Radio24syv beder regionale dagblade om hjælp

Den nye radio vil indgå i non-profit samarbejde med lokale medier i hele Danmark. I første omgang er det Berlingske Medias aviser, der får tilbuddet, men alle er velkomne, siger Jan Bjarke Nielsen til Journalisten.dk

Den nye radio vil indgå i non-profit samarbejde med lokale medier i hele Danmark. I første omgang er det Berlingske Medias aviser, der får tilbuddet, men alle er velkomne, siger Jan Bjarke Nielsen til Journalisten.dk

»Vi har erkendt at vi stort set ikke er redaktionelt til stede vest for Valby Bakke. Derfor har vi rakt en arm ud til de regionale dagblade, primært dem som befinder sig i Berlingske Media og spurgt dem, om de vil hjælpe os.«

Sådan siger Jan Bjarke Nielsen, redaktionschef på Radio24syv, om det nye samarbejde mellem radioen og de regionale dagblade. Ordningen skal sikre, at radioen kan få kvalificerede live-rapporter fra hele landet

»Når der for eksempel opstår en fyrværkeribrand i Andst, ville vi ikke have en jordisk chance for at være til stede. Til gengæld kan vi ringe til JydskeVestkystens journalist i Kolding og få ham ind på en direkte rapport,« siger Jan Bjarke Nielsen til Journalisten.dk.

Der er ingen penge i mellem parterne i samarbejdet. Fordelene for Radio24syv er åbenbare – at få journalister igennem, der kender til lokalområdet og som kan sætte radioens lyttere ind i en sag. Men hvorfor er det interessant for de regionale dagblade?

»Det, der lokale samarbejdspartner får ud af det, er en større gennemslagskraft. De får en branding af deres lokale medie i en ny, landsdækkende radio. Det kan godt være, vi får nogle journalister igennem, som ikke er trænede i radiomediet, men det er jeg sikker på, vores lyttere sagtens kan se bort fra. Vores lyttere vil gerne have en kvalitativ vurdering af en sag, og der er de fagjournalister, der sidder ude på lokalredaktionerne, de bedste kilder at bruge,« siger Jan Bjarke Nielsen.

Radio24syv er startet med at forhøre sig hos blandt andet Viborg Stifts Folkeblad, Dagbladet Holstebro-Struer og Århus Stiftstidende – aviser, der alle hører under Berlingske Media.

Da Berlingske Media fik overdraget denne opgave, var der lidt snak rundt omkring i branchen om, at man nok ville se radioen købe ind hos resten af Berlingske Media. Er denne her aftale et udtryk for det?

»Overhovedet ikke. Det er et udtryk for, at det var hos Berlingske Medias regionale dagblade, det var lettest at starte. Vi er uafhængige, også når det handler om samarbejde. Det er helt tilfældigt, at vi er startet med Berlingske Medias aviser – der havde vi kontakter, og det er måske også dem, der vil være mindst skeptiske for at lege med os. Nogle har den opfattelse, at vi er ren Berlingske-radio. Det er en myte, jeg gerne vil aflive. Hvis Nordjyske og Fyens Stiftstidende har lyst til at være med, så vil vi rigtig gerne samarbejde med dem,« siger Jan Bjarke Nielsen.

3 Kommentarer

Rasmus Skat Andersen
22. OKTOBER 2011
Re: Radio24syv beder regionale dagblade om hjælp

Radio24syv får gratis arbejdskraft stillet til rådighed af dagbladene, mens dagbladene til gengæld får brandet deres navn over hele landet. 

Jeg kan sagtens se, hvorfor ideen tiltaler Radio27syv, men jeg vil gerne høre en chef argumentere for, hvordan det hjælper et lokalt jysk dagblads oplagstal, at dets journalister bliver hørt i radioen af folk på Fyn og Sjælland. Umiddelbart ville jeg tro, at det var bedre, at journalisterne koncentrerede sig om at gøre den daglige avis så god som mulig.

vh.

Rasmus  Skat Andersen

TR/metroXpress

Henrik Lind Jørgensen
22. OKTOBER 2011
Re: Radio24syv beder regionale dagblade om hjælp

For nogle år siden producerede "De Bergske Blade" - som det hed dengang - lokal og regional radio af god kvalitet. Mildest talt. Journalisterne på aviserne i Ringkøbing, Thisted, Holstebro og Viborg bidrog til syv timers morgen- og magasin-radio formiddag og eftermiddag, og der var timenyheder med både oplæsning og lyd.

Det var skægt, det var godt (det var der desværre ikke nok lyttere og annoncører, der opdagede), og dengang bidrog det til, at jeg fik en ekstra arbejdsglæde ud over glæden ved at levere daglig lokaljournalistik til avisen.

Nu har web og video heldigvis sørget for variationen, men jeg - og mine kolleger - er helt sikkert med på at levere til Radio 24/7. Jeg er i hvert fald. Og hvis det skal være - hvad det ikke nødvendigvis skal - kan vi nok også levere indslag af en overraskende høj kvalitet.

Personligt er jeg et stort konkurrence-menneske, og hvis vi kunne give DRs P4 lidt konkurrence ved at være regionalt til stede på Radio 24/7, så synes jeg, det kunne være rigtig godt.

Så ring endelig.

Martin Flink
21. OKTOBER 2011
Re: Radio24syv beder regionale dagblade om hjælp

Fremragende idé.

Jeg tror faktisk også, at de kan henvende sig til de journaliststuderende i Roskilde, Odense og Århus og få dem til at levere radioindslag gratis. Det brander jo de studerende over for kommende arbejdsgivere, så det er win-win. Lytterne af Radio24syv - forstår man - er godt nok forvente og vil have kvalitet allerede inden stationen er i luften, men kan sikkert godt se bort fra, at indslagene nok ikke er klippet og redigeret så godt. Måske de også kan få nogle af de studerende til at tage de der nat-tjanser, jeg på tillidsmanden kan forstå ikke helt er forhandlet på plads hvad angår kompensation. Det kunne også forhindre, at de ansatte skulle løbe så stærkt og gå ned med stress. På den måde slipper de lønnede journalister både for at sidde oppe om natten OG stress. Hvis 24syv spørger pænt, kan de måske endda få de studerende til at lave radio om dagen også. Gratis, forstås.  

Jeg kan ikke forestille mig, at den løsning med gratis arbejdskraft til fordel for gennemslagskraft og branding kan genere nogen...