LATTERLIGGØRELSE. DRs nye "Specialklassen" sendes på Ramasjang. Målgruppen er de 3-10-årige. Ifølge redaktøren vil DR nedbryde tabuer om specialklasser og fokusere på problematikken eksklusion/inklusion.
Vi skal grine MED hovedpersonerne, ikke AF dem. Grinet er på bekostning af en forsvarsløs gruppe hæmmede, der qua deres handikaps ikke har nogen valgfrihed, tvunget, som de er, til en bestemt kontekstuel ageren.
Formålet lyder ædelt, men tages målgruppen i betragtning, klinger det hult. Anser DR virkelig aldersgruppens abstraktionsniveau så højt, at den kan skelne mellem grine AF og MED? Er målgruppen i stand til at få en så sublim opfattelse af specialklasseproblematikken, at den kan profitere af eller forstå inklusionsproblematikken?
Målgruppens udbytte af at se "Specialklassen" er bevidstgørelsen om en gruppes anderledeshed. Dermed skaffer DR ammunition til skolegårdens mobning og er med til at FORHINDRE inklusion.
Man griner AF de bøvede fyre. Deres dumhed udstilles og latterliggøres. Det sjove er uden for konkret tænkende børns referenceramme. Psykologens kuk i kasketten og faglige uduelighed, når hun beder Osman om at "lægge sig på sofaen", og de uudsagte hints omkring det 25 karats guldur, fatter børn ikke. Ej heller "hvem er de gale?"-problematikken.
Det skyldes nok ikke uvidenhed og naivitet hos DRs, men forsøg på legitimering af en uetisk og letkøbt slåen plat på en forsvarsløs minoritet, jævnfør X-factor.
At åbne for et tabu, er at udvide kendskabet til det tabuiserede. Beskrivelsen af specialklassen og dens uappetitlige, tåbelige og egocentriske elev Jeppe og hans ven, en negerdreng, sød på slavemåden, pressefolder, bælte op over maven, sambosko og en lus, som påkaldes med et rituelt stammeråb ,er stereotyp, floskelagtig og unuanceret. DR mytoficerer billedet af specialklassebørnene, som "de andre" og "anderledes" – fastholder et tabu og diskriminerer en forsvarsløs minoritet.
Lad os hellere nedbryde tabuer med "TV-stationen" og grine MED DR medarbejdere, skildret som grimme, dovne, drikfældige, løgnagtige, gammelkommunister, som dagen lang horer på skrivebordene og overskrider deres budgetter?
– Eva Langballe, mor til specialklassebarn, tidl overlærer nu studerende ved SDU
10 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Og som Heidi Thielsen så rigtigt skriver, så er problemet jo nok ogå, at I ikke vil indrømme, at I har lavet en kæmpe fejl. Jeres stolthed er på spil, så derfor kører I lige en sæson mere. Og det må specialklassebørnene bare finde sig I!
I skulle skamme jer!
"Vi har for nylig fået gennemført en kvalitativ test, som viser, at målgruppen synes, serien er sjov - og undersøgelsen tyder ikke på, at børn synes, vi fremstiller specialklasseelever i dårligt lys."
Hvor mange af de adspurgte var specialklasseelever? Og tror du virkelig, at målgruppen er i stand til at vurdere, hvorvidt I fremstiller specialklasseelever i et dårligt lys?
Problemet her er jo netop, at I på DR sparker til en marginaliseret gruppe, der I forvejen har nok at slås med.
"DR 's seerredaktør har desuden set på klager over serien og mener ikke, der er grundlag for kritik".
Ja, hvor er I dygtige til at frikende jer selv. Mig bekendt er Jakob Mollerup journalist og ikke børnepsykolog. Hvad med for en gangs skyld at lytte til fagfolk (som fx. de ovenstående specialklasse-lærere) i stedet for at dyrke den der selvfede, ophøjede, "vi ved bedre" attitude. Det er sgu ynkeligt!
Så starter jo blot serien om specialklasse eleverne "Jeppe og Osman", de to dukke spassere, som har stemplet specialklasse eleverne som ukontrollerede klovne....
DR undersøger DR, men undersøger ikke hvilken skade de har gjort.
Vær nu de mænd I gerne vil være, og giv os indsigt i den kvalitative undersøgelse I lavede inden serien startede !
Det har aldrig været hensigten at mobbe
Der har på denne side og i enkelte medier være kritik af DR Ramasjangs komedieserie ' Specialklassen'. Kritikken går på, at vi med serien står for en officiel mobning af specialklasseelever. Det er naturligvis slet ikke vores intention. Tværtimod hylder vi på Ramasjang mangfoldigheden, og serien er et udtryk for dette.
