search

Rådvilde royale redaktører

 »Man kunne begynde med at signalere, at tv-stationerne ikke direkte er en underafdeling af kongehuset.«

 

»Man kunne begynde med at signalere, at tv-stationerne ikke direkte er en underafdeling af kongehuset.«

For Politikens læsere kom det ikke som nogen overraskelse, da hofmarskallatet rykkede ud med nyheden om det forestående bryllup i kongehuset. Allerede i maj kunne Politikens 11 royale høns fastsætte bryllupsdatoen til 22. maj 2004 ved hjælp af den avancerede hønse-feng-shui-metode.

Og da dronningen i august gav det første officielle hint om forlovelsen, skete det blot få timer efter, at den tasmanskfødte ethjulscykeljonglør Sugra havde bekendtgjort over for avisens læsere, at Kronprins Frederik og Mary Donaldson kan få en lys fremtid sammen.

Alligevel var der ingen særlig stemning af triumf på det daglige redaktionschefmøde den onsdag morgen, da forlovelsen var gjort officiel. Snarere en stemning af kulturradikal forvirring. For hvordan er det nu lige, vi dækker den slags på Hørups gamle avis?

Til daglig er vi i al ubeskedenhed ikke nemme at ryste. Giv os bare terrorbomber i New York og på Bali. Politiske mord i Holland og Sverige. Krig i Afghanistan og Irak. Eller præster, der ikke tror på Gud. Den slags er jo til at arbejde med. Men en kronprins, der om 14 dage fuldstændig som forudset forlover sig med en tasmansk jurist?

Udlandsredaktøren mente, dækningen burde koncentreres i 2. sektion ­­- det var trods alt en kulturel begivenhed, og der lå masser af gode nyheder i kø til første sektion. Kulturredaktøren var sjovt nok helt uenig – var der måske ikke tale om en nyhed? Omvendt kunne man selvfølgelig godt køre en sektionsforside – »hvem er i øvrigt den skarpeste republikaner, vi kan komme i tanke om?«.

Mens aben blev skubbet frem og tilbage over bordet, skabte doseringen en del debat. Nogle mente, vi nok skulle kunne fylde fem sider. Ro på, anførte andre, en enkelt temaside, til nød et opslag, er rigeligt. Vi skal jo også huske proportionerne.

Argumentet var ved at vinde gehør, indtil nyhedsredaktøren ufint viftede med dagens avis, hvor Politiken brugte en halv forside samt fem hele sider på dækningen af fire timers strømsvigt på Sjælland…

Det hele endte ret udramatisk. Da det viste sig, at hovedpersonerne selv var flygtet ud af landet og først siger ord 8. oktober, blev dækningen begrænset til en markant forsidehenvisning, halvanden side (i første sektion, vel at mærke…), en leder og en tv-anmeldelse. Samt naturligvis en solid pakke på bagsiden med den bærende reportage »Jubel i hønsehuset«.

Andre må bedømme, om vi ramte rigtigt, men med vores eget redaktionsmøde i baghovedet ville det ligge mig fjernt at påstå, at det er nemt at dosere, når der for en gangs skyld faktisk er nyt at berette fra de kongelige gemakker.
Men når man ser på dækningen på de to licensfinansierede tv-kanaler, kan man blot blive i tvivl om, hvorvidt der overhovedet har været nogen debat om doseringen. Svaret kom vist, da Keld og Hilda pludselig sad i studiet i TV-avisen.

Forstå mig ret. Jeg påstår ikke, at ironisk distance er løsningen. Men hvad jeg savner – nej, faktisk kræver – er helt banal journalistisk distance til historien. Vel er det ikke sådan en dag, man skal arrangere den store temadebat om monarkiets afskaffelse, men mindre kan også gøre det. Man kunne begynde med at signalere, at tv-stationerne ikke direkte er en underafdeling af kongehuset.

Det ligger uden for min fatteevne, at studiet i TV-avisen skal pyntes med særligt forlovelseslogo på bagvæggen, og at Nyhedernes reportere på sagen skal udstyres med bylines, der er tonet i lyserødt.

Den slags kan de more sig med på Se Nu Herind-bladene, der ærligt og redeligt tjener deres penge på at levere det, køberne gerne vil have. Fra licensfinansierede tv-kanaler har vi ret til at forvente lidt mere. Og allerhelst lidt mindre, hvis jeg kunne bestemme.

* Jakob Nielsen er politisk redaktør på Politiken

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen