search

Qureshi skrev 2,5 artikler per dag!

De falske kilder er blandt andet brugt til banale spekulationshistorier, men burde have vakt mistanke. Ikke mindst på grund af antallet af historier

Journalist Michael Qureshi – nu fyret fra Ekstra Bladet – har baseret nogle af sine artikler på navngivne internationale kilder, der ikke findes i virkeligheden.

Men hvor alvorlig er sagen?

De falske kilder er blandt andet præsenteret som troværdige udenlandske journalister, der i Qureshis artikler for eksempel udtaler sig med inside-viden om en fodboldspiller eller klub, der enten har dansk relation eller international status.

I min stikprøve på tre af Qureshis artikler fra perioden 2002–2015 er det gennemgående, at der også er autentiske kilder i historien, der bekræfter vinklen.

Kort sagt: De falske kilder har skabt øget troværdighed og selvstændige aktuelle vinkler på gode og ofte rygtebaserede spekulationshistorier om fodboldkendisser i dagens nyhedsstrøm.

Samme mønster i tre historier

Foreløbigt kan sagen – i dansk dagspresse – skrues tilbage til 2002, hvor BT via Qureshis hånd kunne fabulere om, hvorvidt den danske angriber Jon Dahl Tomasson mon ville kunne erobre en plads i holdopstillingen hos stærke italienske AC Milan.

Her citeres ”journalist på Corriere dello Sport, Francesco Pierini, som kender alt til Tomassons kvaliteter, da han ofte besøger Danmark” for en vurdering af, at det bliver svært for Tomasson.

Historiens grundpræmis – at den danske fodboldspiller ikke kan være sikker på en fast plads på holdet – støttes af en åben kilde:

Italiens største sportsavis, La Gazzetta dello Sport, der har præcis samme vurdering af den danske spillers muligheder, nævnes også i artiklen.

Springer vi op i nyere tid, er mønsteret det samme. I juni 2014 skriver Michael Qureshi i BT, at den spanske storklub Barcelona tøver med at købe stjerneangriberen Luis Suárez af Liverpool på grund af en verserende karantænesag.

Her præsenteres den falske kilde ”Miguel Rodriguez, der som journalist for Barcelona-avisen SPORT har gode kilder i storklubben”. Han støtter vinklen.

Igen er der en åben kilde, der også bekræfter spekulationerne: ”Owen Gibson fra den store engelske avis The Guardian”.

Og i marts 2015, i Ekstra Bladet, er det rygter om den danske midtbanespiller Michael Krohn-Dehli og hans karriere i spanske Celta, der bliver næret af en falsk kilde:

”Ifølge den velinformerede lokaljournalist Marcos Barazias har Michael Krohn-Dehli udtrykt ønske om at fortsætte i Celta,” lyder det i artiklen.

Igen er der en anden og åben kilde: Celtas træner Eduardo Berizzo, der ”i en længere snak med lokalavisen Faro de Vigo forklarer …”

Falske kilder til egne vinkler

Ud over at der er tale om rygtebaserede og ret banale spekulationshistorier, går det også igen, at de falske kilder i Qureshis artikler ovenfor ”kickstarter” en historie på en dansk scene, efter at den allerede er kørt i internationale medier.

Det er nærliggende at fastslå – men kan ikke bevises – at de falske kilder har tjent som Qureshis ”salgsargument” for historien over for et dansk publikum – og en dansk redaktør.

Man kan høre det redaktionelle pitch for sig: ”Og jeg har min egen kilde, der bekræfter!”

Dermed kan en historie, der allerede er kørt, få nyt liv i dansk kontekst.

Og det er ikke umuligt, at kilden findes, men vedkommende ønsker ikke sit navn på tryk.

Tre ud af 787

Igen: Hvor alvorlig er sagen? Lad os nøjes med at se på Qureshis arbejde for Ekstra Bladet, der er bedst belyst:

Hvis han i tre tilfælde på Ekstra Bladet – fem artikler, men to artikler går igen i web- og avis-versioner – har givet en kilde et falsk navn (eller opfundet et citat og sat et falsk navn på), er det selvfølgelig journalistisk meget problematisk. Lige nu føles det utilgiveligt med de forklaringer, vi har hørt. Også selv om historierne måske var i omløb og ”blot” fik nyt dansk liv med falsk kildeautoritet.