'Specialklassen' er en komedie, hvor hovedpersonerne spilles af voksne skuespillere iklædt dukkekostumer - vi er med andre ord meget langt fra et portræt af virkeligheden.
Målet med serien er, ud over at underholde, at skabe nye helteskikkelser i form af hovedpersonerne Osman og Jeppe. Vi ønsker, at vores seere skal tage Osman og Jeppe til sig, på trods af at de ikke er som normale børn - som vi har taget Pippi og Bamse til os - og således udvide normen for, hvornår man er ok. Vi har på DR erfaring for, at komedie er en god måde at få børn og unge til at beskæftige sig med emner på, som ellers er svære at tale om.
Vi har for nylig fået gennemført en kvalitativ test, som viser, at målgruppen synes, serien er sjov - og undersøgelsen tyder ikke på, at børn synes, vi fremstiller specialklasseelever i dårligt lys. DR 's seerredaktør har desuden set på klager over serien og mener ikke, der er grundlag for kritik: http://kortlink.dk/7phh
Men det gør indtryk når vi modtager klager og henvendelser, der stiller spørgsmålstegn ved, om vi opnår hvad vi ønsker med de ting vi sender i TV. Det er vigtigt at titlen på en serie ikke skygger for hensigten. Derfor ændrer vi nu titlen fra 'Specialklassen' til ' Osman & Jeppe', når serien på et tidspunkt vender tilbage på skærmen og nettet.
Hermed slutter kapitlet om ’Specialklassen’, mens vores skønne, nye venner, Osman & Jeppe, består.
De bedste hilsener
Peter Amelung, redaktør, B&U, DR
Jeg bliver voldsomt provokeret af udsendelsen og Birgitte Fredsby's svar hér på siden.
Birgitte Fredsby sammenligner Specialklasse-serien med Bamse og Kylling, samt Pippi Langstrømpe; udsendelser som ganske rigtigt kan medvirke til en dybere forståelse af samspil og grænser for en ung målgruppe. Disse udsendelser er fiktion, som selv små børn kan forstå. De forstår, at dette er "sjov". Det er "eventyr". Det er "for børn". Alle børn ved, at en Bamse ikke kan tale. Eller en kylling, for den sags skyld.
Nu ved jeg ikke, hvor mange børn i Danmark, der render rundt i et Bamse/Kyllinge-kostume hver dag i skolen? Ej heller hvor mange børn, der bor alene sammen med en hest og en abe og som har en far, der er sømand og aldrig er hjemme? Eller hvor mange børn, der møder en spil-levende tegneseriefigur på gaden? Men det ved DR måske? Nu hvor I sammenligner disse grupper....
Nej - vel?
DERFOR forholder det sig langt værre med de 2 ekstremt karrikerede figurer i Special-klassen. Figurer som er levendegjort på baggrund af uvidenhed og eksorbitant manglende forståelse for dén gruppe børn, hvis vanskeligheder man nu "morer" sig over. Det er IKKE fiktion hele vejen igennem: Det er muligt, at jeg trænger til briller, men jeg synes fx at kostume-designerne har gjort voldsomt meget ud af, at få de 2 gennemgående figurer til at ligne visse "syndromer" indenfor udviklingshæmnings-spektret - og det har de gjort ganske fortræffeligt. Alene hér mener jeg, at sammenligningsgrundlaget med tegnefilm og Bamse og Kylling er totalt ude af proportioner. For i Special-klassen forsøger I (med stor succes - desværre), at kopiere det anderledes udseende og herudover har I tydeligvis lagt jer i selen for, at finde frem til de eventuelle andre svagheder, som denne gruppe har med i rygsækken. Dermed stopper fiktionen!
Jeg har for ganske nyligt oplevet en flok unge mennesker råbe efter en udviklingshæmmet ung mand "Hvor er dit marsvin??? Tror du ikke du har glemt den i specialklassen?".....Hvordan forholder I jer til det? Hvordan forholder I jer til, at der er en gruppe mennesker, som nu bliver mobbet i endnu højere grad, end før I sendte programmet i luften?
Altså med andre ord: Jeres program har (for mange) fået den diamentralt modsatte effekt af, hvad I TROEDE ville være tilfældet - vel at mærke for en minoritetsgruppe, som i forvejen har det svært. En gruppe, hvis problemer og udfordringer I tydeligvis ikke har forstået alvoren i.
Jeg synes det er på sin plads, at I kommer med en saglig begrundelse for at fortsætte programmet. Eventuelt kunne I inddrage de specialister, som dag efter dag arbjeder på vores skoler o.l. indenfor specialområdet - og som kæmper en kamp for at få minimeret disse børns daglige udfordringer. Det glemte I vist da I planlægde programmet. Men det er aldrig for sent at indrømme en fejl. Heller ikke når man er DR.
Heidi
Flere