Kære Birgitte Fredsby.

Som Far til to drenge på 4 og 7 år, er det med glæde at en kanal som Ramasjang har fundet dagens lys. I sender en masse gamle børneprogrammer, som Jeg selv så i min spæde barndom. Og har nydt til fulde at se dem igen sammen med mine børn. Nu sidder vi ikke og ser alt hvad der bliver sendt, sammen med ungerne, men en serie som har taget drengene med storm, er Jeres serie "speciel-klassen"..........???????? 

Jeg er selv en stor 40 årig dreng, med en stor humoristisk sans, samt et meget åbent sind. Hvilket jeg håber jeg har fået givet videre til mine børn. ( det virker ihvertfald sådan).                                                                                                        Men med programmet speciel-klassen, har mit åbne sind godt nok mødt en stor, høj, fed kæmpe-mur, som jeg har svært ved at forcere. Derfor skriver jeg denne mail, med håb for "frelse" for mit åbne sind. 

Jeg har siddet og set flere afsnit  af speciel-klassen sammen med ungerne, som gang på gang knækker sammen af grin af de 2 hovedpersoner. ( så hvis missionen er at lave en sjov serie for børn, er det lykkedes til fulde ). Selv sidder jeg med en mærkelig smag i munden.  

Jeg har selv en nevø som går i speciel-klasse. Og i vennekredsen er der 2 børn der ligeledes går i speciel-klasse.           Det i sig selv er jo en god indgangs vinkel, til en snak med mine unger om det, at nogen børn går i specielklasse og hvorfor. Men dem som sjovt nok har samme smag i munden som mig, er sjovt nok forældrene til de børn nævnt tidligere i teksten.

Jeg har forsøgt at sætte mig ind i humoren i serien, og forsøgt at se en ide med serien. Jeg ved også at den lille af mine drenge ikke er den primære målgruppe.                                                                                                                                Men når legen på børneværelserne når det uundgåelige punkt hvor enigheden hører op, så er ordlyden ikke mere den med "skrub ud af mit værelse" eller "jeg gider ikke lege mere". Nej nej, nu lyder den på "stop så, eller er du så dum at du skal i speciel-klasse", efterfuldt af fnisen og grinen.

Jeg må jo håbe at der i sin tid har siddet en gruppe eksperter i DR Ramasjang som med masser af erfaring i rygsækken har udviklet serien "speciel-klassen". Personligt kan jeg på intet tidspunkt se at serien skulle være med til at ophæve et tabu omkring speciel-klasser, eller i det hele taget, have et fornuftigt budskab. Jeg føler derimod at serien nedgør og fordummer en gruppe mennesker, som i dette tilfælde er børn, som i forvejen måske ikke har det helt nemt.                    

I en tidligere mail til Eva Langballe er der skrevet at filmen "Terkel i knibe" var en stor succes og med til at åbne op for debatten omkring mobning.....JaJa, men dertil skal siges at en stor gruppe børn samtidigt blev udstillet, nemlig de overvægtige piger. Og mobningen fik samtidig en retning. Hvis jeg så samtidig holder julekalenderen "Pagten" op med hensyn til emnet mobning. Så var det en hel anden indgangsvinkel. Det blev ikke forklejnet og humoristisk udlagt ligesom "Terkel i knibe", men derimod noget som gik rent ind hos alle. Det er på samme måde jeg har det med "speciel-klassen". Hvis man endelig skal lave en serie med et, ifølge DR,  "tabu" belagt emne, hvorfor så forklejne og fordumme.

Så Birgitte. Du kan godt høre at mit åbne sind er under hårdt pres fra den store mur. Ku´ du ik´ hjælpe mig med at vælte den mur og få mit åbne sind på ret køl igen?

Bedste hilsner fra  Jesper Thomsen

Kære alle.

