Danmarks internationale nyhedsmagasin RÆSON skruer op for journalistikken og søger skribenter, der "vil ud over stepperne" og finde de gode konflikthistorier.
Clement Kjersgaards nyhedsmagasin RÆSON efterlyser ambitiøse journalister, der har lyst til at lave interviews, reportager og analyser. Ifølge udgiver Clement Kjersgaard søger RÆSON journalister, der er under uddannelse, mellem job – eller freelancere, der vil prøve kræfter med analytisk journalistik, som folk er parat til at betale for at læse.
Det eneste krav er ifølge redaktøren at »man skal kunne tænke selv.«
Til gengæld er lønnen i den mere beskedne ende. En artikel vil typisk give et honorar på omkring 1.000 kroner.
De nye skribenter får mulighed for at skrive til magasinet og til nettet indenfor samme analytiske genre som man kender fra Time, Der Spiegel og Newsweek. Eller som Clement Kjersgaard selv formulerer det:
»Man skal kunne lave noget, man selv ville have lyst til at betale for at læse.«
I det nye nummer af RÆSON er der blandt andet historier om Kina og USAs kamp om verdensøkonomien, og hvad SF har lært Socialdemokraterne. I dag får RÆSONs redaktion stof fra især forskere og universitetsstuderende. Men Clement Kjersgaard vil gerne have flere journalister med i redaktionen, fordi de ifølge Clement Kjersgaard er bedre til at finde konflikthistorierne.
»Mens akademikere gerne vil skrive om for eksempel nye tendenser i tysk politik, skriver journalisterne på mainstreammedierne om Troels Lund Poulsens Rolex-ur. Jeg vil gerne have at de to verdener mødes, så vi kan lave en ny form for politisk journalistisk«.
RÆSON udkommer på tryk to gange årligt og hver uge på nettet. RÆSON er non-profit og det er derfor honoraret for skribenterne er så beskedent. Udgangspunktet er 1.000 kroner for en artikel, eller lidt under, hvad Politiken giver for en kronik, forklarer Clement Kjersgaard.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.