Radio24syv skal stå skoleret

1. maj afleverer Radio24syv sin første redegørelse til Radio- og tv-nævnet. »Radio24syv er kommet godt fra start og mere end opfylder de krav, der er stillet til radioen,« lyder det fra chefredaktør Jørgen Ramskov.

1. maj afleverer Radio24syv sin første redegørelse til Radio- og tv-nævnet. »Radio24syv er kommet godt fra start og mere end opfylder de krav, der er stillet til radioen,« lyder det fra chefredaktør Jørgen Ramskov.

"Radio24syv har fuldt ud levet op til de krav, der blev stillet i radioens sendetilladelse".

Det skriver radiokanalen i en pressemeddelelse, der er sendt på gaden i anledning af, at kanalen i morgen skal aflevere sin første public service redegørelse til Radio- og tv-nævnet. Her skal der gøres status over november og december 2011.

»Radio24syv er kommet godt fra start og mere end opfylder de krav, der er stillet til radioen i dens første måneder. Vi har ønsket at levere så god en service som muligt til lytterne fra starten og derfor prioriteret at komme så tidligt i gang med alle vores aktiviteter og ikke afvente den 1. maj 2012, som sendetilladelsen ellers åbner mulighed for,« siger chefredaktør, Jørgen Ramskov, i pressemeddelelsen.

Radiokanalen har siden fødslen 1. november 2011 været i – til tider – kraftig turbulens. Journalisten kunne i december sidste år afsløre, at ejerne, Berlingske Media og People Group, tjener penge på at levere forskellige løsninger til Radio24syv.

Derudover har radiokanalen siden åbningen døjet med skuffende lyttertal.

Det fik i sidste uge chefredaktør, Jørgen Ramskov, til at erkende, at det bliver svært at nå målet på 500.000 ugentlige lyttere til november.

»Vi vipper omkring 300.000 ugentlig lyttere og skal nå 500.000 til november. Så det er en udfordring, der var nemmere at løfte, hvis vi lavede en rendyrket talkradio; med profilerede værter med skarpe meninger og kanter. Det kan vi ikke på grund af programkravene, der betyder at vi skal mere rundt i kulturen og mange andre stofområder og genrer,« sagde Ramskov, mens han argumenterede for, at kanalen vil kunne nå sine mål med en revidering af sendeplanen.

0 Kommentarer