Brændende biler, der sender deres orange flammer op mod nattehimlen – det er som skabt for tv. Men det stiller også tv over for nogle helt særlige problemer. De franske tv-kanaler pålagde sig selv censur under urolighederne i ghetto-forstæderne i november, og det har skabt debat.

SELVRANSAGELSE. I de første dage af optøjerne reagerede de franske tv-stationer, som man kunne forvente. De bragte billeder af de brændende biler videre til seerne, og de opgjorde hver dag, hvor mange udbrændte bilvrag, der stod tilbage i de forskellige forstæder efter nattens optøjer. Men så skete der noget.

Som dagene gik, blev nyhedschefen på France 3, Paul Nahon, betænkelig ved sine egne nyhedsudsendelser. Urolighederne var ved at udvikle sig til et frankrigsmesterskab i bilafbrænding, syntes han, og han havde en fornemmelse af, at tv var med til at presse antallet af brændende biler i vejret. Hvis de unge fra en forstad så i tv, at der var sat ild til flere biler i nabokommunen end i deres egen bydel, så gik der sport i at hærge endnu flere biler næste nat.

Fødekæden 'brændende biler – tv – flere brændende biler – mere tv – endnu flere brændende biler – endnu mere tv' måtte brydes, og nyhedschefen besluttede, at hans station ikke længere skulle fortælle, hvor mange biler, der var blevet sat i brand om natten.

Så langt gik tv-stationen France 2 ikke, men den fortalte heller ikke alt, hvad den vidste. Som stationens nyhedschef, Arlette Charbot, sagde til avisen Libération:

»Vi oplyser et samlet antal for hele landet, ikke hvor mange der er brændt i hver enkelt forstad. Vi fortæller heller ikke, hvilke byer der er berørt, og så viser vi mere ødelæggelserne end de meget spektakulære brande.«

Tv-stationen TF1 holdt også op med at vise de brændende biler og bygninger, og der var en stående ordre til at være positiv, fortalte en journalist til Libération. Reportager om optøjerne skulle efterfølges af indslag om initiativer til at forbedre situationen for de udstødte unge i ghetto-forstæderne.

Det har vakt debat, at tv-stationerne redigerede deres nyhedsudsendelser på den måde. Det er manipulation, sagde nogle af journalisterne på blandt andet Radio France.

Tv-stationerne er blevet mistænkt for at have fået en henstilling fra regering og præsident om at nedtone urolighederne. Det benægter de, men de indrømmer, at erfaringerne fra præsidentvalgkampen 2002 har gjort dem mere opmærksomme på de politiske konsekvenser af deres udsendelser. I valgkampen fokuserede de massivt på forbrydelser og kriminalitet. Bagefter blev de beskyldt for at have hjulpet den højreorienterede lov-og-orden-politiker Jean-Marie Le Pen til et overraskende godt valg.

Under optøjerne måtte tv-stationerne konstatere, at uanset hvad de gjorde, så blev de kritiseret enten fra højre eller venstre. Organisationen SOS Racisme bebrejdede dem, at de lavede sensationer ud af urolighederne, også efter at de havde pålagt sig selv begrænsninger. Højrepolitikere anklagede tv-stationerne for ukritisk at stille skærmen til rådighed for de unge.

De unge selv – de har et had/kærlighedsforhold til pressen. De er vokset op med tv som et ekstra medlem af familien, og for mange af dem har begivenheder først fundet sted, når de har været vist på tv. En journalist uden kamera var ikke en rigtig journalist, syntes de, og de brugte kameraerne som et af deres våben.

Men samtidig hader de journalister på samme måde, som de hader politi og brandfolk. De gider ikke have journalister rendende rundt i deres boligblok, som om den var en zoologisk have. I de højspændte november-dage kunne et kamera også virke som en provokation, og flere journalister blev truet til at forsvinde, fik stjålet deres materiale eller ødelagt deres bil. De virkelig hardcore uromagere ville slet ikke tale med pressen, og det gjorde det ekstra svært at forklare baggrunden for urolighederne.

»Kun at følge flammerne førte ikke til nogen forklaring,« sagde en journalist til avisen Le Monde, og det er en meget præcis beskrivelse af den journalistiske udfordring i forstæderne de tre uger i november: Kun at følge flammerne var ikke nok.

Connie Pedersen arbejder på TV AVISENs udenrigsredaktion og var i Paris under optøjerne.