Foto: Ernst van Norde/Ritzau Scanpix
Det er ikke kun en ny chefredaktør, der skal til for Radio4 i jagten på flere lyttere til public service-radioen.
Der skal gennemføres en større revitalisering af radiokanalens tone og indhold, som i sidste ende skal tiltrække flere lyttere end hidtil.
Det siger Bjarne Munck, der er formand for Radio4, til MediaWatch.
”Forbedring af lyttertallene er det ultimative mål, men indholdet skal følge med. Selvfølgelig,” siger han til mediet.
Den nye strategi er ved at blive lagt og skal eksekveres af afløseren for Anne-Marie Dohm, der i tirsdags meldte ud, at hun stopper som chefredaktør ved udgangen af september.
Hun har været administrerende direktør og ansvarshavende chefredaktør for Radio4 siden kanalens begyndelse i 2019.
Da kanalen startede med at sende, lød lyttertallet på 411.000. Siden da er det raslet nedad, og i maj 2023 havde kanalen i gennemsnit 241.000 lyttere om ugen.