Jeg fik budskabet serveret med fede Messenger-skrifttyper for nylig, hvor en redaktør, jeg respekterer højt, sendte mig denne lille opsang:
"Du skal smide din beskedenhed; du er så høflig. Vær mere pågående. Jeg er bange for, at man ikke får meget forærende ved at være velopdragen. Vov noget. Lad ikke andre bremse dig."
Med andre ord: Jeg skulle ændre min personlighed, hvis jeg ville have flere attraktive opgaver.
Redaktøren står næppe alene med sin appel i en branche, hvor brushaner som Clement Kjersgaard og Martin Krasnik personificerer det faglige forbillede. Ud over at sætte dagsordenen i de seriøse debatter giver de gerne programmerne et show-pift ved at tirre kilderne helt op i det røde felt. Medierne slås indædt om modtagernes opmærksomhed, og der er brug for journalister, der kan spice det faglige indhold op med underholdnings-elementer for at trække publikum til.
Jeg skrev mig redaktørens velmente råd bag øret. Rollemodellen er en råbende journalist, og hvem vil ikke gøre alt for at matche idealet? Saglighed og sobre resultater giver ikke nødvendigvis nye jobs i kalenderen i en tid, hvor krisen har skærpet konkurrencen på det journalistiske arbejdsmarked. Vi må networke og fyre elevatortaler af som aldrig før for at kapre kunder.  
Men mod min faglige stolthed skurrede redaktørens besked som sandpapir. I mit arbejde som skrivende journalist er introvert adfærd på mange punkter en force: Jeg ideudvikler ved at holde sanserne åbne og suge indtryk til mig. Ideerne pitcher jeg på e-mails over for kunderne. Det foretrækker de fleste, frem for at blive forstyrret på telefonen. Når jeg interviewer, sørger jeg for at lade kilderne komme til orde. Man kan godt bore ind til kernen og få de vigtige pointer frem i lyset med moderat stemmevolumen og stædig vedholdenhed. Ved læsning og anden dybderesearch arbejder jeg bedst i stilhed – ligesom når jeg reflekterer over kildernes udsagn og udleder essensen af det indsamlede materiale i selve skriveprocessen.
Ingen af den skrevne journalistiks discipliner kræver, at man taler folk et øre af – tit er det faktisk en fordel at kunne tilsidesætte sig selv.
Set i det lys virker branchens dundertale for ekstroversion helt ude af proportioner. Kravet om udadvendthed som den altafgørende egenskab skaber en ekskluderende ensretning i en stand, hvor menneskelig diversitet og forskellighed i måderne, vi perciperer, analyserer, agerer og producerer på, ville gøre produkterne mere alsidige og interessante.
Lad os re-tænke den journalistiske rollemodel og flytte fokus over på fagligheden og kvaliteten. Jo flere menneskelige egenskaber journalister bidrager med og bringer i spil på redaktionsgangene, jo mere mangfoldigt og fængende bliver outputtet i sidste ende.
Det bør være resultaterne, der tæller. Ikke antallet af ord, journalisten udspyr undervejs.

– Christine Christiansen, freelancejournalist