Her følger et uddrag fra bogen "Alt Går Efter Planen – Sagaen om Nyhedsavisen", som udkommer den 26. marts. Uddraget stammer fra fortællingens 16. kapitel, der tager livtag med de sidste hektiske dage i Nyhedsavisens levetid.

Morten Nissen Nielsen burde have været en fattet og fornøjet mand.
En vanvittig sommer med Nyhedsavisens manglende regnskab og forestående fallit på alles læber lå langt om længe bag ham. Ferien, hvis man da overhovedet kunne kalde den det, havde været spækket med forstyrrelser, telefonkonferencer, desperate kreditorer og spekulationer.
Selv hans rengøringskone i Århus-forstaden Risskov havde spurgt ængsteligt til tingenes tilstand. Vanen tro gav direktøren hende sit optimistiske syn på fremtiden:
»Vi klarer den, selvfølgelig gør vi det.«
Og nu var bøtten tilsyneladende vendt. Den snart tre uger gamle historie om venturekapitalisten Tim Drapers dollarmilliarder havde ligefrem givet Nyhedsavisen en sjælden fornemmelse af mediemedvind.
Også selv om historien havde vist sig at være rent spil for galleriet. Det vigtigste var, at konkurrenternes journalister holdt igen med de kritiske spørgsmål. I hangaren øjnede medarbejderne ligefrem den længe ventede breakeven et sted ude i en håndgribelig horisont. Morten Nissen Nielsens og Lars Lindstrøms bevidste taktik med at kontakte en Børsen-journalist uden mediestoferfaring havde givet fuld gevinst. Udsagnet "der er penge nok" var i journalistens verden blevet til, at Tim Draper postede et trecifret millionbeløb i Nyhedsavisens overlevelse. Et trecifret millionbeløb var nemlig det, der skulle til for at få balance i budgetterne.
Spinhistorien bredte sig på få timer til resten af medielandskabet, og Morten Nissen Nielsen følte ikke just et presserende behov for at dementere de ukorrekte tal. (…)

Våbenhvilen med konkurrenternes journalister ændrede dog ikke på, at Morten Nissen Nielsen anede mere uråd end nogensinde. Kreditorerne kimede hans økonomichef, Ulrik Gerdes, ned dagen lang, og især trykkerier og transportfirmaer rykkede utålmodigt for deres tilgodehavender. Hvis der med det nye, tunge investorbagland var kommet styr på pengetilførslen for resten af 2008, gav det konstante efterslæb dårlig mening her midt i august.
Ydermere var økonomichefen løbet tør for undskyldninger. Forsikringen "Pengene er lige på trapperne" var forvandlet til en skamredet kliche, som ikke burde gentages så meget som én gang mere. Derfor havde avisdirektøren det usædvanligt dårligt med at holde kreditorerne hen. Det var tilmed strafbart, hvis han ledte dem bag lyset, og til sidst luftede Morten Nissen Nielsen sin bekymring over for Morten Lund.
»Du ved, at jeg ikke har noget problem med at stille mig foran og tage tæskene, når Nyhedsavisen har et problem,« sagde han i telefonen.
»Jeg er bare nødt til at have sikkerhed for, at økonomien er på plads. Jeg vil have din skriftlige garanti for, at pengene er der. Andet er uansvarligt.«
Morten Lund fejede først kravet til side, men Morten Nissen Nielsen insisterede og skærpede tonen. Han endte med at spille det højeste spil, han havde spillet i sine to år på Nyhedsavisen. Hvis ikke han fik en garanti, ville han sige op.
Det var en trussel, som burde tages seriøst. Gjorde avisdirektøren alvor af sine ord, ville det være ødelæggende for gratisavisens overlevelsesmuligheder.
Sommerens lemfældige pressehåndtering og panik før lukketid havde allerede resulteret i så meget usikkerhed, at annoncesalget for august så ud til at dykke dybt under selv de mest pessimistiske prognoser. Men underligt var det ikke.
»For hvem fanden vil købe annoncer i en avis, der ikke engang kan finde ud af at aflevere sit regnskab,« som Svenn Dam en måned tidligere havde udtrykt det.
