search

Racismelejr – Visa pour l’Image

»På den ene side var det fysisk udmattende og på den anden side psykisk hårdt, fordi man skulle lytte til hans racistiske snak. Nogle gange havde jeg lyst til at ryste drengene og fortælle dem, at de ikke skulle høre efter.« - Ilvy Njokiktjien, Holland. Om racistiske bootcamps i Sydafrika.

»På den ene side var det fysisk udmattende og på den anden side psykisk hårdt, fordi man skulle lytte til hans racistiske snak. Nogle gange havde jeg lyst til at ryste drengene og fortælle dem, at de ikke skulle høre efter.« – Ilvy Njokiktjien, Holland. Om racistiske bootcamps i Sydafrika.

Hollandske Ilvy Njokiktjien fik lyst til at lave et projekt om Sydafrikas "born free generation", der er født efter apartheids ophør i 1994, mens hun var i praktik som fotojournalist på en avis i den lille by Grahamstown i Øst-Kapprovinsen. På avisen dækkede hun hårde nyheder og kriminalitet og blev fascineret af byens geografi, hvor en lang hovedgade fører fra det hvide kvarter med fine huse og haver i den ene ende – til det sorte township i den anden. Samtidig blev hun hele tiden konfronteret med en fremmed følelse af at være "hvid", som hun ikke kendte fra Holland. Historien tog imidlertid en uforudset drejning, da hun under begravelsen af højreekstremisten Terre'Blanche mødte en mand med en mission:

»Der var denne her ældre mand, som råbte og skreg i en megafon, mens han prøvede at kontrollere fotograferne og presse dem tilbage, så de ikke kom for tæt på kisten. Politiet bar blå uniformer, militæret er i camouflage, men jeg lagde mærke til, at han bar en gammel apartheid-uniform, som nok har været ulovlig i 20 år. Så jeg begyndte at sludre lidt med ham for at finde ud af, hvem han var.«

Han viste sig at være oberst Franz Jooste, stolt leder af det højreekstremistiske kommandokorps, som uddanner unge drenge til racister gennem enkel og effektiv hjernevask på strabadserende bootcamps. Ilvy fik sig selv og journalisten Elles van Gelder inviteret med og blev hurtigt klar over, at stillkameraet ikke var nok:
»Jeg tog først med på en lejr en enkelt dag, hvor jeg kun havde taget kamera med. Da han begyndte at tale om, at sorte har mindre hjerner og så videre, blev jeg klar over, at jeg var nødt til at optage lyd også. Ellers kunne de bagefter komme og påstå, at jeg løj. Eller endnu værre – ingen ville tro på, at han havde sagt det.«


Lejrene udsætter drengene for barske fysiske og psykiske strabadser akkompagneret af racistisk propaganda. – foto: Ilvy Njokiktjie

Så de stillede til en ni dages lejr med fuldt udstyr. Journalisten Elles filmede, mens Ilvy optog lyd og fotograferede. Resultatet blev projektet Afrikaner Blood, inside a racist bootcamp, der har vundet flere priser blandt andet førsteprisen for multimedie-produktion i World Press Photo 2012 og i Picture of the Year International. Fotoserien er udvidet med billeder af drengene et år efter og var svær at overse i Perpignan. Ikke bare fordi den hang på en af de mest centrale vægge i Visa pour l'Images hovedudstilling, Couvent des Minimes, men fordi den er uafrystelig dokumentation. Bumsede, uharmoniske og usikre teenagedrenge ankommer til lejren med en tro på "regnbuenationen" og en drøm om at blive rigtige mænd.

Obersten selv siger, at han bare skal bruge en enkelt time med drengene for at få dem til at indse, at de tilhører en anden nation af hvide, som er de sorte langt overlegne. Og det virker: Ud fra lejren kommer små racister. Det skræmmende og overraskende er ikke, at denne form for organiseret racisme eksisterer, men hvor let han manipulerer med drengenes sind og samtidig udstiller det skrøbelige fundament, det unge nationsprojekt bygger på.

