret har været anklaget for korruption og magtmisbrug, har de undersøgende journalister en fælles sag, fortæller Oleksandr Akymenko.

»For os som journalister er det her en helt fantastisk situation. Det er som en drøm. Pludselig har vi alle beviserne for de ting, vi i årevis har forsøgt at afsløre,« siger journalist Oleksandr Akymenko. Foto: Maxim Dondyuk

Hans egen historie illustrerer de trange kår for pressefriheden i Ukraine. Indtil august sidste år var han ansat som leder af gravergruppen på den ukrainske udgave af Forbes Magazine. Sammen med kolleger beskrev han i 2012 den dengang kun 27-årige oligark Serhiy Kurchenkos forbindelse til korruption i landets olie- og gasindustri.

Da selvsamme Serhiy Kurchenko året efter opkøbte hele holding-selskabet, som Forbes var en del af, sagde Oleksandr Akymenko og 90 procent af bladets øvrige redaktionelle medarbejdere op, fortæller han.

»For mig at se må hans vigtigste motivation have været at kunne kontrollere dækningen. Så vi sagde op for at undgå censuren,« siger Oleksandr Akymenko.  

Tæpper til 1 million kroner stykket 

Og Oleksandr Akymenko er langtfra den eneste undersøgende journalist i Ukraine, som har følt sig tvunget til at forlade et job på et medie, som pludselig har fået udfordret sin uafhængighed. Det bekræfter den prisvindende ukrainske graverjournalist Natalie Sedletska:

»Vi er rigtig mange, som de seneste år er blevet nødt til at forlade de medier, vi har arbejdet på, fordi de er blevet overtaget af oligarker eller andre i indercirklen omkring Janukovitj. Men jeg håber virkelig, at de ting, der sker nu, betyder, at det bliver mere frit. Forhåbentlig betyder det, at der vil komme flere steder, hvor man kan arbejde som journalist uden at skulle gå på kompromis med sig selv og sin faglighed,« siger hun.

»Vi er alle sammen graverjournalister, så vi har jo undersøgt Janukovitj og hans familie i årevis,« siger journalist Natalie Sedletska: Foto: Maxim Dondyuk

Hun og resten af gruppen regner med at dokumenterne vil afsløre det omfattende netværk af ukrainske virksomheder og enkeltpersoner, som har været involveret i det, de betegner som Janukovitj-familiens årelange korruption og magtmisbrug.

Hidtil har de mest opsigtsvækkende oplysninger fra de tørrede papirer været det ekstravagante overforbrug, der er foregået bag murene på ’Mezhyhirya’. Forleden fandt journalisterne for eksempel regninger for italienske tæpper indkøbt til præsidentpaladset. Hvert tæppe havde kostet, hvad der svarer til cirka 1 million danske kroner, og der var købt 16 af dem.

Derudover tyder dokumenterne også på, at alle ansatte i sikkerhedsfirmaet, der har passet på præsidenten, ud over deres officielle løn fra staten også har modtaget hemmelige lønninger af svimlende beløb fra Janukovitj selv.  

Mirakler kan ske

Natalie Sedletska har ansvaret for løbende at lægge de scannede dokumenter op på websitet YanukovychLeaks.org. Og ligesom de andre journalister, der deltager i projektet, tør hun næsten ikke tro på eksistensen af den enorme appelsin, der er dumpet ned i deres turban. Det fortæller hun i et ledigt øjeblik mellem telefonopkald, spørgsmål fra frivillige scannere og tekniske problemer på sitet:

»Vi er alle sammen graverjournalister, så vi har jo undersøgt Janukovitj og hans familie i årevis. Før var alt, hvad vi kunne få fat i, bare dråber i havet og bare en lille bitte del af det samlede billede. Men pludselig – fra den ene dag til den anden – har vi hele billedet. Forestil dig, hvor vildt det er for os! Før kæmpede vi for at få adgang til de her informationer, vi sendte anmodninger, prøvede at få folk til at tale osv. – og nu har vi bare fået det hele foræret. Det er ufatteligt,« siger hun.  

