Radio Møller længe leve!

100 millioner til en helt ny radiokanal. Fantastisk. Vi har simpelthen ikke kunnet holde fingrene væk og har tegnet videre på politikernes oplæg til den nye radio.

100 millioner til en helt ny radiokanal. Fantastisk. Vi har simpelthen ikke kunnet holde fingrene væk og har tegnet videre på politikernes oplæg til den nye radio. Det var ikke gået uden Journalistens panel med syv professionelle radiofolk. Så tak til dem.

Vi har spurgt dem, hvad der skal til for at opnå det politiske mål om en lytterandel på seks-otte procent. Vi har samtidig taget udgangspunkt i politi-kernes løfterige ord om, at den nye kanal skal lave udfordrende, nysgerrig og engagerende radio samt have en 'stærk nyheds- og aktualitetsredaktion'.

En fest for journalister og radioelskere. Skønhedskonkurrencen om at drive den nye radiostation bliver meget svær. Medieselskaberne er som udsultede dinosaurer før en ny istid, og det bliver en alvorlig udfordring at skabe vandtætte skotter mellem den pressede kerneforretning og licenspengene.

For at det kan lykkes, skal vinderen af skønhedskonkurrencen i den grad holdes fast på, at der er penge til mere end snak. Der er faktisk råd til at satse på fagredaktioner, som både har fokus på substans og på radiofonisk kvalitet. Radio Møller skal sætte lyd på virkeligheden i stedet for at lade den sædvanlige kreds af magthavere fra organisationer, erhverv, medier og politik dominere fladen med den dagsorden, vi allerede kender ud og ind.

At satse på eliteslænget er en nødvendighed på mange kanaler og stationer, fordi det er billigt og sikkert. Men på Radio Møller er der penge til at sende journalisterne ud med optageudstyret og lave lydbidder, reportager, montager og undersøgende journalistik for derefter at redigere og præsentere det, så det er en fryd for øret. Disse indslag skal vel at mærke ikke kun spærres inde i timelange formater, men bør spredes ud som herlige små mundfulde fra morgenfladen og dagen igennem.

Medieforhandlingerne er tilrettelagt så klodset, at der formentlig næppe bliver mere end en bagatel til at udvikle webmedierne, selv om internettet nok er kommet for at blive. Heller ikke når det gælder Radio Møller, synes politikerne at have forstået, at radiostationens samspil med nettet er nøglen til både den fremtidige overlevelse og journalistiske succes.

Amerikanske NPR er et af forbillederne for Radio Møller. Budskabet fra den øverste chef, Vivian Schiller, er klart: »I løbet af de næste fem til ti år vil inter­netradio overtage markedet, og der er ingen grund til, at vi skal frygte det. Mobile platforme er radioens genfødsel. De kommer som sendt fra himlen, fordi de er så lette at have med overalt, samtidig med at du kan lytte til lige de programmer, du vil.«

Det nævnes blot i udspillet, at Radio Møllers programmer skal podcastes, men det er så det. Der står intet om, hvad hjemmesiden ellers skal kunne i en plan, hvor der ellers ikke er sparet på detaljer. NPR har satset massivt på sit website. Samtlige medarbejdere fra chefer over journalister til HK'ere har været på efteruddannelse. NPR forstår, at sitet er nøglen til ægte inddragelse af lytterne.

Her udvikler man nye programformater i samspil med brugerne, her er der mulighed for at indgå i et socialt fællesskab, her er der masser af ekstra godbidder fra fotogallerier og eksklusive podcasts til musiklister. Lytterne er på, og så podcaster de samtidig programmerne i stor stil.

Sidst, men ikke mindst, så er sitet den platform, hvor kanalens historier bliver set og samlet op af andre medier. Radio Møller skal nok ikke regne med, at den øvrige presse vil sidde og stenografere deres historier.

Når den solide nyheds- og aktualitetsredaktion finder en nyhed, så skal den selvfølgelig også ud over rampen på nettet. Ellers bliver Radio Møller en ghetto, der ikke bidrager til samfundets samlede dagsorden. Og det var vel ikke meningen?

0 Kommentarer