Radioleaks får fem til ti læk om dagen

Radioleaks, der blev lanceret for to uger siden af Sveriges Radio, satser på lokale lækager. Projektet har allerede fået ros af Wikileaks-afhopper Daniel Domscheit-Berg.

Radioleaks, der blev lanceret for to uger siden af Sveriges Radio, satser på lokale lækager. Projektet har allerede fået ros af Wikileaks-afhopper Daniel Domscheit-Berg.

For et par uger siden lancerede Sveriges Radio, den svenske pendant til DR, det nye lækagesite Radioleaks. Radioleaks skal have fokus på magtmisbrug og det er et klart mål med projektet, at de både skal lave afsløringer på nationalt og lokalt niveau. Lækager er krypterede, og Sveriges Radio lover fuld anonymitet til alle kilder.

I fredags fik projektet et klap på skulderen af en af mændene bag Wikileaks, Daniel Domscheit-Berg. Han roste Radioleaks for at turde fokusere på de lokale kilder.

Det skete til den internationale Radiodays Europe-konference, der blev afholdt i København.

På scenen delte Daniel Domscheit-Berg nogle tanker om whistleblowing på nettet i fremtiden. Ud over behovet for platforme til lokale whistleblowers vurderede den tidligere Wikileaks-talsmand også, at der vil komme langt flere lækagesites.

»I fremtiden vil vi se mange forskellige lækagesites. Det er godt. Ud fra et demokratisk synspunkt betyder det, at kilden har flere valgmuligheder og kan vælge den, der passer dem bedst. Men det er vigtigt, at alle lever op til det, de lover – at beskytte kilderne,« sagde han.

På scenen var også chefen bag Radioleaks, vice-generaldirektør i Sveriges Radio, Cilla Benkö.

Hun fortalte blandt andet, at Radioleaks allerede er oppe på fem til ti lækager hver dag via deres hjemmeside. Den første historie på baggrund af en af lækagerne er ikke lavet endnu, men Benkö understregede potentialet for medierne. Hos Radioleaks kan kilder indsende både tekst, lyd og fotos.

»Det er en meget nemmere måde at komme i kontakt med medierne på. Førhen skulle du sætte et møde op på en snusket bar og sidde med mørke solbriller på. Nu kan du sende den brune konvolut videre uden at tale med nogen,« sagde Cilla Benkö.

Sveriges Radio er den virksomhed i Sverige med næsthøjest troværdighed, og blandt medievirksomheder ligger de klart nummer ét, fortalte hun. Samtidig har de en række lokale radiostationer, og det giver gode forudsætninger for, at kilderne tør stole på Radioleaks, vurderede hun.

Det er også en væsentlig forskel på Sveriges Radio og eksempelvis Wikileaks, at der sidder erfarne, undersøgende journalister på modtagersiden. Der er altså ikke et mellemled mellem whistleblower og medie, som det var tilfældet med Wikileaks, og som det også er tanken bag Daniel Domscheit-Bergs nye Openleaks.

»Vi har professionelle, undersøgende journalister til at kigge alt materialet igennem, faktatjekke og smide væk,« understregede Cilla Benkö.

I Sverige har whistleblowere i øvrigt en særlig beskyttelse i lovgivningen. Det betyder, at det er ulovligt for myndighederne at forsøge at opsnuse kilden til en lækage – til forskel fra i Danmark og stort set alle andre lande. Også USA beskytter whistleblowers ved lov.

0 Kommentarer