Ultimatummet gav gevinst. Onsdag den 20. august modtog såvel avisdirektør Morten Nissen Nielsen som distributionsdirektør Michael Elmhoff en såkaldt support declaration. Den blot 11 linjer korte tekst bar Morten Lunds letgenkendelige signatur, griflet med blåt blæk.
Budskabet var ligetil. Indehaveren af Nyhedsavisens absolutte aktiemajoritet lovede, at "he will support 365 Media Scandinavia A/S with the on-going required liquidity to meet its obligations for the remainder of 2008 and that he will personally guarantee the payment of any current or future tax liability."
De nødvendige midler ville altså blive stillet til rådighed året ud, det havde avisdirektøren nu sin hovedaktionærs underskrift og ord for.
I hvert fald kunne han umuligt blive stillet personligt til regnskab, hvis avisen krakkede, og kreditorerne skulle finde på at komme efter ham.
Morten Nissen Nielsen følte sig igen nogenlunde tryg ved situationen. (…)

Imens fik Morten Lund andre ting at spekulere på. Han havde i nogle uger ligget i indledende forhandlinger med Metro-koncernen og håbede at kunne manøvrere den næststørste gratisavis ud af markedet.
Dagen efter, at han udstedte en garanti til sin direktør, drog han sammen med Svenn Dam til Stockholm for at møde Metros internationale topledelse. Det gjaldt om at virke så selvsikre og besluttede på at føre aviskrigen til ende, at Metro opgav Danmark og trak sig ud. Mens de ventede på at få foretræde hos rivalens bestyrelsesformand, Mia Brunell Livfors, spiste de på en nærliggende restaurant. Her tog de hul på en samtale, der skulle få indflydelse på Nyhedsavisens skæbne. Men kun hvis man spørger Morten Lund, for den unge mangemillionær husker samtalen væsensforskelligt end sin 11 år ældre rejsepartner.
»Selv hvis vi har held med at lukke Metro, vil der gå halvandet år, før Nyhedsavisen giver overskud,« hørte Morten Lund pludselig sin bestyrelsesformand sige.
Det var første gang, han oplevede Svenn Dam så usikker på avisens fremtid. Den pessimistiske prognose knækkede Morten Lund på stedet. Så lang tid kunne it-investoren fra den evige overhalingsbane ikke vente. Og hvis han og pengevennerne ligefrem skulle bløde indtil da, var situationen da fuldstændig "fucked". Morten Lund sank sammen i stolen og opgav i det øjeblik sit avisprojekt.
Krigsgeneralen Svenn Dam oplevede samtalen i Stockholm væsentligt anderledes. For det første troede han ikke på projektet med at købe MetroXpress ud af Danmark. Det virkede nærmest grotesk, når han nu havde oplevet det, han havde oplevet, i syv måneder med Morten Lund som Nyhedsavisens økonomiske ankermand. I islændingenes velmagtsdage, måske, men nu? Aldrig i livet. Pengene var der ikke tilnærmelsesvis til en så aggressiv ekspansion, og ganske givet var det, at Svenn Dam ikke kunne drømme om først at gå i nul med Nyhedsavisen i foråret 2010. Han troede, forsikrede han efterfølgende, på, at de røde bundlinjer ville forsvinde i løbet af den førstkommende vinter.
»Halvandet år er en fuldstændig urealistisk tidshorisont for mig, det har jeg aldrig sagt,« forsvarede Svenn Dam sig, da han blev konfronteret med Morten Lunds minder fra Stockholm-turen.
Hvad enten man vælger at tro på den enes eller den andens forklaring, kom der intet konkret ud af mødet med Metro-toppen. (…)

Rundt omkring blandt Metros topchefer undrede man sig over besøget. Det blev analyseret ned til mindste detalje, men hverken MetroXpress' direktør i Danmark, Søren Riis, eller bestyrelsesformand Mia Brunell Livfors kunne gøre sig klog på den umage danskerduo.
Hvis der skulle være blot et gran oprigtighed i Nyhedsavisens opkøbsdrømme, måtte det bunde i de nye millioner fra amerikanske Tim Draper.
Ikke engang den forklaring virkede dog overmåde troværdig. Godt nok havde Morten Lund i et par uger haft kontakt med Metro-koncernens administrerende direktør, Per Mikael Jensen, men han lod ikke til at være helhjertet. Tværtimod aflyste Morten Lund flere gange møder med Per Mikael Jensen, og når han gjorde det, skete det per sms. Det var også via sms, at Morten Lund afgav flere af sine bud på 51 procent af MetroXpress' danske forretning. Den ukonventionelle forhandlingsform skulle drengerøvsinvestoren snart få at høre for. Det var ikke en fremgangsmåde, Per Mikael Jensen respekterede.
Andre steder steg respekten derimod for den husstandsomdelte gratisavis med de høje – og urealistiske, mente mange – journalistiske ambitioner. Ikke mindst blandt læserne, der i sjælden grad bombarderede avisen med henvendelser og lykønskninger, da det lykkedes journalisten Leny Malacinski at skabe så meget fokus på udvisningen af en 14-årig tyrkisk dreng, at dommen blev omstødt.
Ahmet Barut skulle skilles fra sin far i Danmark, fordi han var opvokset i Tyrkiet. Men moderen hjemme i Tyrkiet ville ikke have sin søn tilbage, og efter en række kritiske artikler besluttede Udlændingeservice at lade den tilsyneladende velintegrerede og dansktalende dreng blive boende i Tønder.
Det var netop den slags sejre og muligheder for at gøre verden til et bedre sted at bo i, der havde været et af Morten Lunds artikulerede mål med at blive avisejer. Det fortalte han sine nye medarbejdere under den emotionelle konfrontation i mødelokalet Bassinet tilbage i maj. Det var dengang, han begyndte at græde, da talen faldt på, hvorfor han havde givet sig i kast med avisbranchen. Intentionerne var gode og rene, lod han forstå.
Knap fire måneder senere, altså nu og her, forestillede de færreste medarbejdere sig, at Morten Lund havde meget andet end publicistiske intentioner med sit avisengagement. Og da slet ikke, at han kunne finde på at forhandle med Mecom-stifteren David Montgomery i Nyhedsavisens direktionslokaler på Gammel Strand, mens Leny Malacinski tre kilometer væk skrev den afgørende artikel om Udlændingeservices U-vending i Ahmet Barut-sagen.
Dagsordenen var simpel på Gammel Strand. Hvor meget ville David Montgomery betale sin rival for at lukke Nyhedsavisen fra den ene dag til den anden og dermed afslutte historiens dyreste aviskrig?
I Svenn Dams hukommelse begyndte torsdag den 28. august med et tidligt arbejdsopkald fra avisdirektør Morten Nissen Nielsen.
»Der er stadig ingen penge til løn. Vi kan ikke drive avis sådan her. Nu skal vi have fat i vores aktionærer og kræve, at pengene falder,« lød meldingen.
Svenn Dam fortalte sin direktør, at han selv ville ringe videre til Morten Lund. Efter et par forgæves opkald fik han hul igennem.
»No worries, der er styr på det. Pengene er på vej,« lovede aktiemajoritetsholderen og lukkede samtalen ned igen.
Et par timer senere var det Lunds tur til at ringe Dam op. Ifølge aftalen skulle de to mødes med David Montgomery sidst på eftermiddagen og drøfte en slags fusion mellem Berlingske Tidende og Nyhedsavisen. Et samarbejde havde senest været oppe og vende i juni, da Berlingske Medias ejer tilbød Morten Lund at fusionere Urban og Nyhedsavisen. Nu ville Morten Lund vende tingene på hovedet og i grove træk splejse de to mediehuse, mod at David Montgomery fik en del af Nyhedsavisens aktiekage. (…)

Det skulle blive en aparte forestilling. De tre mediepersonligheder og Lars Lindstrøm sad for enden af det massive mødebord. Vinduet pegede ud mod gaden og kanalen, på væggene hang kunst fra opadkommende folk som HuskMitNavn, og møblerne var danske klassikere.
