Alex Jones is called up to testify at the Travis County Courthouse during the his defamation trial, in Austin, U.S. August 2, 2022. Briana Sanchez/Pool via REUTERS Pool/Reuters/Ritzau Scanpix
Den amerikanske radiovært Alex Jones har i en Texas-retssal tirsdag erkendt at Sandy Hook-skyderiet i 2012 faktisk fandt sted.
Det skriver blandt andre CBS News og TV 2.
I ti år har Alex Jones hævdet at USA’s dødeligste skoleskyderi aldrig har fundet sted, og at forældre til de dræbte børn var ’kriseskuespillere’. Påstande, som han har gentaget i sit radioprogram ’Infowars’ flere gange over årene.
Men i sit vidneudsagn fortalte Alex Jones, at han har skiftet syn på sagen efter at have mødt forældrene til nogle af ofrene.
Retssagen i Texas er et bagvaskelsessøgsmål mod Alex Jones og hans firma, Free Speech Systems. Bag søgsmålet står forældreparret Neil Heslin og Scarlett Lewis, hvis 6-årige søn, Jesse Lewis, var en af de 26, der blev skudt og dræbt på Sandy Hook-skolen i Connecticut.
Forældreparret mener, at Alex Jones har udbredt konspirationsteorierne om skoleskyderiet til millioner verden over, og at det har resulteret i, at parret har modtaget alt fra trusler til skud mod deres hjem og bil.
Neil Heslin og Scarlett Lewis kræver 150 millioner dollars i erstatning. Alex Jones mener, at det hører under ytringsfrihed, og har søgt konkursbeskyttelse til sin virksomhed.