 Som lærer i to specialklasser har jeg samme grimme smag i munden, som der ovenfor gives udtryk for. Jeg har også svært ved at se sammenligningen med Bamse og Pippi, som vi ofte ser og læser sammen med vores egne børn. Vi læser fx tit pippi, og bruger serien som udgangspunkt for en snak om forskellige problemer, som mine små børn oplever i børnehaven. Det kan fx være hvis der er en der slår, så er det jo rart at kunne bruge pippis "Hvis man er stærk skal man også være rar", osv. Det er litteratur med en "opdragende" og værdiladet mening. Jeg ville have meget svært ved at få samme udbytte med mine børn hvis jeg sad og læste "Specialklassen". Hvilket udbytte skulle mine børn få at det ? Jeg kunne godt tænke mig nogle eksempler.

 Jeg syntes det er fint at man kan tage lidt pis på nogle faggrupper, og hvad er mere nærliggende end lærergruppen, psykologer, pædagoger, etc ? Alle har jo et forhold til nævnte grupper, og vi kan godt tage noget røg. Man skal jo ikke tro, at vi ikke snakker sjovt om eleverne, det gør vi da, og det er en slags overlevelsesmekanisme, en form for legaliseret jargon, der gør os i stand til at have en professionel distance til elevgruppen, som vi jo kommer ud for lidt af hvert fra, såvel fra eleverne som for forældrene. Men vi gør det aldrig foran eleverne, netop fordi vi er professionelle  !! Gælder det samme for satire journalister ?

Desuden syntes jeg bare ikke serien er sjov. Ville det være sjovt hvis det var en serie der gjorde grin med interlektuelles børn ? Børn der bliver ekskluderet, fordi det er "yt" at tilegne sig viden, og vise at man er klog ? Næppe. Det ville aldrig blive sjovt at lave en serie hvor der blve gjort grin med journalister, tv værter, eller lignende faggrupper, fordi jobbet er så forudsigeligt og steriotypt, at serien ville blive gentagelse på gentagelse af kedelige indslag.  Det nemmeste er at finde den absolut svageste samfundsgruppe, og så lave grin med den. Her kan vi alle grine med.  Har DR mon overvejet at gøre grin med fysisk handicappede næste gang, og lave satire om dette ? Eller om andre svage samfundsgrupper, alkoholikere, misbrugere, etc ??

Jeg har med glæde set "Yallahrup færgeby" som man jo ivrigt diskuterede hvorvidt den var diskriminerende. Det syntes jeg ikke den var, fordi den også var kærlig og ærlig i sit udtryk og skildring af nogle sider af indvandremiljøet, som både "vi" og "de" kunne se det sjove i. Og den var jo sjov, med en syret kant. Det er specialklassen ikke. Herhjemme griner vi ikke når den bliver sendt, og mine store piger på 10 og 13 år griner slet ikke, fordi de går på en stor skole med ca 10 % specialklasse elever, og oplevet et inkluderende miljø, hvor de "værdier" der præsenteres i serien, ligger langt fra det de oplever på skolen.
Jeg kunne godt tænke mig at vid, om man har en indsigt i hvad inklusion egentligt er, og om man virkeligt tror at serien fordrer dette ?

 De eneste jeg mangler at snakke med serien om, er vores specialklasse elever, for jeg mangler simpelthen indsigt i, hvad netop disse elever syntes om serien. Uden at have snakket med nogle af deres forældre om dette, er jeg slet ikke i tvivl om, at forældrene føler sig gjort til grin, nedgjort i et samfund, hvor de ofte selv har oplevet nederlag, og som de nu oplever udstillet på den mest groteske måde, gennem en latterliggørelse af deres børn.
Jeg vil godt spørge DR om hvorvidt man overhovedet har lavet research til serien, og overvejet nogle af disse problematikker ? 

Jeg vil også godt spørge de satire journalister der har lavet serien, om i ikke godt vil være søde at udtale jer om jeres grundlag for at lave serien ? Har i selv børn i specialklasser ? Beskæftiger nogle af jer sig med handikappede? Kender i nogle voksne "specialklasse" mennesker fra jeres job ? Er i selv på en inkluderende arbejdsplads ?

Dette er skrevet i respekt for mine elever, deres forældre, og mine hårdt arbejdende kolleger, og i håb om at DR snart erkender at de har taget grueligt fejl med denne serie, og fjerner den for altid fra sendefladen.

Vh

Thomas Bugge Larsen.

Specialklasse lærer, Østre Skole, Rønne.

Jeg bliver voldsomt provokeret af udsendelsen og Birgitte Fredsby's svar hér på siden.

Birgitte Fredsby sammenligner Specialklasse-serien med Bamse og Kylling, samt Pippi Langstrømpe; udsendelser som ganske rigtigt kan medvirke til en dybere forståelse af samspil og grænser for en ung målgruppe. Disse udsendelser er fiktion, som selv små børn kan forstå. De forstår, at dette er "sjov". Det er "eventyr". Det er "for børn". Alle børn ved, at en Bamse ikke kan tale. Eller en kylling, for den sags skyld.

Nu ved jeg ikke, hvor mange børn i Danmark, der render rundt i et Bamse/Kyllinge-kostume hver dag i skolen? Ej heller hvor mange børn, der bor alene sammen med en hest og en abe og som har en far, der er sømand og aldrig er hjemme? Eller hvor mange børn, der møder en spil-levende tegneseriefigur på gaden? Men det ved DR måske? Nu hvor I sammenligner disse grupper....

Nej - vel? 

DERFOR forholder det sig langt værre med de 2 ekstremt karrikerede figurer i Special-klassen. Figurer som er levendegjort på baggrund af uvidenhed og eksorbitant manglende forståelse for dén gruppe børn, hvis vanskeligheder man nu "morer" sig over. Det er IKKE fiktion hele vejen igennem: Det er muligt, at jeg trænger til briller, men jeg synes fx at kostume-designerne har gjort voldsomt meget ud af, at få de 2 gennemgående figurer til at ligne visse "syndromer" indenfor udviklingshæmnings-spektret - og det har de gjort ganske fortræffeligt. Alene hér mener jeg, at sammenligningsgrundlaget med tegnefilm og Bamse og Kylling er totalt ude af proportioner. For i Special-klassen forsøger I (med stor succes - desværre), at kopiere det anderledes udseende og herudover har I tydeligvis lagt jer i selen for, at finde frem til de eventuelle andre svagheder, som denne gruppe har med i rygsækken. Dermed stopper fiktionen!

Jeg har for ganske nyligt oplevet en flok unge mennesker råbe efter en udviklingshæmmet ung mand "Hvor er dit marsvin??? Tror du ikke du har glemt den i specialklassen?".....Hvordan forholder I jer til det? Hvordan forholder I jer til, at der er en gruppe mennesker, som nu bliver mobbet i endnu højere grad, end før I sendte programmet i luften?

Altså med andre ord: Jeres program har (for mange) fået den diamentralt modsatte effekt af, hvad I TROEDE ville være tilfældet - vel at mærke for en minoritetsgruppe, som i forvejen har det svært. En gruppe, hvis problemer og udfordringer I tydeligvis ikke har forstået alvoren i.

Jeg synes det er på sin plads, at I kommer med en saglig begrundelse for at fortsætte programmet. Eventuelt kunne I inddrage de specialister, som dag efter dag arbjeder på vores skoler o.l. indenfor specialområdet - og som kæmper en kamp for at få minimeret disse børns daglige udfordringer. Det glemte I vist da I planlægde programmet. Men det er aldrig for sent at indrømme en fejl. Heller ikke når man er DR.

 Heidi

Så starter jo blot serien om specialklasse eleverne "Jeppe og Osman", de to dukke spassere, som har stemplet specialklasse eleverne som ukontrollerede klovne....

 DR undersøger DR, men undersøger ikke hvilken skade de har gjort.

 Vær nu de mænd I gerne vil være, og giv os indsigt i den kvalitative undersøgelse I lavede inden serien startede !

Og som Heidi Thielsen så rigtigt skriver, så er problemet jo nok ogå, at I ikke vil indrømme, at I har lavet en kæmpe fejl. Jeres stolthed er på spil, så derfor kører I lige en sæson mere. Og det må specialklassebørnene bare finde sig I!

I skulle skamme jer!