I dag har Københavns Vestegns Politi ransaget to hjem mere i skandalen om angivelig overvågning af alt fra kendte og kongelige til almindelige mennesker. Overvågningen skulle have ført til en række artikler i Se og Hør.
De to tidligere chefredaktører Henrik Qvortrup og Kim Henningsens hjem er blevet ransaget, ligesom de begge er blevet sigtede i sagen. Qvortrup blev anholdt, imens Kim Henningsen af helbredsmæssige årsager kun er blevet sigtet, oplyser politiet.
Journalist Ken B. Rasmussen, der har skrevet bogen 'Livet, det forbandede', der startede skandalen, er også sigtet i sagen. Det samme er en mand, der er sigtet for at være tystys-kilden. Og det samme er Aller-koncernen som "juridisk person".
Dengang fortalte politiinspektør Bent Isager-Nielsen til Journalisten, at man ventede flere sigtelser.
»Der foregår ikke flere ransagninger i dag. Men efterforskningen fortsætter, og der vil formentlig også blive rejst flere sigtelser, lavet flere afhøringer og måske også flere ransagninger," sagde han.
De kom så her til morgen, hvor politiet har sigtet Kim Henningsen og Henrik Qvortrup.
Ifølge en pressemeddelelse fra politiet er de to tidligere chefredaktører sigtede for at krænke de samme paragraffer i straffeloven. Det gælder ulovlig aflytning og overvågning, særligt grov overtrædelse af markedsføringslovens beskyttelse af forretningshemmeligheder, samt bestikkelse.
Henrik Qvortrup har i flere medier fortalt, at han nægter sig skyldig.
»I forhold til beskyldningen om, at jeg skulle være den mastermind – "Godfather" – det må jeg blankt afvise,« siger Henrik Qvortrup blandt andet i et tv-interview med TV 2.
Politiet oplyser, at der kan forventes flere afhøringer og sigtelser i sagen.
Aller gennemfører sin egen undersøgelse af sagen, som er blevet lagt hos uvildige eksperter.
Syv Se og Hør-journalister er blevet sendt hjem i forbindelse med sagen, fordi deres navne har optrådt i en mail, der forbindes til tystys-kilden. De har i tre ugers tid været hjemsendte. Du kan læse om deres oplevelse af forløbet her.
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Så lige denne: http://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/article2291652.ece
En af Qvortrups venner burde fortælle manden hvad det betyder at være ansvarshavende redaktør - manden kender vist ikke særligt meget til det ansvar han har påtaget sig da han sagde ja til jobbet på Se & Hør.
At påstå at Peter Dall kloger sig er grotesk, grænsende til småtbegavet - fakta er at Qvortrup med det job han har haft har et ansvar som han ikke kan løbe fra - det formoder jeg at de fleste andre ansvarshavende redaktører i Danmark vil give mig ret i.
Hvis tingene forholder sig som jeg opfatter det når jeg læser medierne at Qvortrup ikke har vidst noget om hvad der har foregået i hans butik så må man bare sige at han ikke har været kompetent nok til at have det job han har haft alternativt så har han kunnet se en økonomisk fordel i at Se & Hør korrumpere folk med det ene formål at lave historier de kan tjene penge på.
Det kunne være spændende at høre hvordan salget af Se & Hør i den periode Qvortrup var ansvarshavende redaktør har påvirket mandens løn.
Eller sagt det på en anden måde hvad har Qvortrup tjent (i form af bonus og løn) på de unikke historier som Se & Hør har publiceret på basis af bestikkelse,
Er det ønsket om at lave en unik historie eller har det været jagten på ussel mammon der har været den drivende kraft bag det der er sket i Aller huset.
IBM manden hos Nets har tjent 10.000 Kr om måneden, hvem har ellers tjent penge og hvor meget - hvor stor en del af Qvortrups løn var baseret på resultater,
Er der ikke nogle der kan fortælle Qvortrup hvad titlen i hans ansættelses kontrakt betød: http://da.wikipedia.org/wiki/Ansvarshavende_redakt%C3%B8r