Den hollandske ejer af Radio 100FM afviser pure at betale fuld pris for næste års sendetilladelse. Dermed tyder meget på, at tilladelsen inddrages, skriver Business.dk. (opdateret)Ifølge avisen balancerer landets største kommercielle radiostation på kanten af afgrunden.
Overfor Business.dk fastslår bestyrelsesformand Marc Nanning, at Radio 100FM under ingen omstændigheder vil betale de 22,5 mio. kr. for næste års sendetilladelse, der skal falde senest mandag.
Han oplyser samtidig, at han ikke deler Radio- og TV-Nævnets opfattelse af, at moderselskabet Talpa Radio International er forpligtet til at betale den årlige afgift frem til 2011.
Dermed tyder meget på, at Talpa, ligesom Sky Radio forlader det danske radiomarked i en sky af søgsmål og gensidige beskyldninger, og at de kendte radiostemmer dør ud på frekvens 100FM.
Det er nu tre år siden, at Sky Radio måtte trække stikket ud af det danske radiomarked. Siden fulgte TV 2 Radio i foråret i år, og nu kan turen være kommet til Radio 100FM.
I Radio og TV-Nævnet slår man fast, at radiokanalens sendetilladelse inddrages, hvis pengene ikke betales, og intet tyder på, at politikerne har planer om at ændre vilkårene for Radio 100 FM inden på mandag.
Med de omfattende problemer for de få kommercielle radiostationer på det danske marked, synes planerne om at gøre plads til endnu flere kommercielle radiofrekvenser at være noget nær galimatias. Den tidligere kulturminister Brian Mikkelsen (K) samt daværende medieordfører Jens Rohde talte ellers i mange år varmt for en replanlægning af hele det danske sendenet.
Men nu skyder en samlet radiobranche Brian Mikkelsens og Jens Rohdes radiorevolution ned. I et fælles oplæg til Folketingets medieordførere og kulturminister Carina Christensen (K) anbefaler DR, Radio 100 FM, DAB Danmark og brancheorganisationen for lokalradioer, Radioerne, at man helt dropper planerne om en stor replanlægning af FM-Båndet, skriver Business.dk.
Planen om at mangedoble antallet af FM-frekvenser har i øvrigt mange år på bagen. Allerede før VK-regeringen kom til magten i 2001, lovede Venstre og de Konservative, at DRs monopol skulle brydes med op mod ti nye nationale radiokanaler. Her syv år efter mangler replanlægningen stadig at blive gennemført.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.