Det var en islandsk indretningsarkitekt, der havde været i gang, da økonomien på den nordatlantiske vulkanø endnu boomede. På et reolsystem langs væggen stod en samling af antikvariske globusser og udbasunerede den vokseværkende iver, der tidligere kendetegnede den islandske opkøbsøkonomi.
Nu gik det stærkt tilbage for islændingene, og Morten Lund kunne ikke forvente mere hjælp fra de kanter. I stedet måtte han tage, hvad han kunne få fra konkurrenten David Montgomery, som havde tilbudt at købe Baugur Group og Nyhedsavisen ud af det danske mediemarked for 250 millioner kroner et sølle år forinden.
Svenn Dam vidste ikke, at Morten Lund ville forsøge at forhandle sig til en lukning af Nyhedsavisen. Men med sin viden om, at avisejeren endnu ikke kunne udbetale løn for den tilbagelagte måned, havde han svært ved at se, hvordan Morten Lund skulle få Mecom med på en fusion af Nyhedsavisen og Berlingske Media. Nøjagtig som han havde haft svært ved at øjne realiteterne i Metro-mødet i Stockholm ugen forinden.
Dam præsenterede dog, som aftalt, Montgomery for en fusionsplan: De to hovedavisers 1. sektion skulle være ens, og Berlingskes abonnenter skulle derudover have kultur- og businesssektionen. Nyhedsavisen ville efter fusionen sidde med 51 procent af de to bladhuses samlede aktiepulje, mens Mecom måtte nøjes med de resterende 49.
Efter 20 minutter havde David Montgomery hørt mere end rigeligt.
»Det eneste, der er interessant omkring situationen i Danmark,« indledte han, »er, at vi har alt for mange aviser.«
Morten Lund foreslog en pause og bad Svenn Dam og Lars Lindstrøm vente udenfor, mens han og David Montgomery fortsatte drøftelserne alene.
Derefter genåbnede kombattanterne den et år gamle diskussion om, at Montgomery kunne betale for lukningen af Nyhedsavisen. Kun Lund og Montgomery ved, hvad der blev aftalt, da Dam var sendt væk. Men sikkert er det, at Morten Lund og Lars Lindstrøm samme aften satte sig ned og færdiggjorde et udspil til David Montgomery og hans Mecom-koncern.
I udspillet hed det, at Mecom skulle betale tre rater a fem millioner britiske pund – i alt 139 millioner kroner – for at Nyhedsavisen skulle lukke. Dokumentet vidste hverken Svenn Dam eller Morten Nissen Nielsen noget om, og det skulle komme til at indtage en altoverskyggende hovedrolle i efterspillet om Nyhedsavisen. (…)

Fredag begyndte noget uvant for Morten Nissen Nielsen. Normalt var det direktøren, som rykkede for svar fra sin ustrukturerede ejer, men klokken 7.45 fik han netop fra den kant en kærkommen beroligelse.
"Jeg har pengene til loen kl. 15 + ekstra penge fra Special friends. Hold skansen – og lad vaere at tage egen loen – hvis I kan. Den er stram," stod der i den forløsende sms fra Morten Lund.
Da Morten Nissen Nielsen ved 15-tiden tjekkede Nyhedsavisens lønkonto, kunne han konstatere, at pengene endnu manglede. Det var et kæmpe problem, for avisens medarbejdere havde for længst opdaget, at de var på vej ind i september uden penge, og de spurgte åbent til den manglende indbetaling på Nyhedsavisens fællesmail. Samtidig var en journalist fra Ritzau begyndt at ringe til folk i hangaren. Der gik hårdnakkede rygter om, at Nyhedsavisen var udkommet for sidste gang. (…)
Dommedagsprofetier bed ikke længere på de ansatte. At Ritzau et par timer senere lod til at have opgivet sin tese om Nyhedsavisens endeligt, gjorde heller ikke det store indtryk. Det gjorde derimod en anden historie fra nyhedsbureauet.
Det var endelig lykkedes Ritzau-journalisten at få fat i Morten Lund, der i disse timer gik og ventede på David Montgomery og Mecoms reaktion på kontraktforslaget om at lukke Nyhedsavisen for 15 millioner pund. Med det mål i sigte passede det Morten Lund udpræget dårligt at skulle forholde sig til spekulationer om, at Nyhedsavisen var udkommet for sidste gang.
Det var næppe den slags omtale, som fik Montgomery til at punge ud, for hvis Nyhedsavisen under alle omstændigheder var ved at lukke, gav det ingen mening at betale et trecifret millionbeløb for besværet. Avisejeren havde to muligheder. Han kunne erkende sit nederlag eller bluffe videre. Han valgte sidstnævnte løsning.
Kontraen traf den forbløffede Ritzau-journalist, som kort efter tastede en noget anden historie ud til landets redaktioner, end han oprindelig havde forestillet sig:
"Nyhedsavisen vil købe MetroXpress," råbte overskriften.
Morten Lund varslede en mulig overtagelse af konkurrenten allerede den næstkommende mandag og motiverede blandt andet den overrumplende offensiv sådan her:
"Målet er at lave en samlet, stor gratisavis. Lige nu bløder begge aviser. Det er der ikke grund til."
Historien lynede gennem den danske offentlighed, og i hangaren havde folk svært ved at få armene ned.
»Fuck, hvor er han bare for vild«, »Hvor er det sindssygt« og »Hvem vil være Metros nye redaktør« blev der jublet. (…)

Mens journalisterne i hangaren døjede med koncentrationsproblemer foran tastaturerne, var it-ansvarlig Nicolai Thiemann så travlt beskæftiget, at han end ikke registrerede dramaet omkring sig. Nyhedsavisens hjemmeside, avisen.dk, skulle nemlig skifte ejerskab, og det skulle være lige nu. Freeway, der ved Morten Lunds indtog på Nyhedsavisen var blevet internetpartner, ville overtage rettighederne til domænet, og derfor blev den it-ansvarlige adskillige gange i løbet af eftermiddagen ringet op af en medarbejder fra internetgiganten.
»Det skal være i dag, det er vigtigt,« fik han at vide.
Nicolai Thiemann undrede sig over, at skaberne af blandt andet dating.dk og arto.com ikke kunne vente til den følgende uge, men efter et par frugtesløse opkald til sine nærmeste chefer valgte han at parere ordre. Det var næppe andet end en teknikalitet, eftersom Freeway-folkene alligevel arbejdede på at relancere hjemmesiden med et radikalt anderledes design. Desuden havde Freeway sat sig på 50 procent af domænet, da vennerne Morten Wagner og Morten Lund tilbage i februar var begyndt deres forsigtige parløb.
Så sådan blev det. Da dagen sluttede, figurerede selskabet bag Nyhedsavisen ikke længere som indehaver af avisen.dk. Det gjorde Freeway, og dermed var Nyhedsavisen også et aktiv fattigere. Få uger senere solgte konkursboet formelt hjemmesidens indhold med dens tusindvis af artikler til Freeway for 62.500 kroner, hvilket næppe var den dårligste handel, som Morten Wagner havde indgået. (…)
Imens vandt Morten Lund tid ved at annoncere den snarlige overtagelse af MetroXpress. Det kunne end ikke Metro-boss Per Mikael Jensens hånende kommentarer ændre på.
"Situationen minder om Titanic, bortset fra, at jeg er i tvivl om, hvorvidt Nyhedsavisen har et orkester," ironiserede Per Mikael Jensen på business.dk og stak endvidere til Morten Lunds usædvanlige måde at gøre tilnærmelser på:
"Det lader til, at sms er hans foretrukne forhandlingsværktøj, og det er jeg lidt uvant med." (…)

Hjemme i sin villa nær Øresund modtog Morten Lund langt om længe et svar fra David Montgomery. Et svar, han havde ventet på i spænding, siden han en sen time aftenen forinden havde afsendt forslaget om en lukning af Nyhedsavisen for 15 millioner britiske pund. Da aftaleforslaget fem dage senere blev afsløret, fordi bestyrelsesformand Svenn Dam – retmæssigt eller ej – var kommet i besiddelse af det, stod det klart, at det ikke rummede nogen betingelse for, hvordan Morten Lund og mellemmanden Morten Søndergaard skulle forvalte de mange millioner. De var altså ikke øremærket en solvent lukning, selv om Morten Lund bedyrede, at han havde gode intentioner med den hemmelige aftale.
