Nyhedsoverblik

data_usage
chevron_left
chevron_right
11:21 29.12.2021 Anna Sol Jørgensen

Radio er stadig danskernes foretrukne lydmedie

Selv om danskerne ivrigt lytter til lydbøger, podcast og musik, er radioen stadig det største lydmedie herhjemme.

Det viser en ny undersøgelse fra DR Medieforskning.

Ifølge undersøgelsen bruger danskerne 46 procent af deres samlede lyttetid på radio. Dermed fylder radio næsten dobbelt så meget i lydforbruget end streaming af musik og omkring fem gange så meget som podcast, musik på YouTube og lydbøger.

Til gengæld bruger den yngre del af befolkningen – op til 46 år – bemærkeligsværdigt mere tid på musikstreaming end på radio, idet streaming af musik udgør cirka halvdelen af de unges lydforbrug, mens danskere over 65 år bruger 75 procent af deres lydforbrug på radio.

Selv om hovedtelefoner fylder en del i det offentlige rum og nok også på arbejdspladser, er det stadig højtalere, de fleste bruger til at afspille lyd. 75 procent af det generelle lydforbrug foregår nemlig over højtalere.

”Telefonen og transport spiller en stor rolle for, at unge hører en anelse mere lyd på hovedtelefoner end på højtalere. En undtagelse fra hovedreglen i alle aldersgrupper er, at flere hører podcasts og lydbøger i hovedtelefoner end gennem højtalere,” bliver det konkluderet i rapporten.

 

SENESTE NYT

Flere nyheder