Det Radikale Venstres medieordfører Simon Emil Ammitzbøll forlader partiet og bliver løsgænger. Han begrunder sin afgang med mistillid til partiets leder Margrethe Vestager, og forklarer sig på Facebook.
Der har i flere dage været spekulationer om Ammitzbølls politiske fremtid. Så sent som lørdag udtalte han, at han ingen planer havde om at forlade partiet.
Men efter et møde med Margrethe Vestager søndag aften besluttede Simon Emil Ammitzbøll alligevel at forlade partiet.
Han forklarer selv sin afgang med en ’tillidskrise’ i forhold til partiets ledelse – i særdeleshed Margrethe Vestager.
»Jeg har været meget utilfreds med den måde, hvorpå Margrethe Vestager har ledt gruppen. Hun har ikke formået at samle folketingsgruppen som en team«, siger han til Politiken.dk.
Han nævner som eksempel, at partiet ikke har fulgt en tidligere vedtaget strategi om at indlede samarbejde med de borgerlige partier, hvis den oprindelige målsætning om en SR-regering glippede.
For tre uger siden skrev han en kronik i Berlingske Tidende, hvor han ligeledes kritiserede sit eget parti for at vakle og svigte sine egne principper i forhold til udlændingepolitikken.
Der har været vedholdende rygter om at Simon Emil Ammitzbøll er på vej til Liberal Alliance. I første omgang fortsætter han dog som løsgænger. Men han aviser ikke, at han på et tidspunkt vil melde sig ind i et andet parti.
Læs også Simon Emil Ammitzbølls egen udlægning på hans side på Facebook, hvor han blandt andet noterer: 'Igennem længere tid har jeg i stigende grad følt mig fremmedgjort overfor den radikale gruppeledelses strategiske og politiske linie.'
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.