Ligegyldigt hvad afviste Montgomery, ifølge Morten Lund, forslaget om de 15 millioner pund. Det lod til, at de to avisejere, som gennem de seneste mange måneder havde spist morgenmad sammen hver anden torsdag på Hotel D'Angleterre, havde haft deres sidste rendezvous.
Den næste dag, lørdag den 30. august, forsøgte både Morten Nissen Nielsen og Svenn Dam at få fat i deres avisejer for at sikre sig, at pengene til augusts løn i det mindste løb ind om mandagen. Men Morten Lund svarede ikke på opkaldene og skrev heller ikke tilbage på sms'erne. Til sidst mistede Morten Nissen Nielsen tålmodigheden og fortalte Svenn Dam, at han søndag ville tage turen fra residensen i Århus til København for at se beviset for de penge, som Morten Lund lovede igen og igen.
»Hvis ikke det lykkes, så trækker jeg mig fra min post. Det skal sateme være løgn, at han holder os hen med mere snak,« bandede direktøren på sin syngende østjyske dialekt.
»Jeg er enig,« svarede Svenn Dam.
»Hvis pengene mangler mandag, er jeg også ude.« (…)

Ville man finde Morten Lund den sidste søndag i Nyhedsavisens levetid, skulle man hverken lede på hovedaktionærens bopæl, i hangaren eller på Gammel Strand. Man skulle tage til fodbold i Brøndby. I den sene eftermiddagskamp med kick off klokken 17.30 fik hjemmeholdet besøg af arvefjenden fra F.C. København. Morten Lund var taget til kampen med bestyrelsesmedlemmet Jimmy Maymann. Fra Michael Laudrup Loungen sms'ede avisejeren til et tredje medlem af Nyhedsavisens bestyrelse, Brøndby IF-direktøren Hermann Haraldsson, at han var at finde på stadion.
Kort efter fandt de hinanden. Hermann Haraldsson jokede lidt om fredagens drastiske Metro-udmeldinger. Så tilføjede han – halvt i alvor, halvt i spøg – at der nok trods alt var grænser for Morten Lunds økonomiske formåen:
»Vi skal passe på med at grave et økonomisk hul, der er så dybt, at vi selv risikerer at falde i det,« sagde han, hvorefter både Jimmy Maymann og Morten Lund brød ud i grin.
Og det var så det. Hermann Haraldsson forlod sine to kolleger og koncentrerede sig om nyklassikeren på grønsværen.
I det 23. minut smækkede Brøndbys venstrefløj, Jan Kristiansen, bolden i netmaskerne, og den stilling varede til og med slutfløjtet. Hermann Haraldssons klub havde onduleret ingen ringere end F.C. København og var officielt tilbage i toppen af dansk fodbold.
Den nye direktør var ekstatisk, og de næste timer fløj af sted med jubel i omklædningsrummet og efterfølgende spillermiddag. Først da klokken rundede 22, og Hermann Haraldsson satte sig ind i sin bil for at køre hjemad, opdagede han en sms fra bestyrelsesformand Svenn Dam:
"Ring, det haster. Vi ser ud til at være udkommet for sidste gang," stod der.
Hermann Haraldsson troede ikke sine egne øjne, og da han få øjeblikke efter fangede Svenn Dam, ledte han stadig efter ordene. Han var ganske enkelt målløs over dagens forløb. Morten Lund – manden, som Brøndby-direktøren havde skålet med i Michael Laudrup Loungen – lukkede to timer efter sidste dommerfløjt Nyhedsavisen for stedse.
Avisejeren havde besluttet sig i pausen, hvor han vadede ned til sin BMW og kørte ind mod København. (…) •