Dusinvis af journalister fra overalt i verden bryder senere i dag tavsheden, når de står frem med grusomme historier om seksuelle overgreb, som går ud over pressefriheden. Det er organisationen Committee to Protect Journalists, som fremlægger dokumentationen.
Mens medierne i de fleste lande sjældent holder sig tilbage med at fortælle om seksuelle overgreb og vold mod meningmand, så hører det til sjældenheder, at historier om lignende overgreb mod Journalister kommer frem i lyset.
Men en ny rapport fra Committee to Protect Journalists (CPJ), som fremlægges i New York i dag, dokumenterer stribevis af eksempler på seksuel vold mod journalister.
Vold og overgreb, som de er blevet udsat for i forbindelse med deres arbejde.
Det gælder blandt andet CBS-korrespondenten Lara Logan, som i februar blev angrebet i forbindelse med en politisk demonstration i Kairo samt den svenske korrespondent Jenny Norberg, der i forbindelse med dækningen af Benazir Bhuttos tilbagevenden til Pakistan i oktober 2007 blev revet væk fra sine kollegaer i forbindelse med en kaotisk procession i Karachi, hvorefter hun blev omringet af en gruppe mænd, som misbrugte hende seksuelt.
Et tredje eksempel er den colombiansk journalist Jineth Bedoya, som først efter ni år turde tale åbent om den brutale voldtægt, som hun havde været udsat for, da hun rapporterede om landets højreorienterede paramilitære tropper i 2000.
Rapporten fra CPJ bygger på interview med i alt 27 lokale journalister fra forskellige regioner i verden og 25 internationaler journalister, og giver den hidtil mest omfattende dokumentation for, hvordan seksuelle overgreb truer pressefriheden i hele verden. Fra Mellemøsten og Sydøstasien til Afrika og Nord- og Sydamerika.
Mange af de deltagende journalister i undersøgelsen fortæller, hvordan de har været tvunget til at tie på grund af kulturel stigmatisering, oplyser CPJ. Samtidig har mange holdt sig tilbage, fordi de tvivlede på, at myndighederne ville hjælpe. Og endelig er der en del, som ikke har ønsket at risikere deres egen position og jobmuligheder.
Ifølge CPJ er der tale om alt fra trusler og befamling til aggressiv fysisk chikane og decideret voldtægt.
»Disse handlinger forhindrer ikke blot journalisterne i at udføre deres arbejde men bruges også som gengældelse,« siger redaktør ved CPJ, Lauren Wolfe, der er forfatter til rapporten: "The Silencing Crime: Sexual Violence and Journalists."
CPJ har desuden eksempler på seksuelle overgreb som gengældelse for journalistisk rapportering samt seksuelt misbrug af journalister i fængsel eller fangenskab.
Langt de fleste tilfælde af overfald og angreb er rettet mod kvinder, men mandlige journalister har også været udsat for overgreb – oftest i forbindelse med fangenskab eller tilbageholdelse.
For at hjælpe journalister med at identificere og minimere risikoen for seksuelle overgreb, har sikkerhedskoordinator ved CPJ, Frank Smyth, skrevet et tillæg til organisationens nuværende journalistiske sikkerhedsguide.
PS: Læs også tidligere omtale af eksempler på overgreb: Sexual Violence: A Tool of Intimidation
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.