Overvågning

Qatar dropper krav om udskældt app under VM

Landets corona-app har fået sikkerhedschefen hos Norges public service-station til at råbe vagt i gevær

Udlændinge, der rejser til Qatar under VM-slutrunden, skal alligevel ikke downloade en udskældt app for at kunne rejse ind i landet.

Det fremgår af Qatars sundhedsministeriums hjemmeside.

Fra 1. november er det nemlig ikke længere et krav at downloade Qatars pendant til Smittestop-appen, Ehteraz.

Ehteraz-appen har været i adskillige mediers søgelys i løbet af de seneste uger, efter at sikkerhedschefen for den norske public service-station NRK, Øyvind Vasaasen, har gennemgået den og dens sikkerhedsaspekter.

”Det er ikke mit arbejde at give rejseråd, men personligt ville jeg aldrig tage min telefon med til Qatar,” sagde Øyvind Vasaasen til NRK tidligere i oktober.

Gav uhindret adgang

Hans bekymring i forhold til appen skyldes, at den kræver adgang til adskillige og vidtgående rettigheder til telefonen. Den skal have adgang til at læse, slette og ændre alt indhold på telefonen, den får adgang til Wifi og Bluetooth.

Bekymringen stopper dog ikke der. Etheraz får også adgang til præcise lokationer, den kan foretage direkte opkald via telefonen og kan inaktivere telefonens skærmlås.

”De kan simpelthen ændre indhold på hele telefonen, og de får fuld kontrol over informationen på den,” lød det fra Øyvind Vasaasen.

Det har været et krav fra de lokale myndigheders side at downloade appen ved indrejse i Qatar, og det ville det også have været for de kommende VM-gæster.

Der er fortsat krav om at downloade VM-appen Hayya. Den skal holde styr på billetter til kampe og giver adgang til gratis at benytte metroen i Qatar. Den vækker dog ikke nær så stor bekymring som corona-appen. Den beder dog stadig om adgang til telefonens lokation og til at se telefonens netværks-forbindelser.

DJ anbefaler digital sikring

Sikkerheden for journalister og ikke mindst deres kilder i Qatar har det seneste år været en presserende bekymring for formandskabet i Dansk Journalistforbund, der faktisk helt har frarådet journalister at rejse dertil. Det skete i kølvandet på, at to norske journalister blev tilbageholdt i 32 timer og fik konfiskeret deres udstyr af landets myndigheder.

Skal man som journalist til Qatar, anbefaler DJ’s næstformand, Allan Boye Thulstrup, at man tænker sig rigtig godt om.

”Man skal tage alle de forholdsregler, man ville gøre, hvis man var på vej ind i en krigszone eller et andet fjendtligt miljø,” sagde Allan Boye Thulstrup i sidste uge til Journalisten.

Han anbefaler, at man sikrer sig digitalt, så der ikke er adgang til indhold på computere og telefoner, og at man holder øje med, om man bliver fysisk overvåget. Og ikke mindst, at man hele tiden husker, at man kan have med kilder at gøre, der ikke bare kan rejse hjem til Danmark, når VM er overstået.

 

0 Kommentarer

Læs også

Pressefrihed

DJ: Qatars utilstedelige opførsel tegner ildevarslende for VM-dækningen

21. OKTOBER 2022
Pressefrihed

Aflyst i sidste øjeblik: Qatar spænder ben for kursus for danske journalister

21. OKTOBER 2022