Ilvy og Elles kendte ingen af de 15 drenge på lejren på forhånd, og de valgte at fokusere på en håndfuld drenge, som først og fremmest kunne tale til kameraet.
»Lejren var barsk. Det var op klokken 4.30 hver morgen, det var koldt, og maden bestod af kød på dåse. Så på den ene side var det fysisk udmattende og på den anden side psykisk hårdt, fordi man skulle lytte til hans racistiske snak. Nogle gange havde jeg lyst til at ryste drengene og fortælle dem, at de ikke skulle høre efter.

Men de var meget venlige over for os. Så snart du taler deres sprog, opfatter de fleste dig let som en af dem, og vi to hvide piger fra "det gamle land" blev nærmest taget imod som døtre. Vi kunne sagtens småsnakke om alt muligt, men undgik omhyggeligt at diskutere race, hvilket var svært, for han sagde de mest forfærdelige ting om blandt andet jøder og kinesere – min bedstefar var kineser, og Elles kæreste er jøde. Vi gav ham aldrig ret, men vi sagde ham heller aldrig imod.«

Jooste og hans folk drev drengene igennem et hårdt program, hvor de blev presset til det yderste. På et tidspunkt på fjerdedagen, hvor drengene var fuldstændigt udmattede, leverede han sin lektion om den sorte races underlegenhed og voldelighed, som de måtte lytte til stående. Det var vendepunktet. Ilvy beskriver, hvordan blandt andre drengen E.C. nu undsagde sine sorte venner, fordi "de var dummere end ham".

Historien blev offentliggjort i Sydafrika og eksploderede på forsider af alle medieplatforme i to uger. Jooste modtog dødstrusler, gik under jorden i en periode, ragede skægget og håret af og var lykkelig over opmærksomheden, der gav flere kunder i butikken. Halvdelen af kommentarerne på YouTube er positive ifølge Ilvy. Hans egne tal på, hvor mange drenge de træner, er blæst godt op. Han siger 15.000, regeringen siger højst en tiendedel.


Unge sydafrikanske drenge på racistisk bootcamp. En enkelt time med drengene er nok til at få dem til at forstå, at de er de sorte langt overlegne, hævder lederen, oberst Franz Jooste. – foto: Ilvy Njokiktjie

Kort tid efter lejren fortsatte Ilvy projektet og boede en uge hos hver af de fem drenge, inden historien kom ud. Et halvt år senere vendte hun tilbage for at følge op på drengene, men der meldte en af mødrene fra, fordi hun var blevet bekymret for drengens fremtid, efter at hans ansigt havde prydet forsiden af en sydafrikansk avis.

E.C.'s mor var heller ikke længere begejstret for bootcampen:
»Hans mor fortalte mig, at E.C. var virkelig forandret, da han kom hjem. Han sov dårligt og med en kniv under hovedpuden, han var bange og frustreret og tjekkede hver aften, om huset var låst helt af. Han blev sendt hjem fra skole i en periode, fordi han prøvede at købe et skydevåben på det sorte marked. Moren er racist, men ikke så ekstrem som Jooste, og hun kunne faktisk ikke lide, hvad hun så, da jeg viste hende videoen. Det synes jeg er hyklerisk. Du sender din søn på racist-lejr, og så er det et problem, når han kommer hjem og er blevet racist? Når jeg spurgte drengene, om lejren havde forandret dem, svarede de alle sammen det samme: 'Jeg gik fra at være en dreng til at være en rigtig mand!' E.C. var den eneste, som var bevidst om, at han havde ændret sig i forhold til de sorte: 'De er som aber, så hvordan kan jeg respektere dem og have noget med dem at gøre?'«

Afrikaner Blood:
http://www.youtube.com/watch?v=BFWEtdZ5TWA
www.imagesbyilvy.com


Ilvy Njokiktjien, Holland. – foto: Ditte Valente

Det var kvindernes år på fotojournalistfestivalen Visa pour l’Image i Perpignan.  
Ilvy Njokiktjien, Krisanne Johnson og Amy Toensing har alle bevæget sig dybt
ind i et totalt fremmed område. De fortæller om, hvordan drenge gøres til racister.
Om hiv-smitte i Swaziland. Og om aboriginernes isolation i Australien.

Læs om Amy Toensing og Krisanne Johnsons projekter her:
https://journalisten.dk/den-hurtige-k-rlighed-og-det-korte-liv-visa-pour-l-image
https://journalisten.dk/dagligliv-blandt-aboriginer-visa-pour-l-image

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen