Irina Petrushova fra den kasakhstanske avis Republik ridser redaktionens regler for det undersøgende arbejde op:

1) Basis for undersøgelsen er fysiske dokumenter, videodokumentation, noget håndgribeligt. Selv højtrangerende embedsmænd kan tvinges til at nægte.

2) Offentliggør oplysningerne drypvist, aldrig det hele på en gang. Dermed undgår man pression, fordi sagens personer må frygte for, hvad avisen måtte ligge inde med og kan offentliggøre.

3) Prøv efter første offentliggørelse at involvere offent-ligheden, parlamentet og så videre. Få historien til at udvikle sig med nye kilder, nye citater og ny dokumentation.

4) Forsøg at etablere et samarbejde med udenlandsk presse om sagerne. Det gjorde Republik senest med Wall Street Journal i en sag om præsidentens schweiziske bankkonti og en historie om kasakhstanere bosat i USA.

5) Journalisterne på Republik skriver uden byline i avisen. Det retlige ansvar for usignerede artikler lægges ifølge kasakhstansk lov på chefredaktøren, og i dette tilfælde er det nytteløst at forsøge at slæbe chefredaktøren i retten.

"Jeg har tre alvorlige anklager hængende over hovedet. Når jeg alligevel frit kan stå i spidsen for en kasakhstansk avis med en høj undersøgende og kritisk profil, er det fordi, jeg lever i eksil – i Moskva," siger Irina Petrushova.

Læs også: Journalistikkens guldalder, En guldgrube for undersøgende journalistik, På udkig efter verdens bedste journalister, Journalister hjælper journalister, En journalist blev myrdet, Taler og foredrag på nettet, Globalt netværk, Samarbejde på tværs af grænser, Sandheden er Guds datter og Kritisk journalistik i tredje verden