Mandag er det præcis 90 år siden, den allerførste Radioavis gik i luften. Og der er sket meget med programmet siden da. Det kan 77-årige Palle Hermund skrive under på.

Han blev som helt ung ansat som udlandstelegrammedarbejder på Radioavisen i 1965. Og der blev han i 42 år, helt frem til 2007, hvor han gik på pension.

Radioavisens udvikling over årene har med Palle Hermunds ord været »helt fantastisk«.

»Da jeg blev ansat, var det som at komme ind i et tempel. Det var jo stadig monopolradio, og alt var meget stift og gammeldags. Vi sad bare og skrev nyhedstelegrammer, som så blev læst op af nyhedsoplæseren. Der var hverken interviews eller reportager eller indslag af nogen art, og lytterne fik ikke engang at vide, hvem der havde læst nyhederne op – der blev bare sagt ”det var Radioavisen”,« fortæller han.

Hverken efterkritik eller redaktionsmøder 

Også bag kulisserne foregik produktionen af Radioavisen helt anderledes, end den gør i dag, fortæller Palle Hermund.

En almindelig vagt startede typisk med, at der mødte to mand ind klokken 04: En indlands- og en udlandstelegrammedarbejder.

»Indlandsmedarbejderen skrev indlandstelegrammer, udlandsmedarbejderen skrev udlandstelegrammer – og klokken 06 gik den mest erfarne af dem ind og læste nyhederne op. Det var en meget enkel redaktionsproces. Der var ikke nogen egentlig redaktion, og der var heller ikke nogen efterkritik eller nogen redaktionsmøder, hvor man diskuterede dagens emner,« husker Palle Hermund.

Men stille og roligt blev det hele moderniseret og løsnet op, fortæller han. Særligt i 1970’erne, hvor Jørgen Schleimann var chef, skete der meget. Under ham begyndte Radioavisen at sende nyheder hver time, og redaktionen blev lagt sammen med redaktionen på det program, der hed Aktuelt Kvarter.

»Det blev den første store revolution i Radioavisens historie. Vi gamle stivstikkere fra Radioavisen fik pludselig selskab af nogle unge kolleger, som gjorde tingene på en anden måde. De havde en helt anden journalistisk kultur, og det blev pludselig en sprudlende redaktion med en vrimmel af medarbejdere, gæster i studiet, rapporter der kom ind fra udlandet osv.,« siger han.

 

 

Da Palle blev »en rigtig journalist« 

Jørgen Schleimann fik også stor betydning for Palle Hermunds egen udvikling som journalist, fortæller han.

»Han var en utrolig dynamisk person. Indtil da havde jeg jo bare siddet og skrevet udlandstelegrammer, men det var ham, der fik sparket mig i røven, så jeg blev en rigtig journalist,« siger han.

Hvordan skete det? 

»Han ansatte seks-syv dygtige udlandsjournalister, og så satte vi os simpelthen ned i et lokale og fordelte verden mellem os. Da alle andre end mig havde fået et område, var Latinamerika stadig ikke dækket. ”Har du været der?” spurgte Jørgen Schleimann. ”Aldrig,” svarede jeg.  ”Nå, men så må du se at komme derud,” sagde han – og så var jeg latinamerikamedarbejder,« fortæller Palle Hermund.

Af mange forskellige omgange rejste han derefter til Latinamerika og blev der i fem til seks uger. Her lærte han at lave journalistik på egen hånd, og siden blev han også sendt ud til alt fra kupforsøg i Spanien til vulkanudbrud på Island.

»Pludselig fik jeg luft under vingerne og lærte at lave rigtig journalistik. Det var sgu at være journalist – i stedet for bare at sidde derhjemme på sin røv og skrive på maskinen,« siger han.

Kunne ikke vænne sig til newsroom og free seating 

Igennem sine 42 år på Radioavisen har Palle Hermund ikke bare nået at være telegrammedarbejder og latinamerikamedarbejder.

»Jeg har været hele møllen igennem fra udlandsmedarbejder til redaktionssekretær, udsendelsesleder og studievært til souschef. Jeg sluttede af med at være studievært på morgenradioaviserne de sidste år. Det var fascinerende, men også trættende og hårdt for privatlivet at møde så tidligt,« fortæller han.

