Radio søger ulønnet nyhedsjournalist

Nul løn, men en masse spændende arbejde – en cocktail, som den lokale radio i Silkeborg i øjeblikket forsøger at fange unge radiotalenter med.

Radio Silkeborg annoncerer for øjeblikket på deres hjemmeside efter ulønnet arbejdskraft til nyhedsstoffet. De forestiller sig ansøgere, der gerne vil starte på Journalisthøjskolen og gerne vil forberede sig godt inden uddannelsen.
Radioen har i forvejen 20 medarbejdere, ni faste og 11 løse. Størstedelen af dem får løn for det arbejde, de udfører på radioen.

"Vi skal bruge en, der synes, at det, der sker i Silkeborg og det øvrige Midt- og Østjylland, er spændende, og som gerne vil fortælle andre mennesker om det. Som kunne tænke sig at lave indslag til vores nyhedsudsendelser, og som har en god stemme," står der på radioens hjemmeside. Radioen fortæller også, at det kan være en helt god ide at begynde på radioen i det midtjyske område, idet den henviser til, at Jes Dorph-Pedersen på TV 2 startede sin karriere på en lokalradio.

Radio Silkeborg har en bred ejerkreds, blandt andre Midtjyllands Avis og LO i Silkeborg. Formanden for LO, Jens Svenningsen, er ikke stolt af situationen, og han siger:

"Der har været en tradition for ulønnede medarbejdere på radiostationerne, men jeg synes ikke, det her lyder godt. Radio Silkeborg er i dag en millionforretning og burde derfor køre mere regelret. Der er lavet overenskomst med HK, som det eneste forbund, og jeg vil derfor meget gerne opfordre Journalistforbundet til at få lavet en overenskomst med radioen."

I Journalistforbundet er meldingen fra LO-formanden helt i tråd med det arbejde, der allerede er sat i gang, fortæller faglig sekretær Thorkild Sunesen. "Radiostationerne har udviklet sig særdeles positivt de senere år helt generelt og specielt i det jyske område – det har vi lagt mærke til. Derfor vil vi meget snart tage kontakt til blandt andet radiostationerne i Herning og Silkeborg for at få etableret en overenskomst," siger Thorkild Sunesen.

I øvrigt oplyser Jes Dorph-Pedersen, at han arbejdede på en lokalradio drevet af Frederiksborg Amtsavis – og at han "skam fik løn for sit arbejde."

0 Kommentarer