Randers Amtsavis får ny chefredaktør

Den 48-årige Turid Fennefoss Nielsen skifter mælkejunger ud med trykvalser. Den tidligere kommunikationschef i Mejeriforeningen bliver nye chefredaktør for Randers Amts Avis.

Den 48-årige Turid Fennefoss Nielsen skifter mælkejunger ud med trykvalser. Den tidligere kommunikationschef i Mejeriforeningen bliver nye chefredaktør for Randers Amts Avis.

"Jeg har længe haft et godt øje til Turid. Hendes tæft for lokaljournalistik og mennesker; de resultater, hun har vist i Mejeriforeningen og hendes ledelsesmæssige kompetencer gør hende til en oplagt kandidat til jobbet som chefredaktør i Randers," udtaler ansvarshavende chefredaktør i Midtjyske Medier Dorthe Carlsen.

Tæft og ledelsesmæssige kompetencer bliver der formentlig også rig brug for på Randers Amtsavis. Den gamle regionalavis har været hårdt ramt af oplagsnedgang, og i april måtte avisen sige farvel til fire ud af 24 medarbejdere samt to praktikanter i forbindelse med en større sparerunde i Midtjyske Medier.

Ikke desto mindre udtrykker Turid Fennefoss Nielsen i en pressemeddelelse stor begejstring for sin kommende opgave.

"Jeg glæder mig meget til at trække i arbejdstøjet. Randers er en spændende by, som jeg kender indgående fra min opvækst på Djursland. Vi skal være en aktiv del af byen liv. Det store lokale kendskab, det tætte fokus og den dybt engagerede journalistik er fundamentet for en vedkommende lokalavis," siger hun.

Hun er uddannet på Danmarks Journalisthøjskole og har gennem en årrække arbejdet som skrivende og redigerende journalist, blandt andet på Århus Stiftstidende. I 2004 blev hun kommunikationschef i Mejeriforeningen.

Hun tiltræder 1. august.

0 Kommentarer