Radio24syv vil ikke udlevere tal om intern handel

Firmaerne bag Radio24syv handler med sig selv for skatteydernes penge, men de vil ikke fortælle hvor meget. Radikales medieordfører anbefaler radiostationen at udvise større åbenhed.

Firmaerne bag Radio24syv handler med sig selv for skatteydernes penge, men de vil ikke fortælle hvor meget. Radikales medieordfører anbefaler radiostationen at udvise større åbenhed.

Radio24syv køber flittigt ind hos deres ejere, Berlingske Media og People Group, der tilsammen har Berlingske People. Det sker for eksempel, når Berlingske Media producerer det daglige businessprogram "Millionærklubben".

Den handel skal foregå til markedspris, sådan at hverken ejerne af radioen eller radioen får en fordel, de ikke ville kunne få andre steder. Kontrollen af, om der reelt er tale om markedspris, sker hos Radio- og Tv-nævnet, men det er ingen eksakt videnskab.

»Man kan nok skrue på dem 10 procent plus minus og alligevel få dem godkendt, da det er svært at kontrollere helt præcist,« siger partner og medieekspert i revisionsfirmaet PwC John G. Sørensen i det seneste nummer af Journalisten.

Journalisten har efterspurgt et tal på, hvor mange penge, Radio24syv køber ind for hos henholdsvis Berlingske Media og People Group. Det er sket i forbindelse at Journalisten har kigget nærmere på økonomien i det seneste nummer, der udkommer i denne uge. Radio24syv vil dog ikke fremlægge nogen tal af konkurrencemæssige hensyn.

»Vi lægger ikke de enkelte kontrakter frem. Det gør DR heller ikke,« siger koncernchef Lisbeth Knudsen.

Forskellen på Danmarks Radio og jer er vel også, at det ikke er private firmaer, der handler med hinanden?

»Der er også private selskaber inde i DR. Ingen ved for eksempel, hvad Lasse Jensen får for at lave "Mennesker og Medier".«

Lasse Jensen bestemmer ikke, om P1 skal købe "Mennesker og Medier". Han er kun leverandør. I sidder på begge sider af bordet. Derfor ville det være interessant at vide, hvor mange af de offentlige midler der går fra det ene selskab til det andet.

»Vi kan sige, at ni procent af de samlede magasinprogrammer leveres af Berlingske.«

Jeg tænker ikke på procentdelen af fladen. Jeg tænker på den samlede procentdel af budgettet.

»Vi er forpligtet til, at den handel, der er imellem vores firmaer, er til samme markedspris som forretning med andre, man indgår aftaler med. Og det er det,« siger Lisbeth Knudsen.

Fordi Radio24syv skal betale markedspris – og en markedspris indeholder avance – tjener Berlingske Media og People Group penge på at handle med Radio24syv, medgiver Lisbeth Knudsen.

»På programproduktionen tjener vi penge, men det er ikke noget, nogen bliver forgyldt af. Det tror jeg også, den private radiobranche vil sige.«

Regeringspartiet Radikales medieordfører Zenia Stampe advarer imidlertid imod for stor lukkethed omkring økonomien i Radio 24syv.

»Det ville tjene deres eget bedste at være mere åbne. Det er jo en ny konstruktion for os alle sammen, og så vil der altid kommer kritiske spørgsmål. Derfor ville det sende et bedre signal at have transparens omkring de her sager,« siger Zenia Stampe.

Spørgsmålet om, hvad og hvor meget Radio 24syv køber hos sine egne ejere er særdeles relevant at stille, mener hun.

»Når vi engang skal evaluere det her eksperiment, så vil det være en helt fundamental ting at kigge på, hvor man køber ind, og hvor stor spredning, der er i indkøbene,« siger hun.

Også Socialdemokraternes medieordfører Mogens Jensen kræver åbenhed fra Radio 24syvs side.

»Der må ikke kunne rejses tvivl om, at tingene foregår på en rimelig og fair måde mellem en public-service aktør og en kommerciel spiller. Så mit udgangspunkt er, at der må være åbenhed omkring 24syvs økonomi. Som minimum i forhold til en uvildig kontrolinstans, men også gerne i forhold til offentligheden,« siger Mogens Jensen.

Større forståelse for lukketheden omkring 24syvs indkøb finder man hos Liberal Alliances medieordfører Simon Emil Ammitzbøl.

Jeg kan sådan set godt forstå deres argument omkring konkurrencehensyn. Det er jo Radio- og Tv-nævnets opgave at overvåge, at Radio 24syv lever op til kravene, og det mener jeg, vi må stole på, at de er i stand til, siger han. 

Berlingske Medias salg til Radio24syv
Økonomistyring
HR
Service fra researchafdelingen
Ekspertudtalelser fra journalister
Adgang til produktionsdatabase
Annonceplads
Cirka 11 timers radio om ugen med programmerne:
– "Globus"
– "Millionærklubben"
– "De seks hatte"
– "Cordua og Steno"
– "Fodbold FM"

People Groups salg til Radio24syv
It-support
Udarbejdelse af markedsføringsmateriale og -strategi
Cirka syv timers radio om ugen med programmet "Halløj i Betalingsringen"
Kantine
Reception
Rengøring

Listerne er ikke fuldstændige, men stykket sammen af information fra forskellige kilder.

Læs hele historien om Radio24syvs økonomi i det nummer af Journalisten, som udkommer i denne uge. Her kigger vi blandt andet nærmere på, hvad og hvor meget ejerne præcist sælger til deres radiokanal.

(Artiklen er opdateret kl. 14.55 med Mogens Jensens kommentar.)

0 Kommentarer