Natalie Sedletska har ansvaret for løbende at lægge de scannede dokumenter op på websitet YanukovychLeaks.org. Foto: Maxim Dondyuk

Ligesom Natalie Sedletska må Oleksandr Akymenko også i ny og næ nive sig selv i armen for at tjekke, at det hele ikke bare er noget, han drømmer:

»For os som journalister er det her en helt fantastisk situation. Det er som en drøm. Pludselig har vi alle beviserne for de ting, vi i årevis har forsøgt at afsløre. Før har vi kun set toppen af isbjerget – men nu har vi pludselig fundet resten. Det er en meget unik situation, hvor mikrakler virkelig kan ske,« siger Oleksandr Akymenko.

Mor til to: Det er min borgerpligt

Siden hegnet til præsidentpaladset blev stormet, er området blevet et populært turistmål for almindelige ukrainere fra Kiev og omegn. De valfarter til ’Mezhyhirya’ for med egne øjne at se stedet, hvor deres tidligere præsident har levet i en luksus, der for almindelige ukrainere med en gennemsnitsløn på 3.000 kroner om måneden, næsten er ufattelig. Som en af de besøgende siger:

»Mine venner og jeg forstår slet ikke, hvordan han har kunnet bruge så mange penge bare på bygninger, golfbaner og sin private zoologiske have herinde, mens der ikke har været råd til at drive hospitalerne udenfor.«

På turen rundt i området kommer flere af de besøgende forbi gæstehuset, hvor journalisterne arbejder. Og selv om et skilt på døren frit oversat siger noget i retning af ’journalistisk undersøgelse, forstyr ikke’, så ringer dørklokken ustandseligt. Nogle gange vil folk bare låne toilettet, men andre gange er det nye frivillige, som med computere og scannere vil give en hånd. Én af dem er Elena Wright, som er mor til to.

»Jeg håber, at det her arbejde kan være med til at få sandheden frem i lyset,« siger frivillig Elena Wright, som står op i billedet her. Foto: Maxim Dondyuk

»Jeg føler, det er min borgerpligt at hjælpe til her. Som borgere i det her land har vi alle sammen arbejdet hårdt og betalt vores skatter, men alligevel er intet blevet bedre. På en eller anden måde er pengene bare blevet væk, og nu kan vi endelig se hvorfor; Janukovitj har drænet statsbudgettet i årevis. Jeg håber, at det her arbejde kan være med til at få sandheden frem i lyset,« siger hun.

Janukovitj bør frygte YanukovychLeaks

Elena Wright har taget plads i stuen foran tv’et sammen med et lille hold frivillige med deres scannere. Da pressemødet med Viktor Janukovitj begyndte, scannede hun og flere andre frivillige videre, mens andre tog en pause fra arbejdet og fulgte begivenhederne på skærmen.

På det timelange pressemøde vælger Janukovitj på intet tidspunkt at forholde sig til anklagerne om korruption, ligesom han heller ikke gør krav på det mange dokumenter, der er reddet op af vandet ved hans præsidentpalads. 

Én af dem, der følger intenst med i pressemødet, er Dmytro Gnap. Han er til daglig journalist på tv-stationen Hromandske.TV, som døgnet rundt har rapporteret fra Kievs gader, siden oprøreret begyndte.

Journalist Dmytro Gnap har svært ved at tro det held, der ramte ham og hans journalist-kolleger, da de fandt Janukovitj' hemmeligholdte dokumenter. Foto: Maxim Dondyuk

Dmytro Gnap var en af de første journalister på stedet, da præsidentpaladset blev stormet, og han så med egne øjne mapperne med dokumenter flyde rundt i vandet, inden de blev fisket op af dykkere. Alligevel har også han svært ved at tro den situationen, den ukrainske journaliststand nu står over for:

»Der er et gammelt russisk mundheld, som lyder, at man skal frygte sine drømme, for de kan blive til virkelighed. I mange år har vi drømt om at få fingrene i dokumenter, der kunne afsløre korruptionen i Janukovitj-familien – og på én dag finder vi dem alle sammen. Det er næsten for godt til at være sandt,« siger han og tilføjer:

»Jeg kan næsten ikke vente med at komme i gang med at grave i de her dokumenter. Janukovitj og alle ukrainske politikere og topembedsmænd bør virkelig frygte det her. Nu kommer sandheden endelig frem.«
 

Journalisten var i Ukraine fra torsdag den 27. februar til lørdag den 1. marts.