 

Palle Hermund som souschef for Radioavisen sidst i 1980'erne. 
Privatfoto

 

Alligevel hang Palle Hermund i indtil 2007. Han ville nemlig nå at være med, da Radioavisen flyttede fra det gamle Radiohus til DR Byen i Ørestaden, fortæller han. 

»Jeg er jo en hund efter alt, hvad der er nyt, så dét ville jeg gerne lige nå at opleve. Og det var også nyt. Før var Radioavisen jo en meget selvstændig enhed med egen redaktion og egne lokaler, men derude blev det hele blandet sammen hulter til bulter i det store newsroom,« siger han.

Hvordan var det at skulle arbejde i newsroom?

»Det var ikke sjovt. Der tror jeg sgu, jeg var blevet for gammel og tung i røven til. Jeg kunne ikke vænne mig til, at vi ikke havde en fast redaktion med faste pladser. Som udlandsmedarbejder i sin tid havde jeg jo mit eget kontor, men derude, så stod der en og prikkede mig på skulderen og sagde ”flyt dig”, så snart jeg havde sendt ni-radioavisen. Der følte jeg mig underligt husvild.«

Blev overbevist af P3-kolleger

Men ellers har Palle Hermund kun rosende ord til Radioavisens udvikling gennem årene. Selv nye tiltag, som han i første omgang var kritisk over for, har med tiden vist sig at være en god idé. Det gælder blandt andet segmenteringen af Radioavisen, fortæller han.

»Engang havde vi jo kun én slags radioavis, men pludselig skulle der være en Radioavis til P1, en anden til P4 og en tredje til P3. Det var jeg meget imod. Min reaktionære mening var, at man ikke kan ændre formen uden også at ændre indholdet,« siger han.

Segmenteringsplanerne fik ham til at skrive vrede læserbreve i DR’s personaleavis, og han gjorde sig uvenner med mange. Men hans kritiske holdning over for de nye og friskere Radioaviser på P3 blev hurtigt gjort til skamme, da planerne blev ført ud i livet, husker han.

»Da de der fyre fra P3 kom ind og gik i gang, så gik der ikke mere end 14 dage, før jeg opdagede, at de sgu vidste mere end mig. De var simpelthen så dygtige og veluddannede – de havde bare en mere fri måde at omgå sproget på. Så den udvikling var jeg imod, men det er jeg ikke mere,« siger Palle Hermund.

 

Morgenrenredaktionen engang i 80’erne. Anette Dich, Palle Hermund, Gunilla Roijer, programchef Søren Elmquist. Siddende: Kurt Damsgaard. 
Foto: DR Presse

 

Mere pressede vilkår i dag

Er der slet ikke noget, du ærgrer dig over, når du hører en Radioavis i dag?

»Nej, jeg kan egentlig ikke finde noget at brokke mig over. En sjælden gang imellem oplever jeg at høre en radioavis, hvor et ord bliver brugt så forkert, at meningen ikke er krystalklar. Men ellers kan jeg ikke være med i koret om, at sproget er blevet dårligere. Sproget ændrer sig jo med tiden,« siger han.

Hvad med arbejdsforholdene i dag, sammenlignet med tidligere – det lyder da ret flot at blive sendt seks uger til Latinamerika?

»For mig var det også en total luksus at få lov at komme ud og lave rigtig journalistik. Men jeg synes ikke, det var forkasteligt. Der er stadig nogen, som har rigtig gode forhold, men generelt er der mere pressede vilkår. Der er ikke så mange fagspecialister tilbage, og folk har ikke så meget tid til at forberede sig,« siger Palle Hermund.

Det skyldes dog i høj grad den ændrede medievirkelighed omkring Radioavisen, vurderer han. Den har fundamentalt ændret arbejdsforholdene for Radioavisens medarbejdere sammenlignet med dengang, Palle Hermund startede på programmet.

»Hvis jeg kom med en stor nyhed dengang, så vidste jeg jo, at det var mig, der fik lov at fortælle den. Og folk havde jo heller ikke andre muligheder for at tjekke op på, om det, jeg sagde i radioen, faktisk var rigtigt. Det var monopolradio, og alt var meget højtideligt. Men i dag har folk jo allerede læst nyhederne på mobilen, inden de lukker op for Radioavisen,« siger Palle Hermund.

 

Radioavisens redaktion i newsroom i DR Byen i dag. Foto: Agnete Schlichtkrull / DR presse