LATTERLIGGØRELSE. DRs nye "Specialklassen" sendes på Ramasjang. Målgruppen er de 3-10-årige. Ifølge redaktøren vil DR nedbryde tabuer om specialklasser og fokusere på problematikken eksklusion/inklusion.
Vi skal grine MED hovedpersonerne, ikke AF dem. Grinet er på bekostning af en forsvarsløs gruppe hæmmede, der qua deres handikaps ikke har nogen valgfrihed, tvunget, som de er, til en bestemt kontekstuel ageren.
Formålet lyder ædelt, men tages målgruppen i betragtning, klinger det hult. Anser DR virkelig aldersgruppens abstraktionsniveau så højt, at den kan skelne mellem grine AF og MED? Er målgruppen i stand til at få en så sublim opfattelse af specialklasseproblematikken, at den kan profitere af eller forstå inklusionsproblematikken?
Målgruppens udbytte af at se "Specialklassen" er bevidstgørelsen om en gruppes anderledeshed. Dermed skaffer DR ammunition til skolegårdens mobning og er med til at FORHINDRE inklusion.
Man griner AF de bøvede fyre. Deres dumhed udstilles og latterliggøres. Det sjove er uden for konkret tænkende børns referenceramme. Psykologens kuk i kasketten og faglige uduelighed, når hun beder Osman om at "lægge sig på sofaen", og de uudsagte hints omkring det 25 karats guldur, fatter børn ikke. Ej heller "hvem er de gale?"-problematikken.
Det skyldes nok ikke uvidenhed og naivitet hos DRs, men forsøg på legitimering af en uetisk og letkøbt slåen plat på en forsvarsløs minoritet, jævnfør X-factor.
At åbne for et tabu, er at udvide kendskabet til det tabuiserede. Beskrivelsen af specialklassen og dens uappetitlige, tåbelige og egocentriske elev Jeppe og hans ven, en negerdreng, sød på slavemåden, pressefolder, bælte op over maven, sambosko og en lus, som påkaldes med et rituelt stammeråb ,er stereotyp, floskelagtig og unuanceret. DR mytoficerer billedet af specialklassebørnene, som "de andre" og "anderledes" – fastholder et tabu og diskriminerer en forsvarsløs minoritet.
Lad os hellere nedbryde tabuer med "TV-stationen" og grine MED DR medarbejdere, skildret som grimme, dovne, drikfældige, løgnagtige, gammelkommunister, som dagen lang horer på skrivebordene og overskrider deres budgetter?
– Eva Langballe, mor til specialklassebarn, tidl overlærer nu studerende ved SDU
10