Qvortrup om kreditkortkilden: Han var ikke »outstanding«

Ingen klokker ringede, da Henrik Qvortrup lavede en aftale med kreditkortkilden, sagde han i retten i dag. Kilden var en god kilde, men »ikke outstanding«. (Opdateret kl 14:05)

»Lad os blot kalde det en aftale,« sagde tidligere chefredaktør på Se og Hør Henrik Qvortrup, efter at anklageren i retten i Glostrup i dag havde kredset længe om mødet med kreditkortkilden PBH på Se og Hørs redaktion i juni 2008.

Kilden var en god kilde, men »ikke outstanding« sagde Qvortrup, der henviste til betalingen, som ville være et tip-honorar på 10.000 om måneden – eller 2.500 kroner om ugen.

Da han lavede aftalen med PBH, vidste han, at kreditkortkilden i forbindelse med prins Joachim og prinsesse Maries bryllupsrejse kunne noget helt usædvanligt på grund af hans arbejde på IBM, der servicerede NETS og bankernes betalingsservice.

Men der var ikke en klokke, der ringede, sagde Henrik Qvortrup. Heller ikke selv om han nogle måneder forinden var blevet orienteret om en sag i Norge, hvor Se og Hør i Norge var genstand for efterforskning på grund af kilder i Nordea Bank.

En kæk bemærkning

Anklageren gjorde et stort nummer ud af, at Qvortrup havde kommenteret forholdene i Norge med bemærkninger om, at Nordea-bankfolkene i Danmark kunne lære noget af kollegerne i Norge. De skulle være velkomne hos ham.

Det var, sagde Qvortrup »en kæk bemærkning« fra en chefredaktør, der var interesseret i kilder, men ikke en interesse for ulovlige kilder.

Henrik Qvortrup bekræftede, at aftalen med PBH betød, at han skulle aflønnes ved at indlevere bilag for 10.000 kroner – det var en fast og årelang praksis på bladet, at medarbejdere eller kilder kunne honoreres med naturalier – en rejse sydpå og den slags. Uden navns nævnelse meddelte Henrik Qvortrup, at også nogle af de personer, som føler sig krænkede af Se og Hørs praksis, tidligere har været gode kilder, som er sendt sydpå på ugebladets regning.

En sammenfatning af anklagerens afhøring af Henrik Qvortrups forklaringer ved domsmandsretten i Glostrup efterlader ingen tvivl: Henrik Qvortrup indså, at guldkilden, som kunne efterkigge de kongelige og kendte, blev betalt for at handle anderledes, end arbejdsgiverens interesser tilsagde.

Senioranklager Morten Frederiksen ville helst have haft lidt mere end den tekniske tilståelse og spurgte Henrik Qvortrup:

»I betaler ham for noget, der er en overtrædelse af hans tjenstlige pligter …«

Ikke noget NETS ville være glade for

Henrik Qvortrup forsøgte at afparere med udsagnet om, at der nok kunne være noget ansættelsesretligt. Men han kunne ikke se eller indså ikke dengang, hvilke regler der kunne være overtrådt af guldkilden.

»Men det var ikke noget, NETS blev begejstret for,« sagde han.

Anklageren forsøgte at få sagt tingene på endnu flere måder, men retsformanden var tilfreds og meddelte, at Qvortrups udtalelser var klare nok til, at hun kunne tilføre retsbogen, hvad der var brug for i denne sag.

Retsstridigt eller ej

De to tidligere afhørte journalister Kasper Kopping og Ken B. Rasmussen har tidligere erkendt, at de godt vidste, at tys-tys-kilden nok ikke blev månedens medarbejder hos NETS ved at tippe Se og Hør. Hverken Qvortrup eller de menige journalister siger direkte, at de vidste, der var et eller andet retsstridigt i kildens adfærd. Men de erkender alle tre, at de indså, at han handlede i strid med sine instruktioner.

Anklageren lagde ualmindeligt hårdt ud allerede ved retsmødets start. Han spurgte ganske enkelt Henrik Qvortrup, hvorfor han stadig nægtede sig skyldig efter at have hørt forklaringerne fra Kasper Kopping og Ken B. Rasmussen. Det var reelt et spørgsmål om, at den tiltalte skulle vurdere de to medtiltaltes forklaringer og placere dem i forhold til anklageskriftets paragraffer.  

Forsvareren Anders Nemeth greb omgående ind: Svaret er, at Henrik Qvortrup nægter sig skyldig på basis af summen af de forklaringer, der afgives i dag.

Det var anklagerens opfattelse, at Qvotrups afløser Per Ingdal skulle være afhørt i dag, men han sagde nej tak til at fravige den fastlagte arbejdsplan og kommer på onsdag. Det blev besluttet efter en strid mellem forsvarer og anklager, som afspejler den dårlige stemning mellem forsvarer og anklager.

Opdateret klokken 14:05 med de sidste timer af retsmødet

0 Kommentarer