Medarbejderne og ledelsen på Radio24syv har lavet en husaftale, der introducerer et pointsystem for afspadsering. »Vi har været utroligt kreative for at få enderne til at mødes,« siger tillidsmanden til journalisten.dk
Efter tre måneders forhandlinger har Radio24syvs medarbejdere fået en ny arbejdstidsaftale, der bygger videre på den overenskomst, der blev indført i huj og hast sidste år.
Den hidtidige aftale var inspireret af aftaler fra dagbladsområdet og tog meget lidt hensyn til, at Radio24syv er en 24timers radiokanal, hvor medarbejdere er på job døgnet rundt.
»Den gamle overenskomst passer ikke til, hvordan vil lever livet på Radio24syv, men med de nye justeringer passer den bedre,« siger tillidsmand Rasmus Mark Petersen.
Fremover afvikles overarbejde i forhold til en månedsnorm i stedet for en ugenorm. Og samtidig får medarbejderne kompensation for at arbejde på skæve arbejdstider, siger Rasmus Mark Petersen.
»Det er hårdt at arbejde på skæve tidspunkter, men frem over får vi både afspadsering og penge, når vi arbejder i for eksempel weekenden, aftenen eller om natten.«
Med aftalen indføres et pointsystem, hvor medarbejderne "optjener " point, når de arbejder på skæve tidspunkter. Et bestemt antal point udløser en fridag.
»Det er en model, som ikke set andre steder i mediebranchen,« siger Rasmus Mark Petersen, der mener at modellen især tager hensyn til småbørnsfamiler.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.