Han har krænket nogle principper i håndværket, som er så rodfæstede, at vi ikke engang behøver diskutere dem.

Omvendt: Han har lavet 784 andre artikler for Ekstra Bladet, heriblandt en del solonyheder om hvem-gør-hvad-og-hvor i fodboldverdenen, hvor flere viser hans uafviselige talent for ægte kildepleje. Reelt er det derfor et tab for sportsjournalistikken, at han har afmonteret sig selv.

Skulle nogen have holdt bedre øje med ham?

Redaktøransvar – ja da!

I tilfældet Michael Qureshi må det undre, at der ikke er en redaktør på i hvert fald BT, hvor han var i 12 år, der har spurgt ind undervejs.

Når en journalist gang på gang er i stand til at fremskaffe internationale pressekilder, der øser ud af deres viden om en aktuel sag, så bør man som redaktør spørge ind, synes jeg.

Hos Ekstra Bladet er perioden kortere, men produktiviteten har været så stor hos Michael Qureshi, at redaktører også her burde have løftet et øjenbryn.

Når det ikke er sket, skyldes det ikke mindst karakteren af historierne: Det er spekulationsjournalistik, hvor historien allerede er i omløb. Det er ikke nye historier – i hvert fald ikke i min stikprøve. Det er ikke afsløringer. Der er ikke noget, der skal konfronteres.

Det hollandske spor

Sagen har også et internationalt spor: Det hollandske bureau Hakkie Tikkie Media, der lukkede i 2011, har solgt artikler, hvor Ekstra Bladet i flere tilfælde ikke har kunnet finde skribenterne i virkeligheden. Det ligner altså falske navne. Flere af skribenterne optræder samtidig som kilder i Michael Qureshis artikler.

Ekstra Bladet har før, under og efter VM i fodbold i Sydafrika i 2010 købt 16 artikler af Hakkie Tikkie Media. 14 af disse har avisen nu trukket tilbage, fordi avisen ikke har kunnet identificere skribenten.

Hvad angår Hakkie Tikkie Media, ser sagen umiddelbart ret speget ud for Ekstra Bladet, hvilket sportsredaktør Allan Olsen da også ærligt og åbent indikerede på onsdagens pressemøde, hvor han var flankeret af Poul Madsen.

»Vi havde paraderne for langt nede,« sagde Allan Olsen.

Når man bliver kontaktet af et bureau, der for cirka 3.000 kroner per artikel kan skaffe interviews med verdensstjerner som Didier Drogba og Fernando Torres op mod et VM, så lyder det som et meget, meget godt tilbud.

»De tilbød i en lind strøm interviews med store navne,« sagde Allan Olsen på pressemødet.

Netop den linde strøm er en advarselslampe.

Det ville være naturligt – for ikke at skrive helt nødvendigt – at spørge, hvordan bureauets journalister dog fik den unikke adgang til fodboldkendisser.

Hakkie Tikkie Media har vi ikke hørt det sidste til.

»Det er en afgrund af lokumsaftaler og ting, der måske ikke har fungeret, og det har fangarme rundt i alle europæiske lande, sågar også Canada,« sagde Poul Madsen på dagens pressemøde.

787 artikler på 300 dage

Lad os slutte hos Poul Madsen, der i dag tog konfrontationen med dansk presse, da han skulle tage ansvar for sin del af pinlighederne.

»Jeg kunne ikke forestille mig, at nogen, der kalder sig journalist, opfinder kilder. Det har intet at gøre med at være journalist.«

Det er helt rigtigt. Men der er en vigtig tilføjelse, Poul Madsen:

Du har selv talt dig frem til, at Michael Qureshi i sine 10 måneder hos Ekstra Bladet har lavet 787 – syvhundredeogsyvogfirs! – artikler til avisen.

Det er mere end 2,5 bylines hver dag. Og så har han ikke holdt hverken weekend eller ferie.

Kunne det tænkes, at det tal burde have vakt eftertanke?

Eller gik det så godt med Qureshi, at det var bedst ikke at holde for meget øje og stille for mange spørgsmål?

Rettet klokken 15.32: Journalisten skrev først, at en artikel i juni 2014 var bragt i Ekstra Bladet, men den var bragt i BT.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen