Malene Lei Raben kaldte Radio24syv en stor skuffelse og kritiserede de kvindelige værter. Nu svarer radiochef Jørgen Ramskov på kritikken, som han kalder grov og generaliserende.
Under overskriften 'Radio24syv er en stor skuffelse' fik den nye taleradio en hård medfart af advokat og debattør Malene Lei Raben på politiken.dk i lørdags.
Nu svarer chefredaktør og direktør Jørgen Ramskov på kritikken i et læserbrev i Politiken.
Og han erkender blankt, at der er hold i flere af Malene Lei Rabens kritikpunkter.
»Midt i stoltheden over at have skabt en ny landsdækkende taleradio på rekordtid arbejder vi koncentreret på at forbedre en række af de ting, Malene Lei Raben påpeger. Vores lyd er ikke på plads. Vi har mange nye værter, der mangler rutinen, og vi har startet 32 nye programmer,« skriver Jørgen Ramskov.
Men han mener, Malene Lei Rabens kritik er for grov.
»Det er i orden, at en række programmer ikke falder i Rabens smag. Men det er ikke i orden, at kritikken tager form som grove generaliseringer, der synes at dække over et meget pletvist kendskab til programmerne,« lyder det.
Malene Lei Raben kritiserede blandt andet Radio24syvs kvindelige værter.
»Med få undtagelser optræder radioens kvindelige værter i deres egenskab af at være kvinder; det gælder Iben og Mødregruppen ('De ringer vi spiller' på pigeværelset) og Bom og Bjerkes hverdagsfeministiske radio. Hvis man gerne vil have sine eventuelle fordomme om kvinder bekræftet, er disse programmer et godt sted at starte,« skrev hun.
Men den kritik afviser Jørgen Ramskov. Han opremser temaer, som Iben og Mødregruppen har behandlet den seneste uge:
»Tillid til systemet, fædre og barselsorlov, krævementalitet og vilkår for delebørn. Hvis det er 'de ringer vi spiller på pigeværelset', er vi imponerede over debatniveauet på pigeværelserne,« skriver Ramskov.
»Vi er stolte over alle vores kvindelige værter og skuffede over Rabens generaliseringer,« fortsætter han.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.